The Witcher 2: Assassins of Kings

Fy for helvede, den er grim. Den massive Kayran svinger med sine enorme tentakler, og ørler en giftig-grøn væske ud af sin store ringmuskel af en mund. Solen spejler sig både i dens små og sylespidse tænder, og i slimet på dens rygpanser. Jeg væmmes og fascineres på en og samme gang. Bæstet er grimt som ind i helvede, men ser samtidigt utrolig godt ud.

Og så er den stor. Som et hus på fire etager. Jeg har mest af alt lyst til løbe ud i skoven igen, men nej. Uhyret har i flere uger belejret havnen i den lille handelsby Flotsam, og overfaldet ethvert skib, der har vovet sig ned af floden. Altså skal det dø, og der er udsigt til en klækkelig belønning. Jeg trækker sølvsværdet og kaster mig mod den nærmeste tentakel.

Sådan er det at være Witcher, en omrejsende monsterjæger der arbejder på freelance-basis. Man finder en lille by med et monster-problem, og så tager man sig af det. Vores helt, Geralt, har dog også andre bekymringer. Især at han har et halvt kongeriges dusørjægere på nakken, fordi han er blevet uskyldigt anklaget for en forfærdelig forbrydelse. Altså er det primære mål at rense sit navn og finde den rigtige gerningsmand, mens man selvfølgelig tager sig af de monstre, hvad end de er mennesker eller bæster, der stiller sig i vejen undervejs.

Af spoiler-hensyn vil jeg ikke gå i detaljer med historien, men i stedet konstatere at Geralt bliver involveret i et storpolitisk drama med krige, tronragere, kongemord og -forsøg (det er ikke en spoiler, spillet hedder for pokker Assassins of Kings), og at jeg var fanget af den øjeblikkeligt.

Universet er ikke typisk fantasy som de fleste fans sikkert allerede ved, og selvom her er både dværge og elvere, er de ikke helt som vi normalt ser dem. Mennesker undertrykker ikke-mennesker, dværgene og elverne er typisk henvist til ghettoer, og de er lige gode om druk og groft sprog. Det er herligt forfriskende, og en af de mange ting, der er med til at gøre The Witchers univers så spændende og godt realiseret.

Man bliver tit stillet over for valg, både hvordan man vil gribe en situation an, hvem man vil alliere sig med, og så videre, og oftest er det meget uklart, hvad konsekvenserne vil blive. Det er en god ting. Jeg har flere gange undervejs været decideret splittet med hensyn til hvilken vej jeg ville gå, og ofte mærker man først effekten af sine beslutninger langt senere i spillet.

Og det gælder både store og små ting. Jeg spillede en preview-udgave af spillet, der indeholdte prolog og det første kapitel, inden jeg fik hænderne i den færdige udgave, og gik bevidst efter nogle helt andre beslutninger på min anden tur gennem indledningen. En tilfældig soldat, jeg helt overså ved første gennemspilning, bad om et godt råd, og den beslutning viste sig at være til stor hjælp senere. Et afgørende valg om en anden figurs skæbne betød også, at en scene senere i spillet udspillede sig helt, helt anderledes anden gang. Det er pokkers godt lavet.

Skal man kritisere historien for noget (som dog kun er et problem for nye spillere), er det, at den antager, at man har spillet det første Witcher. Mange figurer bliver introduceret, som om man allerede kender dem, og der bliver henvist til begivenheder i det første spil, som om man er fuldt fortrolig med dem. Det er ikke noget grelt problem, og det bør ikke afskrække nye spillere, for man kan hurtigt læse sig til de vigtigste detaljer. Men det kunne være håndteret mere elegant.

The Witcher 2's univers er et grimt og forræderisk sted, fyldt med had, uhyrer og tyranner. Men selve spillet er betagende smukt. Jeg tager ofte mig selv i at stoppe op midt i ingenting, bare for at nyde udsigten. Lyssætningen er intet mindre end fantastisk, og måden solens stråler bryder gennem trækroner og danner et hav af små skygger henover skovbunden, bliver jeg aldrig træt af. Overalt er jorden spækket med små planter, blade, sten og græsstrå, og alle områder oser af, at de har fået masser af kærlighed fra grafikerne.

Der er enkelte små skår, som når spilmotoren skal indlæse teksturer, efter man for eksempel er trådt gennem en byport, og i et kort øjeblik virker verden udtværet og flad. Men det er kun et øjeblik, og man bliver ikke revet ud af stemningen eller indlevelsen i mere end et sekund eller to.

De større dialogscener, og dem er der mange af, byder på både flot instruktion, animation og stemmeskuespil. Langt det meste af tiden er de en fornøjelse at se, og selv om der til tider er enkelte små fejl, som en lille unaturlig bevægelse, eller et underligt klip, er det igen ikke nok til at spolere helhedsindtrykket. The Witcher 2 er et af de flotteste rollespil nogensinde.

Derfor kræver det også sin maskine. Jeg har en Core i5 2500K og et Radeon 6850-grafikkort, og med grafikken sat til Ultra hakker spillet så meget, at ansigtsanimationerne ryger ud af sync med dialogen. Det kræver grafikkort fra den dyreste ende af skalaen at sikre en acceptabel oplevelse her. Hvis jeg derimod skruer grafikken ned til High, kører det hele som smurt, og ser stadig rasende godt ud. Man skal kigge godt efter for at bemærke forskellene.

Som sagt er stemmeskuespillet også på højt niveau. De fleste figurer er udstyret med en tyk engelsk accent, der er langt mere Cockney end den er Queen's English, og det klæder spillets beskidte, low-fantasy-agtige univers rigtig godt. Visse figurer, som Geralt selv og især troldkvinden Triss Merigold, taler med tydeligt amerikansk accent, og det virker i starten lidt usammenhængende, men man vænner sig hurtigt til det.

Og det skyldes i høj grad dialogen. Manuskriptet er fremragende, samtalerne flyder naturligt, og der er nok sjove sidebemærkninger til at jeg ofte sidder og smiler eller fniser. Samtidigt er spillet også tilbageholden nok med humoren til at den alvorlige stemning bevares, og det virker aldrig malplaceret.

Der er tidspunkter hvor samtalerne virker en smule opstyltede, eller hvor de finere detaljer måske ikke er så tydelige (til gengæld kan man så finde disse journaler i quest-beskrivelsen bagefter), men det er næsten at forvente af et spil af denne størrelse. The Witcher 2 er enormt. Tit kan man føre lange samtaler, med hvad der bare ligner tilfældigt forbipasserende, og det er sjældent man bliver utålmodig og trykker sig hurtigt gennem dialogen.

En stor ændring i forhold til forgængeren er spillets kampsystem. Det gamle system er skrottet, og skiftet ud med et, der meget mere umiddelbart. Når det kommer til kamp, er The Witcher 2 essentielt et rendyrket actionspil. En brøkdel af den skade, du forårsager, udregnes tilfældigt, men ellers er der ikke meget terningkast over kampene. Det handler kort sagt om at svinge sværdet, når modstanderen blotter sig, blokere når han selv angriber, og flytte sig rundt, så man ikke bliver dolket i ryggen.

Som hjælp har du også en række magiske evner, de såkaldte signs, der for eksempel lader dig skyde ildkugler, skubbe modstandere omkuld eller danne et skjold om dig selv. Desuden kan du indtage forskellige potions, der styrker visse af Geralts evner. Der er enorme talent-træer med nye og forbedrede evner inden for henholdsvis sværdkamp, magi og alkymi, store nok til at man umuligt kan dække dem alle.

Altså er der nok at fordybe sig i, og trods den actionprægede natur er der også rigeligt med udfordring i selve kampene. Selv på den nemmeste sværhedsgrad kan man godt regne med at dø en del, i hvert fald indtil man aflurer de små finesser i kampene og får noget bedre udstyr på Geralt (udstyret viser sig iøvrigt på figurens udseende, hvilket ganske sikkert vil glæde loot-horer). Skruer man op for sværhedsgraden, der også kan justeres løbende, kan man regne med solide og faretruende udfordringer hele spillet igennem.

Den action-prægede kampstil betyder dog ikke, at The Witcher 2 er et decideret action-rollespil. Du kommer til at bruge lige så meget tid på samtale, udforskning og quest-løsning, som du gør på at hugge armene af banditter og fæle monstre. Tempoet er godt og varieret, så lange action-passager følges op med mere rolige dele, mens skiftet mellem snak og kamp er mere hyppigt i andre sektioner.

Der er næsten ingen aspekter af The Witcher 2, der ikke har nogle små skønhedsfejl, men det skal ses som et resultat af dets enorme omfang. Man kan snildt klemme 30-40 timers underholding ud af spillet, og mere til hvis man virkelig går i kødet på de mange sidequests. Og skønhedsfejlene er kun det, små skønhedsfejl - langt det meste af vejen er The Witcher 2 et imponerende stykke arbejde.

Det ser fantastisk ud, lydsiden er fremragende, og både historie og univers er så godt realiseret, at det bør tiltale alle fans af genren, uanset hårlængde. The Witcher 2: Assassins of Kings er et spil med store ambitioner, men det er til fulde lykkedes CD Projekt RED at indfrie dem. Dette er rollespil når det er bedst.