Mortal Kombat

Et andet syn

Af Petter Hegevall - GR SE

Johnny Cage river sin skjorte af, flexer sine groteske brystmuskler og peger mod Earth Realms kæmpere, der påpasseligt har stillet sig op på række. Raiden, Liu Kang, Jax, Nightwolf står alle og stirrer på Cage, der netop har vundet sin første kamp i spillets story mode.

"I am gonna take you out, I am gonna take you out, I am gonna take you out, I am gonna take you out aaaand I am gonna take you out... on a date!"

Cage afslutter med at forklare Sonya Blade, at de sammen skal ud og spise middag senere. Sonya fnyser som svar, og der går få sekunder inden Cage havner i sin næste kamp mod Scorpion. Det blev ikke til nogen date, desværre.

Plat, tyndt, 90'er-fjollet og forudsigeligt, det er det. Både så det rækker og bliver for meget. Mortal Kombat er tilbage - og konceptmæssigt har intet ændret sig. Det er stadig en levn fra 90'erne med samme overdrevne vulgær-æstetik, og samme ultravoldelige og spilteknisk grundlæggende arkade-fighting, som det altid har indeholdt. Kald det hvad du vil. Det er Mortal Kombat som det altid har været - og altid vil være.

Mortal Kombat slår en tyk streg over 3D-orienterede spilrum, svimlende bonusbaner, beat 'em up-duftende sidespor og andet nonsens. I stedet er det back to basics anno 2011, hvor bizart det end måtte lyde. Mortal Kombat er en spilmæssig blanding mellem Mortal Kombat 2 og 3, men med et par vigtige nyheder.

Nyt er superbjælken nederst i billedet. Præcist som for eksempel Street Fighter IV kan man anvende sin bjælke på forskellig vis, og dermed skræddersy sin brug af den superkraft, der samles. Bjælken har tre forudbestemte dele, og hver del bidrager til at man i løbet af kampen kan udføre diverse angreb.

Når bjælken fyldes op til den første markering, kan man med et enkelt knaptryk forstærke sin kæmpers specialmoves. Nighthawk skyder tre pile i stedet for én med sin bue, for eksempel. Sub Zero kaster om sig med dobbelt så meget is. Den anden markering indebærer at man kan afbryde sin modstanders comboer, hvilket hurtigt bliver essentielt at mestre, hvis man begiver sig ud på nettet mod hårdtslående amerikanere.

Når bjælken er fyldt helt ud, kan man ved at trykke på L2 og R2-knapperne udføre et såkaldt X-ray-angreb, hvor man stamper, hugger, slår eller sparker modstanderens knogler i stykker - hvilket elegant vises med et bizart røntgenkamera.

Tanken med specialbjælken er god. At kunne forstærke sine angreb eller bryde modstanderens comboer bliver som sagt hurtigt til en vigtig del af ens arsenal. Røntgenangrebene kunne for min skyld sagtens være sprunget over, da de skaber en ubalance i kampene som ikke virker videre gennemtænkt. Rammer man med et x-ray-angreb (og de er relativt svære at misse), fjerner man omkring 40 procent af modstanderens liv.

Alle har selvfølgelig adgang til røntgenangrebene så længe man sparer nok kraft op, hvilket indebærer at der aldrig opstår en direkte balance mellem de forskellige kæmpere i spillet. I stedet virker det ubalanceret og useriøst, når man efter at have kæmpet hårdt med combo-breakers, juggles og lækre blokeringer, bliver slået i gulvet fordi modstanderen hurtigt samler specialkraft sammen og fyrer et afsindigt kranieknuser-angreb af.

Røntgen-angrebene gør, at Mortal Kombat, der i grunden er et ganske gedigent slagsmål, føles mere tilfældigt og party-agtigt end det egentlig fortjener. Præcis som i Tekken 6, hvor Rage-bjælken ødelagde et ellers grumt spilsystem, er X-rays bare et forsøg på nytænkning for nytænkningens skyld. Man burde i det mindste kunne slå funktionen fra.

En anden nyhed omkring det spilmekaniske er, at man nu styrer sin kæmper via et knap-layout, der fører tankerne hen til Tekken. En knap til venstre arm, en knap til højre. En knap til højre ben, en knap til venstre. Denne type knapkonfiguration er efter min mening den bedste, i alle fighting-spil, og er en meget velkommen nyhed.

Men selvom knap-layoutet fungerer ypperligt, og den silkebløde billedopdatering bidrager til et glimrende tempo i kampene, er Mortal Kombat stadig ikke i nærheden af konkurrenter som Super Street Fighter IV og Virtua Fighter 5, når det kommer til spildybde, millimeterpræcision, balance og afvejet tempo.

For det første føles spilmekanikken stadig for stivbenet, præcis som den altid har gjort. Man får aldrig følelsen af at ens kæmper kan bevæge sig med nogen form for smidighed, man kan ikke strikke flotte angreb sammen til et flydende mønster af sammenhængende animationer, og man finder aldrig den der ro, som spilsystemet i Street Fighter IV tilbyder.

