Red Faction: Armageddon

Nogle gange er lidt ekstra tid alt, hvad der skal til, og i spilregi har det sjældent været tydeligere end når det gælder Red Faction. Serien der egentlig aldrig var blevet til meget mere end en god ide, kom pludseligt til sin ret da Volition valgte at genopfinde den syv år efter sin debut. I stedet for et livsløst førstepersonsskydespil blev der her budt på en åben verden fyldt med missioner, eksplosive våben og sammenstyrtende bygninger, og for første gang i seriens levetid var udførslen ligeså god som ideen.

Med et så solidt fundament at bygge videre på, er det heller ikke den store overraskelse når seriens nyeste kapitel bruger de første ti minutter på at forklare at dit alter ego, Darius Mason er i familie med Alec Mason fra det forrige spil, og faktisk har rodet sig ud i nogle gevaldige problemer. Fra starten af historien oplever vi hvordan Darius kommer for sent til undsætning, og ikke når at stoppe det terrorist-angreb der ender med at betyde at Mars overflade bliver ubeboelig. Helt galt går det dog først da Darius bliver narret til at hjælpe de selvsamme terrorister med at frislippe glubske monstre fra Mars' undergrund, der hurtigt går i gang med at fortære den resterende menneskelige befolkning.

Alt dette danner baggrund for en historie hvor Darius, plaget af sin dårlige samvittighed, agerer autodidakt rumsherif og glædeligt tager mod alverdens forskellige missioner der kan hjælpe de få overlevende mennesker på Mars på benene igen. Valget er dog ikke dit mere, og det er i missionsopbygningen at Armageddon for første gang viser, at det er langt mere linært eventyr end sidst. Faktisk vil du med ganske få undtagelser, skulle begive dig gennem en eventyr hvor hele vejen er lagt og du derfor blot skal koncentrere dig om at ramme plet, når monstrene begynder at fylde skærmen.

Fjenderne fra undergrunden synes nærmest uendelige, og derfor kan du heldigvis glæde dig over at det samme gælder antallet af våben der står til din rådighed. Jeg aner ikke hvem det er der har kastet lystigt om sig med plasmarifler og ammunition i selv de mørkeste kroge af Mars, men vedkommende har gjort et godt stykke arbejde. Bedst er stadig de våben som i stedet for at skyde med projektiler, kan bruges til at manipulere den omkringliggende verden. Et af de første våben du får tilbudt er eksempelvis et magnetgevær hvormed du kan markere en fjende og herefter et objekt, hvilket vil få begge til at tæske sammen med sjove resultater.

Antallet af forskellige missioner, som du løbende bedes klare, er stor og selvom de fleste er skåret over den samme "ødelæg det her" eller "tryk på denne kontakt"-opgaver, er der blevet brugt kræfter på at sørge for hele tiden at tildele formlen et eller andet nyt, som eksempelvis et våben eller en kamprobot. Yderligere kan det godt engang i mellem betale sig at udforske banerne en smule, for ofte vil du blive belønnet med ekstra credits som kan bruges til at opgradere dine færdigheder som både gør sig gældende når du spiller alene eller sammen med andre.

Man må beundre udviklere der ikke ønsker at hvile på lauerbærene, og Volition har tydeligvis ville dreje Armageddon i en ny retning og vise at de råder over nok talent til at de ikke behøver at lave en gentagelse af Guerrilla. Ærgerligt er det dog, at nærmest hver eneste af de nye beslutninger er en fejltagelse, der på alle punkter gør Armageddon til et kedeligere og dårligere spil end sin forgænger.

Red Faction har aldrig handlet om korridorskyderi og perfekt modelerede våben, men i stedet om afsindige eksplosioner og jordskælvs-voldsom ødelæggelse - en sandhed Guerrilla for alvor belyste. Derfor undrer jeg mig over hvem der har haft den ide at lade størstedelen af Armageddon udspille sig i snævre undergrundshuler, hvor der for det meste er sparet på bygninger og installationer som kan ødelægges. Resultatet er nemlig at det man sidder tilbage er et helt igennem almindeligt tredjepersonsskydespil, og en endda et dårligt et af slagsen fordi våbnene og opgraderingerne er bedre brugt til ødelæggelse end fjendeslagtning.

Det er tydeligt at der denne gang er brugt flere kræfter på historien og de personligheder det hele handler om, men må igen spørge sig selv hvorfor, når de alle er så uinteressante. Historier om hævn er normalvis forholdsvis simple at blive grebet af, men Darius er så kedelig at man hurtig bliver ligeglad, selvom han gang på gang forsøger at kommunikere smerten over hans dårlige samvittighed. Værst er dog de "terrorister" som spillet så ihærdigt forsøger at gøre til et billede af ren ondskab, for de ligegyldiggøres hurtigt og indkasserer herefter kun tæv fordi de er iklædt det grimmeste kluns og design i hele galaksen.

Det siger alt om hvordan Volition burde have grebet opgaven an, at man for at have det sjovt med deres nyeste spil, helt bør springe kampagnen over og i stedet bruge tiden på de to ekstra spilmuligheder som er del af pakken. Ruin lader dig således smadre bygninger på tid i jagten på en highscore, mens Infestation er spillets version af "Horde" fra Gears of War 2, hvor den altså står på overlevelse som samlet hold, mod et stigende antal fjender. Begge muligheder fungerer upåklageligt og er faktisk rigtigt sjove, men belyser desværre også hvor mangelfuld og fejlsatset resten af spillet er.

Hvis du er fast besluttet på at give Red Faction-serien et forsøg, kan du glæde dig over at dit valg ikke er så svært, for der er ikke et eneste aspekt af Armageddon der gør at du skulle vælge det frem for det langt overlegne Guerrilla. Her er ikke tale om bunden af genren eller et af de værste spil du kan stoppe i din konsol, blot en kæmpe skuffelse der virkelig ikke har mange undskyldninger for ikke at være bedre.