Mafia II

Jeg har drømt om et spil i næsten et årti. Om en actionfyldt sandkasse fylt til randen af herligheder. Grand Theft Auto-duftende oplæg og spilmekanik, men med endnu mere fokus på historien. Jeg har drømt om at begive mig ud iført de fantastiske 50´er kostumer, brylcreme og formiddagswhiskey. Om et liv som Rat Pack under denne tidsæra, da Francis Albert og Sinatra regerede Las Vegas. En oplevelse hvor bagateller som mobiltelefoner, LCD-skærme og empati ikke fyldte.

Dette er spillet. Lige præcis det spil til mindste detaljer. Mafia II opfylder mine krav og ønsker. Her bydes på en Chet Baker-akkompagneret rejse med lækre damer og blankpolerede håndvåben. Velkommen til Mafia 2. Velkommen til Empire Bay.

Men alt er ikke perfekt. For Mafia II har efterladt et hul i min sjæl. Savnet er totalt. Behovet for en fortsættelse er overvældende. Jeg savner Vito, Joe og Henry. Udviklerne 2K Czech overdrev bestemt ikke, da de snakkede om hvor hårdt de havde arbejdet på at skabe menneskelige, troværdige figurer, som spilleren skal kunne relatere til og føle med. Mafia II er det mest filmiske actionspil jeg nogensinde har prøvet, og en spilmæssig fryd der er hver en krone værd. Lad mig forklare nærmere.

Her er en neoliberalistisk ide om et individualistisk syn på fremgang. Vito vælger at tage skæbnen i sin egen hånd. Han er træt af krig, død og ødelæggelse efter to års stædig kamp mod Mussolinis tropper, men har brug for penge. Hurtigt. Han falder ind i en kriminel løbebane, igen. Og før han ved af det, har han på tre måneder tjent flere penge end hans nyligt afdøde far gjorde i hele sit liv. Snart begynder korthuset at vakle. Loyaliteter afprøves, venskabsbånd slides op, og Vito oplever gangster-livets bagsider.

Samtidigt er Vito ikke den almindelige anti-helt, der ofte tager kommandoen i historien i spil som dette. Vito er faktisk omsorgsfuld, ansvarlig og generøs, men han drives af en individuel forpligtigelse til at nå sit maksimale potentiale uden at blive tynget af skyld. Jagten på lykke og fremgang bliver en voldsom en af slagsen, uden den småhyggelige humor fra det første spil.

2K Czech optegner en solrig og swingende 50'er-idyl, med et bagvedliggende mørke så kulsort, at selv Riddick havde taget et skridt væk. Mafia II er voldsomt og tungt. Spændende og stilistisk.

Mafia II kunne meget vel have været et skuldertræk, hvor kun den rasende smukke udgave af en perfekt designet by i 50'ernes USA kunne tilbyde nogen som helst værdi. Men her er så meget mere. Her bydes på meget andet end brylcreme og tung cigarretrøg. Daniel Vavra, manuskripforfatter og konceptuel chef for udviklingen, har længe talt om udfordringen i at skabe menneskelige karakterer med hjerne, hjerte og dybde - i spilform. I Mafia II lykkedes det med bravur, så man efter ganske få timer drømmer sig væk, holder af og tager hånd om Vito som den sindrigt udformede gangster-avatar han er.

Daniel Vavra, manuskriptforfatter og koncepleder for udviklingen af det svinedyre projekt, har længe talt om vanskelighederne ved i spilform at skabe menneskelige karakterer med hjerte, hjerne og dybde. I Mafia II lykkes dette med bravour, og efter få timer drømmer man sig bort og tager hånd om Vito som den fantastiek gangstertype han er. Hans karismatiske og naive makker Joe bliver ens bedste ven, som man stoler på i tykt og tyndt, og deres forhold bliver en vigtig del af historien og dens udvikling.

På sædvanlig maner begynder Mafia II forsigtigt. Tøvende. Et barslagsmål her, et biltyveri der. Vitos karriere som gangster starter blødt ud, og strukturelt gør 2K Czech det helt rigtige, når de styrer historien på mere fokuseret vis end eksempelvis Rockstar gør. Hver mellemsekvens er som en belønning, klipningen er sindrig, og rent dramaturgisk er det kun filmbidderne i Uncharted 2, der når Mafia II til sokkeholderne.

Efter et par rystende timer i blodpølerne efter mafia-familiens overhoved, tilbydes Vito og Joe chancen for at udføre et storjob. Meget står på spil, men går alt godt, kan de begge blive medlemmer af familien. La Familia. Mafia II accelererer og åbner spilverdenen til en betydeligt mere omfattende type opgaver. En bombe skal placeres et i møderum og senere udløses fra skyskraberens tag. Et slagteri, der også går som torturkammer, indtages og brændes ned, og en bar skal smadres så en rivaliserende bande kan fatte budskabet.

Alt er indpakket i utrolig flot designet grafik, som på den bedst tænkelige måde formidler en følelse af forhåbninger og tillid som USA var gennemsyret af efter krigens slutning. At cruise ned af Brewer Street i bydelen Little Italy i en nystjålen cabriolet, mens Dean Martin glider ud af højtalerne via radiokanalen Empire Radio, er en vidunderlig oplevelse, der kun overgås når jeg skyder mig igennem en kinesisk restaurant spækket med skydeglade Triad-gangstere, for at få at vide hvilken af makkerne der arbejder som FBI-informant. Det er hårdt, spændende og udfordrende.

Gameplaymæssigt er Mafia II brilliant, og har den bedste styring i noget sandkassespil, inklusiv såvel GTA IV som Just Cause 2 og Red Dead Redemption. Ildkampene føles både problemfrie og spændende. Cover-systemet er genialt i sin banale enkelhed, og bilfysikken er ikke til at sætte en finger på. At flyde rundt med tre tons støbejern på Empire Bays gader føles præcist lige så godt som jeg havde håbet på. Gyngende, tungt, klodset og med en masse uudnyttet drejningsmoment.

Samtidig er det fristende at kommentere på at Mafia II er en alt for lineær Grand Theft Auto-klon uden egentlig substans, med kun 13 timers spiltid uden multiplayer. På papiret ser det ikke videre kønt ud sammenlignet med Rockstars kritikerhyldede gangsterepos.

I videre grafisk sammenligning med Grand Theft Auto IV, har teksturerne heller ikke altid samme fasthed eller skyhøje opløsning som på PC-udgaven af Grand Theft Auto, og få steder ser det endda ud som om de flimrer let. Til gengæld er det silkeblød hastighed og en ultrastabil udgave. Med et moderne Nvidia-kort får man endda adgang til den PhysX-baserede fysikfunktion som findes i PC-spillet. Dette giver en endnu bedre udtryk når stof svajer, eller væggenes puds flyver rundt når Vito leger med sin Tommy Gun.

Men Mafia II er som skrevet ikke perfekt. For kort, indeholder ikke meget genspilningsværdi, og nogle gange bliver køreturene på missioner lige lovligt lange. Men samtidigt er det fantastisk godt fortalt, rasende flot, og usandsynligt atmosfærisk. Og hvis jeg ville kunne jeg straffe Mafia 2 for alle disse mangler. Men sandheden er, at med en hurtig PC er dette en fantastisk oplevelse og et oplagt køb.

OBS! Dette er PC-udgaven vi har anmeldt, på trods af markeringen som multiformat i Gamereactor 110. Vi anmelder konsolversionerne seperat så snart vi modtager disse!