Der er gået lidt mere end et år siden jeg første gang gennemførte Mass Effect 2, og alligevel har det været et år hvor jeg flere gange har diskuteret mange af spillets største actionepisoder, valg og historieelementer med mine spilinteresserede venner. Biowares mastodontiske efterfølger er en af de bedste spiloplevelser jeg kan huske at have haft i årevis, hvilket er hvorfor det glæder mig at kunne fortælle, at den længe ventede PlayStation 3-version er lige omtrent så god, som man kunne have håbet på den ville være.
Hvis du intet kender til Mass Effect og allerede er begyndt at lede efter PlayStation 3-versionen af det første spil, kan du godt stoppe nu, for den eksisterer ikke. I stedet har Bioware sørget for at lave en tegneserie der forklarer det første spils historie, som en ekstra bonus i konverteringen. Det er stadig ikke det samme som at have spillet det første kapitel, men forklarer fint hvordan det hele hænger sammen.
Historien starter vildt og voldsomt, og at Bioware har forståelse for dramatisk historiefortælling bliver gjort klart kort tid efter spillet er startet. Den spilbare intro til Mass Effect 2 er stadig en af de bedste af sin slags nogensinde, og har man blot en lille science-fiction fan gemt i sig, vil man næsten ikke kunne vente med at træde i rollen som galaksens bedste superagent, når den er overstået.
Historien vil jeg i denne anmeldelse lade ligge, på trods af at det er et af spillets vigtigste elementer. Hvis du læser denne anmeldelse og overvejer at købe PlayStation 3-versionen af Mass Effect 2, formoder jeg nemlig at du ikke tidligere har forsøgt dig med serien, og at komme ind på specifikke historieelementer vil derfor tage noget af oplevelsen fra dig.
Uden at fortælle om detaljerne i historien, bør det dog siges at spillets opbygning er en smule mere slavisk end man umiddelbart kunne forvente af et moderne rollespil. Således består dine primære opgave af at opbygge et nyt hold af supersoldater, hvilket lader dig rejse det mest af galaksen tynd i jagten på disse. Rækkefølgen i hvilken du løser missionerne får du ofte selv lov til at bestemme, og selvom du også kan tage pauser, hvor du eksempelvis scanner planeter for mineraler eller snakker med besætningen på dit rumskib, har den canadiske udvikler gjort hvad de kunne for at holde hele oplevelsen så strømlinet som mulig.
Mass Effect 2 er dog meget mere end god historie og udforskning, og et af de elementer, som faktisk i sin tid har gennemgået den største forvandling i forhold til det første spil, var kampsystemet. Der gøres bruge af et tredjepersonsperspektiv, og det vil sige at du ser Sherpard over skuldrene, mens konsollen tager sig af at kontrollere de to holdkammerater, som altid hjælper dig i missionerne. Med et tryk på L1-knappen zoomes der ind så man kan sigte mere præcist, og med de to nederste skulderknapper pauses spillet hvorefter man kan vælge mellem sine forskellige skydevåben og specielle evner.
Meget af omtalen forud for det første kapitel i Mass Effect-serien gik på hvordan Bioware ville kombinere det bedste fra actionspillene med det bedste fra rollespillene, og mens det aldrig helt lykkedes dengang, er det en helt anden historie med kapitel nummer to. Kampene i Mass Effect 2 er derfor en sublim kombination af fuldblodsaction og de strategiske valg som specialevnerne tilbyder.
Eksempelvis kan du få en holdkammerat til at slynge en fjende op i luften, hvorefter du pulveriserer ham med din automatriffel. Eller hvad med at forpurre elektronikken i de fjendtlige robotter, camouflere sig selv eller måske bare forstærke sine kraftskjold så meget, at et frontalangreb kan betale sig? Mulighederne er mange, og det simple kontrolsystem, der lader selv den heftigste kamp pauses når man vil, sørger for at der aldrig er grund til at stresse, og at man i stedet nøje kan overveje sine muligheder.
Uanset hvordan man vælger at gribe eventyret an, er valgene altid ens egne, og enhver samtale vil give dig adskillige forskellige måder at svare på. Svarene er alle opgjort således, at du selv kan bestemme om du vil svare venligt, fjendtligt eller noget midt i mellem, og hvordan du vælger at snakke til spillets mange personligheder vil afgøre hvordan resten af galaksen ser og reagerer på dig. Dine valg opgøres i det såkaldte Paragon/Renegade-moralsystem, og selvom det til tider kan virke en smule for firkantet, er effekterne af det ofte overraskende.
Den lange ventetid på en PlayStation 3-version har betydet at Bioware har følt at de måtte kompensere, hvilket betyder et par lækre bonusser til de tålmodige fans. Foruden den føromtalte virtuelle tegneserie, er tre af de udvidelser, der udkom som købs-DLC til PC og Xbox 360-versionerne af spillet, nu også inkluderet på discen fra starten, hvilket betyder flere timer på spilkontoen. Udvikleren skulle angiveligt også have givet konverteringen en grafisk opkvalificering, men foruden et par flotte lyseffekter bemærkede undertegnede ingen forskel i forhold til PC-versionen af spillet - faktisk kunne man ligesom på Xbox 360-versionen stadig mærke et par ryk i billedhastigheden hist og her.
Det er bemærkelsesværdigt hvor lidt der har ændret sig i forhold til Mass Effect 2's mange kvaliteter på det år, der er gået siden dets oprindelige udgivelse. Shepard og hans mandskabs historier er stadig ligeså fængende og afsindigt velskrevne, det store univers stadig ligeså interessant at udforske, og de mange kampe stadig ligeså actionfyldte og samtidigt taktiske. Mass Effect 2 er med andre ord præcist ligeså godt som da det oprindeligt udkom, og selv hvis man skulle insistere på at ville finde fejl ved spillet, er det svært ikke at lade sig bløde op af de lækre, inkluderede bonusser.
Anbefalingen lyder derfor den samme som da jeg oprindelig anmeldte Xbox 360-versionen af spillet her på siden, og uanset hvad året ellers kommer til at byde på, er her tale om et action-eventyr, som er så fantastisk skruet sammen, at det er aldeles utænkeligt at der vil komme mange flere spil af dets kaliber i år.