Metal Gear Solid: Peace Walker

Det er ikke Snakes første besøg på PSP. Men det føles på mange måder sådan. Når Hideo Kojimas navn dukker op i introteksten, indebærer det både et kvalitetsstempel, men samtidigt også enormt høje krav. Efter timer med infiltration, våbenhåndtering og pokkers mange cigarer, kan dette konstateres: Metal Gear Solid: Peace Walker er et af de mest indholdsrige PSP-spil længe.

Scenen er 70'ernes Centralamerika. Snake (her snakker vi Big Boss/Naked Snake, klonet farmand til Solid Snake) er omgivet af et varmt klima og en kold krig. Han er bitter over mordet på sin kæreste, og, forståeligt nok, den der har begået det. Snake stifter bekendtskab med den rødhætte-lignende KGB-agent Paz (hvis undertøj kan granskes i detaljer et Konamisk kultursammenstød af en scene). Med sine lejesvende i Soldater Uden Grænser får han nys om en ukendt militærmagt med kernevåben, hvorefter en lang række af missioner ruller i gang.

Junglebanerne leder tankerne hen på Metal Gear Solid 3: Snake Eater, og i seriens kronologi ligger Peace Walker i øvrigt efter dét spils historie. I vanlig Metal Gear Solid-stil skal der sniges, infiltreres og kæmpes i lige store mængder. Støjer du med automatvåben, højner fjenderne deres beredskab, og går det helt galt, bliver du angrebet af fjender i dusinvis, der kan slå dig ihjel hurtigere end du kan skrige "Snaaaaake". Den klassiske udråbstegnsfobi er underholdende, og jeg sidder ofte på nåle i de rigtig, rigtig mange missioner.

Noget af det første, jeg bemærker, efter jeg overtager styringen af Snake, er, at bevægelser og angreb tager noget tid at få styr på. Det fungerer dog smidigt i forhold til det bærbare format, og kompromisserne med hensyn til styring er bestemt overkommelige. Peace Walker kan styres på tre forskellige måder, og knapkonfigurationerne kaldes shooter, action og hunter. Forskellen mellem disse består af små variationer i hvordan man drejer kameraet, enten med den analoge pind eller med ansigtsknapperne.

Standardindstillingen shooter er bedst, men har den ulempe, at du konstant skal flytte højre tommelfinger for at kunne se dig omkring. For at skifte våben holder du højre nede og skifter med cirkel-knappen. Ikke videre logisk, og jeg længes ofte efter en almindelig controller, mens jeg spiller. At skifte våben hurtigt i kampens hede er småbesværligt, men på den anden side bør den slags også klares, inden du kommer i konflikt med nogen.

Efter hver gennemført mission vender du tilbage til dit hovedkvarter, hvor du kan kan du hyre og fordele nye talenter over tre hold med forskellige opgaver. De respektive hold sørger for opgaver som kampfærdigheder, spisesalen, indsamling af oplysninger, sygegangen og våbenopgraderinger. Afhængigt af hvor du lægger flest ressourcer, får du forskellige fordele: våbenforskning fører selvfølgelig til mere legetøj til marken, gode kokke og læger styrker dine tropper, og "intel" udstyrer dig med tæppebombninger og andre fornødenheder i marken. Sætter man sig ind i dette puslespil, bliver det ganske underholdende, og det virker tilmed mere passende for formatet at bladre gennem soldatlister og udvide baser, sammenlignet med actionscener i 3D.

Præsentationsmæssigt er spillet toplækkert, til trods for lidt mudrede teksturer. Mellemsekvenserne er udsøgt designede, og er lavet med tusch-lignende tegninger. Snakes bande snakker gennem talebobler, og agentens konstante forsøg på at få ild i cigaren forstærkes med store "Klik!" hen over skærmen. Den prætentiøse dialog kan stadig dele vandene, og med mit valg af adjektiv kan du nok regne ud, hvilken skare jeg tilhører. Interaktive dele af filmene, som når du for eksempel får lov at stikke kniven i folk med en simpel quick time event, giver mellemsekvenserne lidt krydderi.

I Metal Gear Solid: Peace Walkers arsenal finder vi desuden en ambitiøs multiplayer-del. Du kan (og bør, i mange tilfælde) samarbejde dig gennem kampagnen i co-op sammen med en ven, eller tre når det kommer til bossfights. Du kan holde døre, give førstehjælp og bytte udrustning med dine makkere, og det er fyldt med underholdende kammeratskab. I de lange, svære og næsten kedelige bosskampe er co-op noget, der varmt kan anbefales, hvis du ikke vil flå 70'er-garnet ud i frustration over halvtimelange kampe, der jævnligt ender med Game Over-skærme. Her er sværhedsgraden dårligt gennemtænkt i singleplayer-delen.

Du kan også sætte tænderne i en konkurrencedrevet multiplayer-del, hvor op til seks Snakes kan gå løs på hinanden i diverse spiltyper - nærmere bestemt deathmatch, team deathmatch, capture and base defense. Det skal mest ses som en bonus, og spiller du som jeg, vil du nok holde dig til co-op og solospil.

Overordnet er Metal Gear Solid: Peace Walker en skøn blanding af action, stealth, historie og humor. Jeg fniser over co-op-kassen Love Box ("kasse, eventuelt stor nok til to"), og måden hvorpå Snake betragter Sony Walkman som et teknisk vidunder. Jeg foretrækker de stationære Metal Gear-spil, men det er imponerende hvor godt den klassiske action-formel faktisk fungere på håndholdt. Sammenfattet er spillet et tætproppet agenteventyr, der ofte, men ikke altid, får en til at glemme det bærbare formats begrænsninger. Produktionsværdierne er enorme, spilleglæden intakt og valgfriheden forfriskende. Snake skal med på stranden til sommer, sådan er det bare.