Final Fantasy VII: Remake

Da jeg startede som praktikant hos Gamereactor i 2016 debuterede jeg som anmelder med min vurdering af Final Fantasy XV. Et kapitel som uden tvivl delte vandene blandt de mange millioner af fans verden over. Trods meget af kritikken elskede jeg den tragiske historie om de fire chocobros og den maniske Ardyn. Nu sidder jeg her, 4 år senere, med endnu en Final Fantasy-titel som skal under anmelderkniven. I modsætning til Final Fantasy XV er det originale Final Fantasy VII ikke et spil, som deler vandene, hverken blandt fans af serien eller gamere med kendskab til spillet. Final Fantasy VII var en milepæl for både historiefortælling, gameplay og teknisk performance - for nyligt fik det sågar en plads blandt spilbranchens officielle Hall of Fame. 23 år senere har Square Enix påtaget sig den umulige opgave: Genskabe en ny version af titlen rettet mod både nye spillere og nostalgiske fans. Nu står spørgsmålet bare tilbage: Kan Square Enix løfte opgaven?

Før jeg hopper ind i min anmeldelse af Final Fantasy VII: Remake er det vigtigt at pointere - ligesom vores egen Emil gjorde det i sin artikel i marts måned - at spillet står i en lidt sjov kategori. Det er nemlig hverken et remake som titlen antyder eller et remaster. Nej, det er i stedet en nyfortolkning, eller reimagining hvis du skal bruge den mere generelle lingo. Der vil derfor være mange elementer, både i historien og spillets gameplay, som afviger betydeligt fra originalen.

Lad os komme i gang.

Final Fantasy VII Remake starter i højeste gear. Hovedpersonen Cloud udfører et bombeangreb i steampunk-byen Midgar sammen med terroristgruppen Avalanche. Dette er skarpt efterfulgt af en intens jagt gennem et af byens finere distrikter, hvilket kulminerer i en intens kamp mod soldater fra den diabolske Shinra Corporation. Der er i denne omgang et fokus på konsekvenserne af dine handlinger og Avalanche stiller sig ofte spørgende til om deres angreb egentlig kan retfærdiggøres som den rigtige metode. Sekvenserne er længere, byen bombastisk og karaktererne interagerer mere med hinanden. Producer Yoshinori Kitase, som også instruerede det tilbage i 1997, har på smart vis valgt at følge originalen nærmest step-by-step de første par timer af spillet. Det som kommer efter, afviger til gengæld betydeligt fra det Final Fantasy VII vi har kendt til de sidste 23 år. I stedet for at gå direkte fra det ene bombeangreb til det næste, sænker remaket hastigheden. Cloud flytter ind i en lejlighed ved siden af barndomsveninden Tifa, og spilleren får adgang til en lille åben verden. Square Enix dedikerer i denne omgang væsentligt mere tid til at komme tæt på gruppen Avalanche og hovedpersonerne. De føles alle sammen ægte og giver Midgar liv på en helt anden måde end den vi kender til. Specielt Clouds interaktioner med Jessie er skrevet til den helt store guldmedalje. Det samme kan siges om dialogen generelt. Det er hverken overspillet JRPG eller grænsende til tåkrummende dialog som vi har set så mange gange før. Det føles virkeligt, hvilket også bliver hjulpet på vej af et suverænt stemmeskuespil. Dog med undtagelse fra skurken Sephiroth som ikke rammer helt samme kaliber som i sideprojekterne Crisis Core og Advent Children. Og nu vi snakker om Crisis Core og Advent Children vil spillere kunne genkende flere referencer til dem hist og her. Især Crisis Core kan let anses som værende en del af universets kanon.

Her ankommer vi også til spillets største svaghed. Der er nemlig en meget ujævn pacing på tværs af de 18 kapitler. Nogle føles unødvendigt korte hvor andre gerne måtte have været længere. Især kapitel 6, 7 og 10 er alt for tidskrævende med lange ensformige korridorer uden hverken mekanisk eller æstetisk variation. Grundet den stærke dialog karaktererne imellem bliver det aldrig kedeligt, men det er stadig ærgerligt for den samlede oplevelse. På den anden side er kapitel 4, 12 og 18 blandt de bedste spiloplevelser jeg nogensinde har haft. 4 er den helt store standout som jeg stadigvæk ikke kan få ud af hovedet, specielt hvis du genbesøger det efter at have gennemført spillet. Kildematerialet taget i betragtning er det selvfølgelig heller ikke nogen overraskelse, at Final Fantasy VII: Remake har en fantastisk historie. Nogle fans vil nok blive relativt skuffede over nogle af de narrative valg, hvilket tager uventede nye drejninger hen mod slutningen. Jeg var for det meste ombord med ændringerne, men ærgrede mig alligevel over nogle af dem. Det hele tog mig 30+ timer at gennemføre uden at påtage mig ekstra aktiviteter eller sidemissioner.

