Yakuza 4

Yakuza 3 var et spændende og engagerende spil, med en intens og voksen historie. Alligevel følte jeg at de tilfældige slagsmål og et temmelig enformigt kampsystem til tider ødelagde spillets pacing. Nu er Yakuza-serien dog tilbage med nye hovedfigurer, samt et mere varieret kampsystem.

Vores gensyn med Kazuma Kiryu udspiller sig 15 timer efter den dramatiske afslutning på Yakuza 3. Det hele foregår i Kamarucho (en slags japanske variant af Red Light District), hvor Kiryu er blevet viklet ind i et net af forskellige mafioso-afdelinger.

Den japanske mafia er splintret, og et nyt eventyr i den kriminelle by åbenbarer sig. Som spillets kapitler farer over skærmen skildres historierne for fire forskellige personer - lånehajen Shin Akiyama, yakuze-lejemorderen Taiga Saejima, politidetektiven Masayoshi Tanimura og vores alles Kazuma Kiryu.

Kampmæssigt har Yakuza 4 udvidet sit repetoire på så godt som alle punkter. Her er mere blod og flere benbrud end nogensinde tidligere, og takket være de forskellige kampstile bydes der denne gang på væsentlig flere varianter af de forskellige angreb.

Kampsystemet har godt nok samme kerne som tidligere, men forskellen findes i den visuelle måde det hele denne gang bliver fremstillet på. Masayoshi har eksempelvis flere greb og kast end Shun, som til gengæld er lettere på fødderne med flere hårdtslående og dødelige angreb. Taiga er derimod massiv og fjerner potentielle trusler ved at slynge om sig med alt fra motorcykler til tunge borde.

De mange kampe foregår med stor fart, og fremstår aldrig påtrængende eller stressende. Desuden er der få ting der kan måle sig med at hive en ilter yakuza op i benene, for derefter at pulverisere hans smil og sende ham tandløs mod den nærmeste mur. Herlig voldsomt er det at se på.

Kontrollen er også blevet yderligere tunet og sidder lige som den skal. Selv har jeg for vane at blive en voldsom knaptrykker når jeg spiller noget som kræver mange knapkombinationer, men efter lidt tid med Yakuza 4 går det hele som smurt. Angrebene går fra at være improviserede til planlagte, og hurtigt tager man sig selv i at overveje sine kombinationer, alt efter hvilken modstander man står over for.

Variationen øges yderligere ved den måde man tillærer sig nye teknikker på. Det er således denne gang begivelserne omkring dig som vil inspirere din figur til at lære nye bevægelser. Eksempelvis kan man blive bedre til at bruge et våben, ved at se et tyveri med det givne våben blive forpurret. Ret skal være ret, og få af sekvenserne har egentlig særlig meget at gøre med de bevægelser du lærer, men heldigvis vises de nylærte bevægelser og kombinationsangreb så herlig overskueligt, at de hurtigt kan tages i brug uden igen og igen at skulle ty til instruktionsvideor.

Selvom Kamarucho er en grafisk perle af en by, havde jeg nu ønsket at den var lidt mere åben. En stor rød pil fortæller således på alle tidspunkter hvor man skal hen, og skulle man vælge at bruge tiden på nogle af de mange sidemissioner, får man blot i stedet at vide, at man bør holde sig til hovedmissionen. Der er ellers så meget at tage af, og derfor er det ærgeligt at Sega har bestemt sig for at begrænse fremfor at udvide, hvilket også kan mærkes på historien, der ville have haft godt af mere frihed.

Det sprudler heller ikke længere med sidemissioner, hvilket gør at byen fremstår mere livløs end før, og specielt tydeligt er det fordi Yakuza 3 havde et svimlende antal af bonusopgaver og sidehistorier. Unaturlig livsløs og stiv er animation af de forskellige figurer. Således er de alle meget detaljerede og naturtro i mellemsekvenserne hvor de står stille, men så snart de begynder at bevæge på sig er der her tale om stakkato yakuza som knapt bøjer i ledene. Det ødelægger naturligvis meget af autentiten, selvom kampene og dialogen ellers flyder fint.

Der er dog stadig masser af indhold af finde her - Kamarucho er nemlig hjem for så mange forskellige personligheder, holdninger og livsstile at det er svært ikke at blive interesseret i hvad der foregår omkring en.

Yakuza-serien har altid været kendt for sine detaljegrad og længde, og her adskiller Yakuza 4 sig heldigvis ikke. Godt nok er der denne gang færre bonusmissioner og minispil end hos forgængeren, men alligevel er her rigtig meget at gå i gang med. Hvis du har planer om at gennemføre hovedhistorien samt alle sidemissionerne, skal du derfor regne med mindst 40 timers spilletid.

Du vil være forbløffende godt underholdt i lang tid, for alt fra arkadespillene til kampene er fortryllende, og sørger for at adskillige timer flyver forbi inden man har lagt mærke til det.

Yakuza 4 har sine fejl, men det er ikke nok til at ødelægge hverken spilleglæden eller kamplysten, og seriens kampsystem har endelig fået et enormt vitamintilskud i form af de forskellige stilarter.

De nye figurer sørger for yderligere at forfine de gode øjeblikke som forgængerne tryllebandt os med, og det resulterer i en enorm helhedsfølelse, Yakuza-tilværelsen er både blodig og spændende, og har givet mig et nyt karrieremål: jeg vil være yakuza - så bare pas på derude.