Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Lego Star Wars III: The Clone Wars

Lego Star Wars III: The Clone Wars

TT Games tager igen fat i Star Wars-universet og giver igen en humoristisk fortolkning af science-fiction klassikeren. Men er der sket nok siden sidst? Thomas smækkede skiven i sin PlayStation 3 for at finde ud af det...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

På et kontor fyldt med dedikerede Star Wars-fans siger det lidt om TT Games evner inden for humor og timing, når udvikleren kan få størstedelen af dem, der er samlet foran skærmen, til at fnise, grine og spørge om de ikke lige skal overtage controlleren. Sjældent har en udvikler været så dygtig til at finde frem til essensen af kildematerialet, og præsentere det på en så kærlig, sjov og varm måde som når den britiske udvikler præsenterer Star Wars i Lego-form.

Baggrundshistorien i dette tredje spil i serien stammer primært fra Clone Wars-tegnefilmene, selvom der også enkelte steder bliver budt på scener fra filmene, og således startes der eksempelvis ud med arenakampen fra Star Wars Episode II: Attack of the Clones. Hvordan du vil tackle historien er dog helt op til dig, for allerede fra start får man mulighed for selv at vælge i hvilken rækkefølge man vil klare de forskellige missioner. Således kan man eksempelvis vælge at jagte General Grievous i et par missioner, og i næste sekund dedikere sin tid til at fange Asajj Ventress, hvis man synes man mangler lidt adspredelse.

Lego Star Wars III: The Clone Wars

Opbygningen er genkendelig for alle der tidligere har forsøgt sig med nogle af Lego-spillene, faktisk nærmest for genkendelig i den første times tid. Således er ens hjembase denne gang et rumskib som fra start virker overraskende småt. Det er dog kun lige indtil man begynder at låse op for nogle af dets mange etager, og det lille missionsrum, der fra starten er ens eneste mulighed, bliver hurtigt udgangspunkt for et nærmest labyrintisk system af hemmeligheder. Faktisk bliver hjembasen hurtigt et sted man glæder sig til at komme tilbage til når en mission er færdiggjort, fordi de indsamlede klodser oftest kan veksles til et utal af nye muligheder.

Dette er en annonce:

Genkendeligheden gør sig også gældende i missionerne, og ganske som i alle tidligere Lego-spil skal både fjender og omgivelser have et lag tæsk, således at de forvandles til en regn af multifarvede Lego-klodser. Nogle fungerer som penge, mens andre skal samles for at løse banernes mange gåder, som denne gang blevet en smule mere udfordrende. Faktisk må jeg indrømme at have siddet fast en gang eller to, og selvom det er et spørgsmål om at lære hvilke typer klodser man skal kigge efter, havde det været rart med et bedre hjælpesystem.

Lego Star Wars III: The Clone Wars

Alt er dog ikke helt som det plejer, og faktisk er der denne gang et par steder hvor udvikleren endelig viser at de er parate til at skubbe Lego-spillene videre. Således tvinges man nærmest til at tage et ekstra kig på spilkassetten første gang man bliver bedt om tage kontrollen over hvad der basalt set er en Lego Star Wars-modifikation af RTS-genren. Her skal derfor optjenes ressourcer, indtages strategisk vigtige punkter, kommanderes med tropper og så kan du endda selv vælge at tage kontrollen over forskellige fartøjer. Disse baner viser også tydeligt at man endelig har sparket til Lego-seriens grafikmotor, og således bliver man mødt af hundredvis af tropper på en gang, hvilket giver et overraskende velvirkende krigskaos.

Andetsteds har man også forsøgt at tilføje lidt større kreativitet og adspredelse til opgaverne, og derfor får man ofte kontrol over kamprobotter, eller bedes agere pilot i et angreb på en rumbase. Udfordringen er også blevet skruet en smule op i de mange små puzzles, og fokusset på at kombinere de forskellige figureres unikke evner er denne gang større.

Dette er en annonce:
Lego Star Wars III: The Clone Wars

Den bedste oplevelse får man dog uden tvivl hvis man vælger at gå løs på eventyret med en ven. Co-op har altid været en stor del af Lego-spillene, men nyder denne gang godt af de nye underliggende tekniske kræfter. Derfor har spillet nu ikke noget i mod at lade spillerne gå i vidt forskellige retninger, eller for den sags skyld lave vidt forskellige ting. Bare fordi du er i gang med at vise dit lyssværd til en hær af robotter, er der altså ikke noget i vejen for at din ven sætter sig i et kampfly og går løs på den nærmeste rumbase, hvilket er en lækker tilføjelse til serien.

Selv med alle disse nye tilføjelser er det dog svært at komme uden om, at Lego Star Wars III primært er rettet mod børn og barnlige sjæle, og ikke byder på særlig meget for de som gerne vil have udfordring i deres spiloplevelser. Kampene klares ved at trykke løs på knapperne indtil skærmen er ryddet for fjender, mens opgaverne oftest kan løses i første forsøg. Disse er naturligvis alle sammen beslutninger som også har gjort sig gældende i de tidligere Lego-spil, og som har gjort dem til enorme succeser fordi alle kan være med, men samtidigt også noget du bør holde dig for hovedet inden et potentielt køb.

Lego Star Wars III: The Clone Wars

Det er lækkert at se at TT Games endelig har taget sig tid til endegyldigt at skubbe Lego-serien videre fra noget, der på en god dag ville have kunnet lade sig gøre på den forrige generation af konsoller. De gigantiske kampe er sjove, tilføjelsen af strategi-elementet er kærkommen, og så fungerer co-op funktionen uden problemer. Lego Star Wars III: The Clone Wars fungerer bedst for de yngste, de mest dedikerede Star Wars-fans, samt dem der allerede tidligere har ladet sig underholde af Lego-spillene, mens andre bør give det et forsøg og se om de bliver grebet af charmeoffensiven.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Fuld af hemmeligheder, sjov co-op, strategi-spillet er en sjov tilføjelse, mange timers spilletid
-
For simpelt for mang, mangler bedre forklaringer af opgaverne flere steder
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold