Call of Duty: Black Ops

Det er ikke nogen let staffet at overtage. Den er glat, tung og blev formentlig kastet efter dem. Da Modern Warfare-udvikleren Infinity Ward gik ned med nakken, valgte Activision at give Treyarch den næste store opgave. Udvikleren har hidtil stået bag det ikke helt imponerende Call of Duty 3 og World at War, men med Call of Duty: Black Ops viser de imidlertid at kølvandet til Modern Warfare 2 slet ikke er for meget at sluge, og leverer et skydespil der er lige så godt og har potentiale til at blive årets bedste.

Til at begynde med kan jeg røbe, at alle veteraner af Infinity Wards forrige udspil straks vil føle sig hjemme i skoene på Black Ops. Temposkiftene, de scriptede actionsekvenser og hele spilfølelsen vidner om, at den nye udvikler har kastet mere end et par blik på Modern Warfare 2. Det første der slår mig er derimod hvor meget mere fokus der er på historieformidling i Black Ops.

Vi befinder os i den Kolde Krig, Castro er på sit mest aggressive, og handlingen fortælles ikke gennem prangende satellitbilleder med vinduer af dialog. Her får vi tilbageblik, monologer og tilmed en særdeles frisk twist hen mod slutningen af spillet. Der venter ikke noget Oscar-kandidatur rundt om hjørnet, men Treyarch formår at trække spilleren med på et ikke så lille mysterium med psykologisk tilsnit. Det er ikke videre originalt, men det klarer jobbet langt bedre end i tidligere Call of Duty-spil.

Gennem singleplayer-delen trækkes vi med på en rundtur gennem en russisk koncentrationslejr, Vietnams våde jungle og et havareret skip på Antarktis. Blandt andet. Variationen i omgivelserne kan man ikke klandre, og det samme gælder heldigvis mere end det visuelle. Intense skudvekslinger på store slagmarker brydes op af stille kravlen gennem miner, krydret med helikopterflyvning og kommanderen af UAV-fly.

En specielt mindeværdig sektion indebærer at guide en gruppe soldater gennem en russerspækket isødemark fra himmelen, for så at blive kastet ind i førsteperson og kampens hede når de bliver opdaget. Idet støvet lægger sig zoomer kameraet ud, og man styrer igen den varmesøgende kikkert på undersiden af flyet. Brug af perspektiver på denne måde er definitivt spændende, specielt med en så hurtig blanding som her.

Sekvenser som denne definerer Black Ops som oplevelse. Alt er i højeste grad tilrettelagt for spilleren - det vil sige, her er ingen frihed overhodet - men udviklerne har skønnet at skræddersyet action har mindst lige så stort potentiale som den spilleren laver selv. Når man pludselig bliver overfaldet af en gal vietnameser med mord i blikket og må trykke på X-knappen som gjaldt det livet, bliver man ikke mindre panikslagen ved at tænke at det samme vil ske næste gang man spiller banen igennem. At spille Black Ops er som at spille en actionfilm, hvor helten altid overlever den sikre død med millimetermargin.

Til forskel fra Medal of Honor kommer underholdningsværdien på bekostning af realismen, noget som langt fra er en negativ ting. Graden af brutalitet i spillets scriptede nærkamp- og henrettelsesangreb er derimod noget jeg ikke kunne lad være med at fnyse af. Black Ops er i forvejen knaldstramt skydespil, og behøver ikke ty til nærbilleder af en kniv i halsen for at vække følelser. Disse scener er så sporadiske at man har al grund til at anklage dem for at være spekulative, men kan med fordel slås fra ved spillets start (hvilket cirka ingen på hele kloden kommer til at gøre).

For den stressede spiller kan det også blive frustrerende hele tiden at skulle forholde sig til holdkammeraterne. Personligt kan jeg godt lide at tage mig god tid og følge lederen som den trofaste lille hund jeg er, men enkelte gange endte det alligevel med skumle forspring på slagmarken. Altså måtte jeg løbe tilbage for at blive genforenet med de computerstyrede makkere, som fortsat var travlt optaget med at skyde løs på en stakkels genlevende tysker. Den slags ridser i lakken er sjældne, og derfor så meget mere bemærkelsesværdige når de opstår. Det er vel prisen man må betale for at lave et ellers så højoktant actionspil.

Men lad os nu ikke hvile på hverken laurbær eller ribsbuske. Efter Call of Duty 4: Modern Warfare er seriens multiplayer blevet en langt vigtigere del af spiloplevelsen for de fleste. Og selv om jeg ikke er en af dem som har spillet sig til Prestige, kan jeg med sikkerhed sige at Black Ops forbedrer og viderefører multiplayer-delen med glans. Dette er hovedsagelig takket være det nye valutasystem, som lader spillere købe nyt udstyr uden nødvendigvis at ligge højt på niveauskalaen.

Kombiner dette med den nye Wager-spiltype, og Black Ops-anstalter for rehabilitering af afhængighed er ikke langt ude i fremtiden. Her kan man satse mindre eller støre beløb i en puljet, som efter hver kamp deles ud til de tre mest succesfulde spillere. Dette er nok ikke noget for dig med lav selvtillid, men presset som opstår når en gruppe konkurrencekåde spillere kolliderer i skydetågen bliver endnu mere intenst end irisen på selveste Zac Efron.

Jeg synes også at Gun Game fortjener at blive nævnt, og skal nok blive lige så populært i Black Ops som det blev i Counter Strike: Source. Her belønnes man med et nyt og bedre våben hver gang man dræber nogen, i et kapløb om at blive den første, der når våben nr. 20. I Gun Game kan man risikere at løbe rundt med finskytteriffel mens resten af hoben oversvømmer slagmarken med raketkastere, og kan eventuelt føre til minigun mod Makarov.

Hvis traditionel, konkurrencebaseret multiplayer ikke er din kop te, så har Treyarch valgt at følge op på sin egen zombie-spiltype fra World at War. I denne omgang spiller man som fire statsmænd under angreb fra horder af udøde, og må kæmpe sig dybere og dybere ind i banen for at overleve. Metoden er enkel: optjen kredit ved at skyde zombier reparere barrikader, og brug dem på at åbne døre og købe nye våben.

Det er ingen Left 4 Dead-killer, men stadig en spiltype med nok dybde til at holde opmærksomheden fanget i flere timer. Jeg har en mistanke om at det ikke er lige så sjov, når man først har fundet den rette strategi, men som et supplement til den egentlige multiplayerdel er det langt fra venstrehåndsarbejde og midlertidig spilkomik. Der er i øvrigt lidt gammeldags retro-sjov i vente for de af jer som finder påskeægget i spillets menuskærm.

For godt til at være sandt? Med Call of Duty: Black Ops render Treyarch efter Infinity Ward på samme måde som den seje fyr i gaden render efter de lidt ældre. Med nok arbejde opnår han accept, tilpasser sig og bliver en del af slænget. Black Ops gentager alle de rigtige ting, men ikke uden at bidrage med sine egne små justeringer, som forbedrer spilbalancen uden at forstyrre den.

Singleplayer-delen byder på en nærmest thriller-agtig historieformidling, multiplayer-delen introducerer valuta til spilsystemet og instruktionen sidder strammere end tights i regnvejr. Bravo!