Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Might & Magic: Clash of Heroes

Might & Magic: Clash of Heroes

Clash of Heroes tager springet fra Nintendo DS til PlayStation 3 som download på PSN. Læs her hvordan springet er gået.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Da jeg for et års tid siden anmeldte Might & Magic: Clash of Heroes til Nintendos håndholdte DS, blev jeg forelsket i Capybara Games og udviklerens mentalitet. Tidligere havde Capy arbejdet med mobilspil og lidt PSN-indhold i form af Critter Crunch, men kontaktede Ubisoft med en helt ny ide. Ideen var en sær hybrid. Det oprindelige koncept blev udviklet af Kris Piotrowski - og fra første øjeblik han fremviste konceptet, var planen at det skulle være en puzzle/strategi/RPG-hybrid.

Ubisoft var med på ideen, og foreslog at benytte Might & Magic-universet som kulisse. Might & Magic er historiedrevet - og det har længe været en del af spil-historien. Ubisoft ville gerne bringe franchisen frem i lyset, og en del af den proces var at nå spillere som ikke nødvendigvis kendte til Might & Magic. Der blev kigget i retning af Final Fantasy Tactics og måden hvorved den skabte en ny gren i Final Fantasy-serien. Og her lød den anderledes hybrid som den perfekte løsning.

Capybara Games lavede ark med tern og streger, tog nogle farvede brikker til at repræsentere delinger, og fulgte statistikkerne med pen og papir. Resultatet blev det forbløffende gode Nintendo DS puzzle-spil.

Might & Magic: Clash of Heroes
Dette er en annonce:

Her tog du på en rejse, som ikke vil virke helt fremmed for fans af Super Nintendo og datidens rollespil. Men fremfor at hakke fjenderne ned med dit ny-lootede udstyr, havde du en mindre hær til rådighed ved hver kamp, og ved at flytte rundt på tropperne skabte du enten defensive eller offensive grupper.

Might & Magic: Clash of Heroes har nu taget springet til PlayStation 3, efter et års udvikling. Spillet er dog stadig i bund og grund det samme, og spiller man alene, følger man fortællingen om fem børn (hvoraf nogle vil være familiære for Might & Magic-fans) der arver ansvaret med at beskytte Ashan-verdenen mod de onde kræfter, der agter at korrumpere den. Spillet finder sted lige omkring Blood Moon Eklipsen. I Ashan-verdenen resulterer disse formørkelser ofte i dæmoner, der slipper alt mulig slags helvede løs. Heldigvis for Ashan eksisterer the Blade of Bindings, der holder dæmonerne i skak.

Før denne formørkelse mødes lederne af Ashan for at diskutere deres planer - men det hemmelige møde afbrydes pludseligt (og voldeligt) af et bagholdsangreb fra dæmon-kræfterne, hvilket sender verden i kaos. Du tager kontrollen over fem forskellige helte, der repræsenterer elverfolk, mennesker, nekromatikere, inferno og en faktion af lærde, og tager afsted for at redde verden fra dommedag.

Might & Magic: Clash of Heroes
Dette er en annonce:

Du kan vælge at spille Clash of Heroes på flere måder. Enten som et rigtigt sjov og velfortalt rollespil, som et strategisk minispil eller imod en ven på samme skærm. For Clash of Heroes er en ægte hybrid, og for denne anmelder langt mere interessant end eksempelvis Puzzle Quest-serien. Ganske enkelt fordi dette ikke er bare endnu en Bejeweled-klon, men rent faktisk tilfører noget helt andet til en overrendt genre.

I den ene spiltype flyttes dit hold rundt som man kender det fra kortet i Super Mario-spillene: små prikker viser, hvor du kan gå hen, og så er det bare at trykke i den retning man vil gå. Det tager ikke lang tid før man føler sig hensat til en mere humoristisk udgave af Chrono Trigger. Fem kapitler, med hver deres helt og hver deres tema, byder på fantastisk og varieret underholdning. Denne del er 2D-rollespil i lækker nytegnet HD-kvalitet.

Det er dog puzzle-delen, der gør at Clash of Heroes skiller sig ud fra andre rollespil, og har nærmest uanede mængder genspilningsværdi, især mod en anden spiller.

Når du møder en fjende, er I repræsenteret i hver sin ende af skærmen med et billede og en energibjælke. Det gælder så naturligvis om at tømme modstanderen for liv. Dine tropper tager opstilling, og ved at flytte dem, så de står tre-på-stribe, skabes formationer.

En vertikal linie sætter gruppen til angreb, mens en horisontal skaber et forsvar. Når rækken er lavet, rykker denne op til toppen af skærmen. Kampscenerne er turbaserede, og når det antal bevægelser, du har til rådighed, er opbrugt, er det fjendens tur.

Det er ganske simpelt, men da hver helt har forskellige typer tropper og evner, kan strategien hurtigt blive ganske dyb og underholdende. For bare det at ændre på hvilke tropper du tager med i kampen, har store konsekvenser for dine muligheder. Ligeledes er heltene yderst varierede og vil tilfredsstille både defensive og offensive spillertyper.

Der er hurtige bueskytter, magiske træer der heler dig eller skader modstanderen, rensdyr der kan hoppe over modstanderens forsvar, troldmænd, fremadstormende bjørne, syrespyttende drager, riddere, alt ædene dæmoner og et væld af fantasivæsener. De normale fodtropper kræver kun en tre-på-stribe kombination, de specielle elitetropper skal have en vertikal linie bag ved sig for at aktiveres, mens de langsomme, men hårdtslående Champions kræver en kvadratisk opstilling bag sig.

Might & Magic: Clash of Heroes

De bombastiske synthesizer-melodier fra originalen er blevet peppet betydeligt op på vejen fra Nintendo 3DS til PlayStation 3-udgaven, men er dog stadig fængende, og jeg tog mig hurtigt i at nynne med atter engang. For selvom det nu lyder mere som ægte orkestermusik er melodierne de samme som der var på DS. Og de sidder stadig lige i øret sammen med de velfungerende lydkulisser.

Er du en af de mange spillere, der konstant sukker over mængden af intetsigende militær-FPS-blockbuster-spil der kastes over hylderne, så er det tid til at stemme med pengepungen, og samtidig få dig en helt unik og ganske charmerende oplevelse.

Her får du et godt enkeltspillereventyr og et herligt puzzlespil, der kan spilles med en ven på samme skærm, uden at der skal bruges timer (med tryk på skal) på et spil.

Hvis du endnu ikke har fået stillet lysten til at spille på samme skærm med en sofakammerat af det ganske gode Dungeon Hunter Alliance-eventyr, så er det her du skal slå til. Clash of Heroes fortjener en kæmpe succes. Det er en fantastisk hyggelig fortælling, et godt eventyr og en forbløffende velfungerende multiplayer-oplevelse.

Might & Magic: Clash of Heroes
HQ
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
God konvertering. God multiplayer-oplevelse. Herlig historie til solospilleren. Flot HD-grafik. Lækkert gameplay. Originalt. Billigt.
-
Lidt lange loadetider. For få der sikkert køber det.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • psyched
    CLASH OF HEROES - Anmeldelse - XBOX 360 ARCADE Det er med spænding i maven at jeg går igang med den seneste konvertering af det prisbelønnede... 9/10

Relaterede tekster

Might & Magic: Clash of HeroesScore

Might & Magic: Clash of Heroes

ANMELDELSE. Skrevet af Lee West

Clash of Heroes tager springet fra Nintendos håndholdte DS til PlayStation 3 som download på PSN. Læs her hvordan springet er gået for det fortræffelige puzzle/rollespil.



Indlæser mere indhold