Alice: Madness Returns

Den tidligere Id Software-designer American McGee stod lige omkring årtusindeskiftet i spidsen for American McGee's Alice, en mørk og dyster fortolkning af klassikeren Alice I Eventyrland. Derefter tog han til Shanghai for at starte et nyt udviklerstudie op, der ikke slap særlig heldigt fra deres første titler, og den mørke Alice hørte vi ikke mere til. Indtil nu, altså.

11 år senere har EA og McGee besluttet, at det er på tide med en efterfølger. Man kan undre sig over timingen, og er man pessimist vil man sikkert mene, at det er et billigt forsøg på at ride med på succesbølgen fra Tim Burtons Alice-film fra sidste år.

Men det ville være en skam at sige, for resultatet er mere end bare hæderligt, og væsentligt mere interessant end Burton-filmen.

I sit hjerte er Alice: Madness Returns en actionplatformer, der kombinerer kamp med platformshopperi. Og det er en formel, det faktisk slipper ret godt af sted med. Mekanikkerne er få, men de fungerer godt: Alice kan lave dobbelthop, glide langsomt gennem luften, som var hendes kjole en faldskærm, og bruge luftstrømme til at få ekstra højde på. Dertil kan hun krympe til halv størrelse, så hun kan kravle gennem små huller, eller se ellers usynlige platforme - der er ikke megen logik over sidstnævnte, men det er i fint trit med universet.

Styringen virker for det meste godt, og det samme med kameraet, som man for det meste har fuld kontrol over via højre stick. Der kan være situationer, hvor det drejer pludseligt, og man ikke aner hvor man så lander, og visse hop kan være svære at bedømme afstanden af. Til gengæld er spillet meget tilgivende, når man hopper forkert.

Falder man i en afgrund, bliver man teleporteret til starten af den sektion eller jumping-puzzle, man nu var i gang med, så man bliver sjældent sat særlig langt tilbage. Det er kun i de tilfælde, hvor man bliver dræbt i kamp, at spillet genindlæser seneste checkpoint, så for det meste er man hurtigt på vej igen. Når styringen en gang i mellem opfører sig klodset (og det hænder), bliver ens tålmodighed altså ikke sat på alt for stor en prøve.

Udvalget af fjender vokser støt spillet igennem - nogle af dem holder sig til det pågældende kapitels visuelle tema, mens andre går igen gennem hele spillet, som for eksempel de såkaldte Ruins, mørke klat-væsener med skumle dukkeansigter og arme. Nogle fjender kan besejres gennem simpel buttonmashing, mens andre kræver lidt mere timing, at man dodger deres angreb, slår dem når de laver en bestemt bevæglse, og så videre.

Alice har flere våben at vælge i mellem - en hurtig kniv, en tung kæphest der fungerer som kølle, en peberkværn der fungerer som maskingevær, og en tekande der virker som granatkaster. De kan alle opgraderes, og er alle sammen relevante i kamp.

Er man tæt på at dø - det vil sige, at man kun har én rose tilbage på sin livsmåler - man med et tryk på sticken aktivere Hysteria. Så bliver verdenen sort/hvid, Alice bliver usårlig, og fjenderne tager ekstra skade. Det kan redde en i mange tilfælde, hvis man ellers er på mærkerne. Generelt er sværhedsgraden ganske passende, hverken for let eller for svært.

American McGees udgave af Eventyrland er noget anderledes, men alligevel mindre dyster og makaber end man måske ville forvente ud fra trailerne for spillet. Hvert kapitel har sit eget visuelle tema, fra Steampunk-robotik forbi havets bund til japansk porcelæn, og både stilen og det faktum, at Eventyrland ikke er underlagt fysikkens love, har givet designerne rig mulighed for at slippe fantasien løs. Selvom det er de samme grundlæggende mekanikker, der går igen, får spillet det bedste ud af dem via de mange stilskift.

Oplevelsen krydres desuden af nogle små minispil hist og her, så spillet for eksempel forvandler sig til en 2D-platformer, en gammeldags shoot'em up eller et rytmespil. Nogle af disse virker bedre end andre, men de fleste af dem giver spillet et fint lille pift.

Alligevel har Alice: Madness Returns sine svagheder. For det første er historien rodet og svær at følge med i. Som sagt er spillet en efterfølger til American McGee's Alice, der udkom for knap 11 år siden, og jeg skal blankt erkende at jeg har glemt de finere detaljer fra det spils historie. Har man glemt eller ikke spillet forgængeren, er man altså lidt på bar bund i starten af spillet. Men i korte træk er Eventyrland et sted, der kun findes i Alices hoved, et sted hun enten flygter hen eller bliver suget ind i med jævne mellemrum. Hun er dybt traumatiseret efter hele hendes familie omkom i en brand, og et centralt punkt i historien er om Alice var skyld i branden eller ej. Man finder jævnligt tabte "minder" rundt omkring i form af collectibles, der giver lidt mere baggrund, men det er stadig ret forvirrende.

Eventyrlandet er desuden truet at et enormt tog (ja, det hele er ret surrealistisk), men man skal følge nøje med for at holde styr på hvor man egentlig er på vej hen, hvem man leder efter, og hvorfor.

Spillet blander kortere sektioner ude i virkelighedens London, hvor Alice opsøger bekendte og tidligere behandlere for at få styr på hvad der egentlig er sket, og meget lange sektioner i Eventyrland. Hun har hang til hallucinationer, så det er ikke altid, at det er helt tydeligt om man befinder sig i virkeligheden eller ej. Det er godt forsøgt, men historien ender alligevel med at være mere forvirrende end godt er.

Noget andet er kapitlernes længde. Der er seks i alt, og de tager mellem halvanden og to timer at komme igennem. Det er der som sådan ikke noget i vejen med, men man kunne godt ønske sig noget mere variation. Som nævnt har hvert kapitel sit eget visuelle tema, de foregår i hver deres del af Eventyrland, men hen mod slutningen af hver af dem tager jeg mig selv i at ønske, at de dog snart ville slutte.

Gentagelserne og ensformigheden begynder at melde sig i den sidste fjerde- eller femtedel af dem. Havde den samlede længde været den samme, men fordelt på for eksempel otte lidt kortere kapitler, så havde det været en anden snak. Som det er nu, er Alice et spil, der nok bedst nydes i kortere doser end lange maratonsessioner.

Overordnet er Alice: Madness Returns dog et fint platformsspil. Det er ikke uden problemer, men kernemekanikkerne er gode nok til at fans af genren bør give det et kig. Det har rigeligt at byde på trods forvirrende fortælling og momentvis tomgang. Måske ikke nok til klassikerstatus, men nok til at give valuta for pengene.