Ridge Racer 3D

Ridge Racer 3D er et af de spil jeg har set mest frem til i forbindelse med Nintendo 3DS-premieren. Simulatorracing er ikke noget for mig, og således har jeg ikke taget en eneste achievement eller trofæ i hverken Forza Motorsport 3 eller Gran Turismo 5. Når jeg skal spille bilspil starter jeg hellere Sega Rally, Ridge Racer 7 eller måske det sørgeligt undervurderede Sonic & Sega All-Stars Racing for at presse omgangstiderne med endnu et millisekund.

Jeg foretrækker bilspil der nærmest er fri for realisme, hvor bremsen mest af alt kan betragtes som et kuriosum, hvor høj fart og fede udskridninger er det eneste, der får dig nogen vegne på ranglisterne. Det vil sige arkade-racere. Og Ridge Racer er kongen på bjerget når det kommer til den genre. Jeg skal ikke mange meter henover mållinjen i mit første Grand Prix før jeg indser, at Ridge Racer 3D ikke ændrer ved den status.

Vi snakker nemlig klassisk Seaside Route 765 med hysterisk japansk techno og den mest højtråbende kommentator man kan tænke sig. Jeg er straks hensat til 1995, hvor jeg jagtede den sorte bil langs netop 765 for at erobre den, så jeg selv kunne nyde den brølende øse.

Nogle få hundrede meter foran mig kommer tunnelen, og på den anden side venter det postkortsmukke syn med broen, vandfaldet, kamerahelikopteren, solstrålerne og de stærke farver. Jeg kan det her, tænker jeg for mig selv, og leverer et drift så groft, at der sandsynligvis kun er nogle enkelte gummimolekyler tilbage af det, der engang var dæk.

Ved at drifte meget, ofte og længe bygger man stille og roligt nitro op, der lagres som en tretrinsraket. Enten bruger man ladningerne én efter én med et tryk på R-knappen, eller også fyrer man to af samtidigt med et tryk på L. Fylder man alle tre målere op, kan man udløse den frygtede trippelturbo ved at rykke både på L og R.

Det skal siges direkte til dem, der ikke har spillet Ridge Racer før: det her går stærkt. Sådan seriøst. Ridge Racer er nærmere beslægtet med F-Zero end med Need for Speed: Shift, og det er så man næsten får tårer i øjnene, når man drøner afsted med over 300 kilometer i timen gennem snævre kurver i sindssyge drifts. Alt sammen uden at tabe et eneste sekund mens speakeren råber om at man slipstreamer bilen foran.

Det er præcis sådan her et arkadespil skal fungere. Spildybden og mulighederne for at forbedre sin rekord er tæt på uendelige, på trods af at det om muligt er lettere tilgængeligt end Mario Kart. At lære at mestre sin bil, i hvad der nærmest føles som supersonisk hastighed, kræver fiberoptik i nervebanerne, og det går absolut ikke at tænke mens man kører. Man bliver nærmest ét med racingen og opnår en behagelig nirvana-lignende tilstand, hvilket forstærkes yderligere af den ærkejapanske spilmusik der pumper ud af højtalerne.

Ridge Racer 3D lever op til sit navn og har rigtig flotte 3D-effekter. Både biler og baner gør sig godt ved nærmere granskning, og den ekstra dybde gør meget for køreoplevelsen. Eneste hage jeg kan komme på er, at i et så rasende stresset spil som Ridge Racer 3D, er det en udfordring at holde hænderne så stille som det kræves for at kunne se perfekt 3D hele tiden. Jeg siger ikke at jeg sidder som en pensionist og ryster med hele kroppen, men... Ja... Som sagt, Ridge Racer er stressende.

Selvom Nintendo 3DS ikke er noget decideret performance-monster, så er bilerne lækkert detaljerede og føles så højopløste som den lille skærm tillader. Designet og farvevalget ligger nærmere originalen end Ridge Racer 4 og Ridge Racer V, hvor designet var mere realistisk. Her er det grælle neonfarver, lækre omgivelser og fantastisk flotte riskogere og muskelbiler på menuen.

Man ønsker næsten at nogle bilfabrikanter ville lade Namcos designere udforme karosseriet til deres biler, for de har tydeligvis talent. Bilerne kan opgraderes og omlakeres i en håndevending, men det er ikke noget dybt system og fylder ikke meget. Hvilket jeg er taknemmelig for. Ridge Racer 3D er en arkade-racer helt ud i fingerspidserne, og lader fuldstændig kørefølelsen føre ordet. På samme måde er banerne et sammenkog fra tidligere, hvilket jeg også ser som noget rent positivt. Det allerførste Ridge Racer havde kun én bane, og jeg spillede det stadig mere end de fleste andre spil til konsollen. Hemmeligheden består i at gøre banerne gode nok, og den slags baner er her faktisk rigeligt af.

Derfor er det næsten svært at lægge Nintendo 3DS'eren fra sig, man vil blive ved med at køre, låse op for de bedste biler og presse tiderne igen og igen. Der er dog en alvorlig brist i Ridge Racer 3D, der gør at spillet ikke får det nital det ellers havde fortjent: det mangler nemlig multiplayer.

Namco har nemlig valgt at gøre Street Pass til den eneste multiplayer-del i spillet. Møder du en anden person på gaden, som også har Ridge Racer 3D, som også har sin enhed på stand-by, og som har spøgelsestider de vil dele ud af, så henter du automatisk deres udfordringer. Men at alle disse sammenfald skal klappe herhjemme, det virker tvivlsomt. At man efter en gåtur på Strøget i København eller langs åen i Aarhus skulle have fundet et spøgelse at køre mod, virker lige så sandsynligt som at vinde i Lotto.

Der burde selvfølgelig have været rigtig online-understøttelse. Man kan ganske vist spille mod andre, men kun lokalt. Og det giver blod på tanden, kan jeg love for. Man vil have mere, og at kunne køre online mod vennerne havde været fantastisk.

Heldigvis er spillet så proppet med indhold at det ikke er nogen katastrofe, og jeg og mine kolleger har spillet på tur for at slå hinandens tider. Og man kan ikke være andet end fascineret over, at det stadig er præcis lige så sjovt at lave de der kilometerlange drifts, og med skrigende dæk og fuld nitro glide forbi førstepladsen og indtage førertrøjen, inden man til den hysteriske kommentators skrig fræser over målstregen.

Ridge Racer 3D har formået at leve op til alle mine forventninger, med undtagelse af ordentlig online-støtte. Det er stadig afsindigt underholdende, og, fordi det er så lettilgængeligt, hurtigt og smidigt, en perfekt rejsekammerat man kan samle op og køre halsbrækket med, hver gang man savner lidt underholdning. Ridge Racer var det perfekte premierespil til PlayStation dengang det udkom, og faktum er at samme gælder til Nintendo 3DS, her 16 år senere.