Og nu vi snakker om sidemissioner. I forhold til lignende spil som Persona 5, Assassin's Creed Odyssey eller Final Fantasy XV, er Final Fantasy VII: Remake ikke proppet til halsen med side quests eller lignende. De fleste har en specifik funktion i forhold til det overordnede plot - udover at finde tre katte i kapitel 3. Grundet måden historien udfolder sig på, er alle aktiviteter forbundet til et specifikt kapitel. Der er ingen backtracking før spillet er gennemført og der låses op for chapter selection. Som spiller skal du derfor ikke forvente en kæmpe åben verden, men i stedet en tætpakket intim oplevelse hvor alt går op i en højere enhed.

I sidste ende er historien selvfølgelig kun en del af det samlede hele. Et andet aspekt som fylder er selvfølgelig spillets gameplay. Her har Square Enix generelt mødt positiv kritik fra fans og kritikere verden over. Her har de stået overfor en svær opgave. Skal vi genskabe det samme gameplay fans allerede elsker eller prøve at kreere en helt ny oplevelse? I sidste ende har de, til stor bravur, fundet en middelvej. Det er actionspækket med et turbaseret twist. Du bruger firkant til standard angreb, hvilket bygger din ATB-bar (Active Time Battle) som giver adgang til mægtigere færdigheder og magi. Standard angreb er yderst ineffektive, hvorfor spillet kræver en mere taktisk tilgang til de enkelte kampe. Her kan man også skifte mellem dine kæmpere som alle har deres unikke færdigheder. Aerith specialiserer sig i Magi, Tifa er hurtig, Barrett angriber med projektiler og Cloud kløver sig igennem fjenden med sit enorme sværd. Det er en kunst at kunne bruge deres individuelle styrker. Når man lærer at beherske alle elementerne, spiller det sammen i en skøn symfoni, specielt på den udfordrende Hard-sværhedsgrad som bliver tilgængelig efter første gennemspilning.

Nøglen til succes ligger også i spillets materia-system, hvilket spillere af originalen helt sikkert kan nikke genkendende til. Materia er magiske objekter som låser op for specielle færdigheder og magi. Ét materia kan f.eks. give adgang til ildmagi og et andet beskytte dig mod at blive forgiftet. Hver enkelt karakter kan kun have x-antal på sig ad gangen, hvorfor de ofte kan være nøglen til om du vinder eller taber en kamp. Ligesom dine karakterer kan de også stige i levels og låse op for nye magier. Hertil er også det nye opgraderingssystem til dine våben. Dette fungerer i stil med sphere grids i Final Fantasy X eller gambits i Final Fantasy XII. Her samler man SP-points som lader dig tilføje nye elementer såsom ekstra skade, bedre magi eller mere HP til de enkelte våben. Final Fantasy VII: Remake er med andre ord fyldt med customization-muligheder.

Nu hvor spillet er et remake skal jeg selvfølgelig også berette om den visuelle side. Ligeså imponerende som originalen var i 1997 er Final Fantasy VII: Remake i 2020. Square Enix har kælet for selv den mindste detalje på en bygning, hver enkelt npc på gaden og selv den mindste fregne på Clouds ansigt. Det føles virkelig som en levende verden, hvor alt spiller sammen i en større enhed. Jeg kunne ikke være mere glad for, at Kitase og company har ventet så længe med at lave et remake. Spillet er i sandhed en grafisk perle på niveau med de flotteste titler i branchen. Mest imponerende er alligevel de få loading tider og den stabile framerate - både på PlayStation 4 standard og pro. Her er ingen brug for hverken Day 1-patches eller lignende for at få det til at fungere ordentligt. Det er en velsmurt maskine som jeg ikke kan sætte en finger på. Hertil har den musikalske side også fået et ansigtsløft. De fleste af melodierne kan genkendes fra 1997 - inklusiv et par stykker fra Advent Children - og alle sammen er smukt komponeret af veteranen Nobuo Uematsu. Lydsiden lever altså mere end op til Final Fantasy-navnet.

Og nu er vi ved vejs ende. Efter at have tilbragt 50+ timer i selskab med Cloud, Aerith, Jessie og resten af slænget står en ting klart. Selvom spillet ikke dækker alle tre discs af den oprindelige historie har Square Enix immervæk holdt deres løfte. Final Fantasy VII: Remake er et vidunderligt spil og et formidabelt remake jeg kan anbefale til alle RPG-fans derude.