Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Animal Crossing: New Horizons

Animal Crossing: New Horizons

Endnu en 3DS-bundet serie slår sine folder på Switch, og endnu en gang er det en stor triumf for Nintendo.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Indtil videre må man sige at Nintendo har haft ret meget held med at introducere spilserier, der tidligere har siddet fast på den mindre 3DS-skærm, til de store fjernsyn hjemme i stuerne. Det viser sig altså at Switch-konsollen virkelig er en hybridkonsol i mere end én forstand, i det at den også giver serier, der tidligere har været håndholdte, muligheden for at gå mere ambitiøst til værks.

Og det må man sige at Nintendo har gjort med det nyeste Animal Crossing-spil, et spil der har været længe undervejs, og som nu langt om længe, for første gang i 12 år, kan tilgås på den store tv-skærm. Animal Crossing: New Horizons hedder spillet, og det er tydeligt at se, at spillet ikke bare hentyder narrativt til at ens karakter påbegynder et nyt eventyr på en øde ø, men at dette også fungerer som en slags reintroduktion, en relancering, en ny start for en af Nintendos mest populære spilserier. Spørgsmålet er så bare, om transformationen har efterladt os med både det største, men også bedste, kapitel i serien til dato, ligesom Switch-konsollen har haft for vane med at gøre.

Animal Crossing: New Horizons
Dette er en annonce:
Animal Crossing: New HorizonsAnimal Crossing: New HorizonsAnimal Crossing: New Horizons

Animal Crossing: New Horizons bryder både med mange af seriens faste kendetegn, samtidig med at det vil føles ganske naturligt for enhver der tidligere har stiftet bekendtskab med den. Ligesom altid former du en helt ny karakter ved hjælp af en nuttet, men ultimativt relativt begrænset karakterskaber, og derefter skal du indsamle ressourcer, forme bånd med andre karakterer, bygge et hjem og udføre opgaver der hjælper det samlede lokalsamfund - se, Animal Crossing, ikke sandt? Nej, ikke rigtig, for ulig tidligere kapitler i serien så giver New Horizons dig muligheden for at starte fra bunden af - det er her den øde ø kommer ind i billedet. I stedet for at dukke op i et i forvejen konstrueret samfund, så bygger du selv det hele her. Hvor på øen skal dit hus ligge? Og hvad med dine naboer? Hvorhenne skal det lokale museum være? Og hvad med købmandsbutikken? Hvorimod New Horizons tager sig god tid med at placere kroge i spilleren, så er dette det mest tilpasselige kapitel i serien til dato.

Historiens struktur er altså udbyggelsen af øen, og du arbejder, sammen med den altid charmerende Tom Nook, Timmy og Tommy samt det konstant voksende karaktergalleri, på løbende at kreere dit eget lokalsamfund helt fra bunden af via bygninger og forhold. Du skaber værktøjer der hjælper dig med at indsamle ressourcer, som giver dig muligheden for at skabe møbler, tøj og andre spidsfindigheder, og sådan ruller bolden egentlig bare. Det er "loop" vi kender fra tidligere kapitler, samt nylige succeser som Stardew Valley, og det virker lige så godt her som det altid har gjort. Lynhurtigt bliver du investeret i dine medmennesker, i dit hjem, i din ø. Det virker bare.

Animal Crossing: New Horizons
Dette er en annonce:
Animal Crossing: New HorizonsAnimal Crossing: New Horizons

Samtidig med at du gradvist videreudvikler øen, så går tiden, og Animal Crossing: New Horizons leger faktisk en del med netop tidens passage, og med hele Live Service-strukturen som resultat. For lad os lige starte med at få slået fast - her er ingen mikrotransaktioner her, ingen måde hvorpå Nintendo benytter Animal Crossing-seriens vanedannende struktur til at trække yderligere penge ud af dine pengepung igennem manipulerende monetarisering. Men spillet er nu alligevel på en eller anden måde, lidt en parodi på nutidens moderne Live Service-verdener, hvor igen, det med tid spiller en afgørende rolle. Ideen er at du i princippet checker ind på din personlige New Horizons-ø hver eneste dag (jeg døbte min Bornholm, kom snart på besøg!), hvor du hamstrer ressourcer ved at hugge træ og sten, sælger unødvendigheder for at få fingrene i Bells (spillets valuta) og fortsætter spillets centrale, narrative streng. Denne streng består af netop øens gradvise udvikling, såsom grundlæggelsen af et museum, bebyggelsen af nye huse til nye beboere og udvidelsen af øens centrale besøgscenter. Alle disse projekter kræver ressourcer, men netop som du skubber disse projekter frem kræver det også... ja, tid. Derfor kommer du ret hurtigt ud for i Animal Crossing: New Horizons, at du egentlig løber tør for ting at lave, eller i hvert fald dugfriskt indhold som spillet beder dig gennemføre. I stedet skal du vente, i stedet opfordres du til at checke ind i morgen, hvor Tom Nook har en ny servicemeddelelse klar til dig og de resterende beboer. Det gør sig mest gældende i løbet af spillets første 10 timer, men stadig - det er en kuriøs struktur.