Dertil kommer det faktum, at der som sædvanligt er nogle underlige prioriteringer i Mortal Kombat. Visse angreb kommer foran andre i nogle situationer, og i andre gør de ikke. Hver figur kan desuden udføre sine specialangreb i et næsten chokerende tempo, hvilket gør at man let kan spamme sig gennem runder ved kun at benytte angreb som eksempelvis Scorpions lumske hopangreb, hvor han kaster sig ud af skærmens venstre side for lynhurtigt at angribe modstanderens ryg fra højre.

Der er også andre mærkeligheder. Mærkeligheder der hører sig til i Mortal Kombat, men som burde være udryddet for længe siden. En af disse er at man fortsat kan flyvesparke sin modstander fra højre side og automatisk vende sig om i luften, hvis han under hoppet bevæger sig mod højre side af banen. Flyvesparket er heller ikke det eneste målsøgende angreb i Mortal Kombat, hvilket absolut burde være blevet ændret.

Historien i Mortal Kombat er en vigtig del af spillet, og tager sin begyndelse hen mod slutningen af Mortal Kombat: Armageddon. Raiden er lige på nippet til at blive slagtet af Shao Kahn, men holder et øjebliks pause og sender en "mental meddelelse" til sig selv i fortiden, med besked om at ændre tidens gang og det faktum at Shao Kahn inden længe tager livet af ham. Det mentale postkort, som Raiden e-mailer gennem luften, rammer ham i hovedet pre-Mortal Kombat 1, hvilket giver Netherrealm Studios mulighed for at fortælle en alternativ version af den historie, der udgjorde grundstammen i såvel Mortal Kombat som i 2'eren og 3'eren.

Men selvom handlingen i denne spilserie altid har været overlagt tynd, macho-orienteret plat og til tider latterlig, føles det som om Mortal Kombat sætter helt nye rekorder inden for lamhed. Mentale projektioner, alternative skæbner, forrædere og kampen mellem godt og ondt.

Det bliver ikke sjældent parodisk, og under historiens kitschede mellemsekvenser skraldgriner jeg ofte, indtil jeg mister tålmodigheden med det faktum, at de ikke kan springes over. Heller ikke selvom man har gennemført spillet og tester story moden på en højere sværhedsgrad.

Udover historie-delen indeholder Mortal Kombat også Challenge Tower, en tilbagevendende spiltype som er min personlige favorit. Her stilles man over for 300 opfindsomme udfordringer, der alle skal klares på en vis tid. Det kan handle om at slå Nightwolf inden for en tidsgrænse, eller at besejre Cyrax ved kun at bruge flyvespark, til at overleve et angreb fra 200 fremadstormende zombier. Challenge Tower passer perfekt til Mortal Kombat. Specifikke udfordringer med Ed Boons patenterede humor intakt, samt en godt afbalanceret sværhedsgrad.

En anden tilbagevendende spiltype er The Krypt. Som sædvanligt handler det om at tjene guldmønter ved at bruge tid i Story Mode eller Challenge Tower, valuta man sidenhen kan spendere i The Krypt. Jeg kan lide ideen, men udførslen lader en hel del tilbage at ønske. Krypten indeholder for det meste bare overskydende rester som skitser af figurer eller koncepttegninger til alternative kostumer - noget som jeg i sidste ende ikke orkede at forsøge at låse op for, efter at have åbnet for cirka halvdelen af indholdet. The Krypt havde været nærmest perfekt for holdbarhedskarakteren, hvis gravstenene altså havde budt på mere end hastigt samlede anekdoter fra udviklingen som sådan.

Hvad angår online-delen har jeg oplevet gode kampe, der kørte glat og uden antydningen af forsinkelse, såvel som rigtig usle omgange hvor kroniske forsinkelser gjorde det næsten umuligt at præstere på toppen. Det kan mærkes at Netherrealm Studios savner den rutine, som for eksempel Capcom eller Namco har, når det gælder online-baseret multiplayer, og i sidste ende er dette en ret middelmådig del af spillet netop på grund af lag. Jeg savner også noget lignende "fight request"-funktionen i Super Street Fighter IV.

Jeg har brugt timevis i selskab med dette spil, og sætter stor pris på den følelse, der indtræffer hver gang jeg flyvesparker nogen af kammeraterne i fjæset med en prustende Scorpion. Mortal Kombat kaster mig 20 år tilbage i tiden, og byder på et utroligt skønt retro-kick proppet med Fatality-fyldte spilminder fra den herlige 16-bits æra.

Men nostalgifølelsen bliver hæmmet af ubalance og mærkelig sværhedsgrad. Mortal Kombat er ikke et spil, der på nogen måde kan hamle op med den brillans som Super Street Fighter IV indeholder. Netherrealms Studios værk er proppet med skønt vulgær-design, latterfremkaldende overvold, kødfyldte spiltyper og klassiske ninjaer. Det er sjovt og let at gå til, men er stadig ikke et fighting-spil som kan slås mod genrens bedste.

7/10