Bulletstorm

Der mangler ikke førstepersonsskydespil på hylden nede i den lokale spilbiks, og genren har måske stået lidt i stampe i den seneste tid, hvor de store krigsserier som Call of Duty og Battlefield har siddet solidt på tronen. Epics nyeste skud på stammen er titlen Bulletstorm, og her har de virkelig tænkt udenfor boksen, og skabt en forfriskende adrenalinbombe indenfor genren, som uden tvivl vil efterlade dig storsmilende, mens du i en sky af blod på sadistisk vis nedlægger fjende efter fjende.

Hvis man forestiller sig at Borderlands mødte Gears of War 2 ude i byen på en festlig aften, så er Bulletstorm nok bedst beskrevet som bastardsønnen der ni måneder senere ser dagens lys. Men når det så er sagt, så er titlen også meget sin egen, med en unik og befriende useriøs vinkel.

Allerede fra starten slås det gennemgående humoristiske tema fast, da man i en brandert forsøger at skyde en flaske af en bagbundet mands hoved. Den altid fornuftige kombination af alkohol og skydevåben ender selvfølgelig galt, og indenfor få sekunder ruller actionen hen over skærmen i tykke stråler. Du har indtaget rollen som den gennemalkoholiserede rumpirat Grayson Hunt, og i spillets prolog syner man godt og grundig i karrierens efterår.

Historien i Bulletstorm, som foregår i det 26. århundrede, er ganske gennemsnitlig, og man følger Grayson Hunt og hans noget omtumlede ven Ishi Sato. Ishi er delvist robot efter en krigsskade, så han svinger imellem en terminator-lignende iskold og kynisk maskine, og en lidt mindre bidsk menneskelig fætter. Flere gange gennem spillet koger han over, og robottens afstumpede handlinger overtager. Grayson og Ishi er begge tidligere medlemmer af Dead Echo - en hær som beskytter den dystopiske verden, hvor Bulletstorm foregår. Men efter at deres kommandør general Serano har taget fusen på dem godt og grundigt, vendes loyal troskab til indædt had, og han bliver ærkefjende nummer ét. Herefter udrulles en historie proppet med fjender, som bare vil dig til livs hurtigst muligt.

Jeg vil komme med den friske påstand, at Bulletstorm ikke smides i maskinen igen og igen for at genbesøge historien. Spillets charme og vedvarende appel ligger i gameplayet og det actionkick, der ligger i at maltraktere en bunke bad guys på splitsekunder. Man er udstyret med det vanlige udstyr for et førstepersons skydespil - rifler, granatkastere, snipere, pistoler osv. Men i modsætning til normen, så har man også en pisk monteret på den ene hånd. Den er yderst praktisk, når man spotter en fjende i umiddelbart nærhed. Et tryk på en knap, og fjenden hænger for enden af din pisk langsomt flyvende i din retning. Her kan man så udleve sin indre sadist og enten skyde hovedet af ham eller sparke ham væk igen med et velplaceret karatespark. Det er yderst fornøjeligt på en noget forskruet måde.

De voldsomme udskejelser overfor fjenderne belønnes med points alt afhængig af hvor eksotisk man bliver i sin bersærkergang. Ord som Pancake, Fish Food, Voodoo Doll og Bulletkick vil hurtigt blive din ven, og repræsenterer alle forskellige måder at smatte fjenderne på. Disse optjener såkaldte skillpoints som så kan bruges til at opgradere våben eller erhverve ammunition. Jo vildere des bedre.

Grayson Hunt er familiens pinlige onkel. Ham som altid skal op og holde tale til familiefesterne. Eller, han har i hvert fald en solid kærlighed for alkohol. Udover starten af spillet, hvor han i bedste Wilhelm Tell-stil forsøger at skyde en flaske af et hoved, så kan man gennem hele spillet finde flasker af spiritus. Vælger man at drikke dem, så sejler alt, og man kan faktisk ganske aparte optjene ekstra skillpoints, hvis man nedlægger fjender imens.

Humor er et stærkt element af spillet. Flere af replikkerne som kommer gennem spillet efterlader en med et stort grin. Udover dialogen er spillet fyldt med en velfungerende lydkulisse og en del fin og velvalgt musik som spænder fra disco til hårdpumpet rockmusik. Flere scener er storslåede, hvor man oplever at alt står i et og man eksempelvis forfølges af kæmpe monstre. Miljøerne virker levende, og man kan smadre end del ting på sin vej gennem spillet. Omgivelserne er visuelt prangende (mindre på figurerne), og det er svært andet end at blive suget godt og grundigt med i legen.

Mange af ens handlinger ender med at fjenderne rives helt fra hinanden stykke for stykke foran dig. Jeg har spillet mange voldelige spil, men dette er så absolut oppe blandt toppen. Faktisk blev det på et tidspunkt for meget. Jeg syntes, at der er smurt lige lovligt tykt på, og spillet ville ikke lide af, at der blev skruet lidt ned for bloddonationerne. Enkelte gange fik jeg indtrykket af, at udvikleren bevidst har givet det en ekstra spand, bare for at appellere til vores alles indre blodtørstige monstre. Om det er et markedsføringselement ved jeg ikke, men jeg kunne godt leve uden.

Bulletstorm har noget af det, som gjorde at jeg startede med at spille for mange mange år siden. Man skal lige have lidt mere. Kom nu mor, bare ti minutter til! Hele oplevelsen med at styringen sidder lige hvor den skal, kombineret med at skærmen flere gange fyldes med tal i bedste Borderlands-stil er bare fængende. Der er en fornøjelse i at spille præcist de samme baner igen og igen bare lige for at se om man kan få en bedre score ved at opføre sig endnu mere afstumpet end ved sidste gennemspilning. Det er ren spilleglæde det her, og en titel som har noget arcade-agtigt over sig, hvor man jagter en highscore. En særlig spilmode dedikeret til netop denne glæde er "Echoes". Her skal man på tid kæmpe sig igennem en bane alt imens man optjener en masse blodige points. Denne del af spillet er også udstyret med leaderboards, så man kan håne sine venner med nye rekorder.

Flere gange både ligner og lyder Bulletstorm som Gears of War-spillene fra selvsamme Epic. Men hvor den spilserie med stor succes har inkluderet muligheden for at drøne igennem kampagnen med en ven i co-op, så har Bulletstorm af ukendte årsager ikke denne del med. Bulletstorm er dog udstyret med en multiplayer-mode som hedder Anarchy, hvor fire spiller kæmper sammen mod bølger af fjender, mens der opsamles points. Denne spilmulighed lyder umiddelbart som Horde-mode fra Gears of War 2. Desværre lykkedes det mig aldrig at teste den i min tid med PS3-versionen af Bulletstorm. Der var ingen spil tilgængelige, så den del må nøjes med at lyde tiltalende i denne anmeldelse (men vi vender naturligvis tilbage med yderligere info om den!).

Bulletstorm er alle actionfans' våde drøm. Der er dømt spilleglæde og mange timers fornøjelse. Jeg kan love jer for, at jeg straks efter afslutningen af denne anmeldelse skal tilbage foran skærmen for at få min daglige dosis action. Det er afhængighedsskabende det her.