Det betyder dog også at New Horizons hele tiden står klar med små indholdstilføjelser til dig som dagene, ugerne og månederne går. Pludselig er der en ny beboer på stranden med en særlig mission til dig, hver søndag er der særlige sælgere med specielle varer på besøg - tænk World of Warcraft med alle dets sæsonbaserede tiltag, og kombiner det så med en ø der er helt og aldeles din egen - hvis det er sådan du ønsker det.

Så det er ligesom strukturen, om man så kan lide det eller ej. Personligt fandt jeg det både til tider enormt forfriskende at spillet konstant blidt trak mig i ærmet, og opfordrede mig til at checke ind, samtidig med at det til tider kunne være en kende frustrerende, hvis man ønskede at spillet skulle bevæge sig fremad, men at man var nødsaget til at vente til dagen efter.

Animal Crossing: New Horizons
Animal Crossing: New HorizonsAnimal Crossing: New HorizonsAnimal Crossing: New Horizons

Men Animal Crossing: New Horizons' struktur er spændende, det kan man ikke tage fra det, og det gør det ikke ligefrem værre at der er tonsvis af grej at forme takket være spillets redesignede DIY-system, der kræver at du bygger stort set alting selv. Økser, hakker, fiskenet, spader - ja, det hele skal laves, og det hele går i stykker efter brug, så det er med at holde styr på ressourcerne. Det var dog aldrig rigtig irriterende, og samtidig bruger du jo ressourcer på at lave møbler, udsmykninger, visuelle tilpasninger og alt derimellem, der gradvist gør din ø til din egen. Selve styring og de centrale mekanikker fejler heller ikke noget, dog er det lidt som om at New Horizons ikke helt tillader samme frihed i styringen som spilleren har brug for, og særligt det at man ikke kan manipulere møbler udendørs med samme frihed som spillet tillader inde i ens eget hus er lidt et tegn på at Nintendo har noget at arbejde videre med her. Samtidig med det er der DIY-opskrifter at finde, fauna at indfange og donere til museet og Nook Miles at optjene ved at nå bestemte milepæle.

Puha, nå lidt vej er vi da kommet. Det vigtigste er at New Horizons godt nok tilbyder langt flere systemer end sine forgængere med ekstra frihed og med mulighed for masser af multiplayer-sjov (det kommer vi til), men den unikke charme er her stadig masser af. Det er først og fremmest noget der kommer til udtryk i karaktererne, og spillets centrale narrativ. Selvom historien sådan overordnet ikke byder på meget mere end; "her er din ø, design den som du vil", så er der masser af sjove bemærkninger, vidunderlige komiske krumspring og spidsfindig dialog fra det kæmpe karaktergalleri. De er alle hyggelige at checke ind hos dagligt og reagerer på hvad der foregår på øen med imponerende præcision.

Samtidig så ser Animal Crossing: New Horizons bare fantastisk ud. Præcis ligesom Yoshi's Crafted World har det grafiske lag en nærmest tektilagtig tekstur, der giver hele verdenen et spændende visuelt særpræg. Det er måske svært at beskrive, men at se spillet giver en lyst til at opholde sig i den verden, og sådan er det stadig hver dag for mig, selvom jeg har checket ind på øen hver eneste dag i 14 dage efterhånden. Det skal dog nævnes, at spillet har mange menuer og undermenuer, og der er animationsbaserede ventetider på mange af dem, som hurtigt bliver rigtig kedeligt, når man er tvunget til at vente på at en animation udspiller sig når man gerne vil lave værktøjer, eller spenderer Bells på nyt tøj. Brugerfladen fejler som sådan ikke noget, men den er bare lidt sløv i forhold til hvor meget tid man bruger på at navigere i disse, så her kunne Nintendo have lært noget fra eksempelvis Stardew Valley.

Animal Crossing: New Horizons
Animal Crossing: New HorizonsAnimal Crossing: New HorizonsAnimal Crossing: New Horizons

Når så spillet har brug for lidt ekstra, så er der en kæmpe multiplayer-dimension at tage fat på. Du kan invitere enten en bestemt ven, eller en masse fremmede, til din ø, som du så kan kommunikere med, enten via tekst eller ansigtsudtryk og gestikuleringer. Du kan samtidig vælge at tage på opdagelse, og besøge andres øer, og derigennem finde nye ressourcer at tage med hjem til din egen. Selvom det er udbyggelsen af din egen ø der forbliver spillets absolut mest interessante udfordring, så er det da en spændende ekstra dimension, som det dog kun var gradvist muligt at teste ordentligt i anmeldelsesperioden.

Animal Crossing: New Horizons har en ganske særlig struktur, ja jeg vil gå så vidt som at sige at den særlige indholdsdossering ikke vil være for alle, men finder man netop denne strukturering spændende, så venter der en utrolig belønnende spiloplevelse fyldt med distinkte karakterer, vidunderlig grafik, skøn musik og masser af veldesignede systemer, der tilbyder dusinvis, hvis ikke hundredevis, af timers spil. Nintendo har med ynde og kærlighed bragt endnu en 3DS-serie til Switch, og det jeg håber at dette er det første af mange, for det lader til at Nintendo allerede første gang har knækket koden.

HQ
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Vidunderlig grafik, skøn musik, fed Live Service-hån, simpelt men tilfredsstillende gameplay, masser at tage sig til.
-
Det tidsbaserede koncept er ikke for alle, lidt for irriterende menuer.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold