Super Mario Galaxy 2

Som med så mange andre aspekter af mit liv, har jeg også opbygget mig nogle instinkter når det kommer til spil. Uden at være forudindtaget synes jeg oftest at have en rimelig god forståelse for, hvilke spil vil appellere til mig, og det er uanset om kvaliteten er vandpyt-lav eller Mount Everest-høj.

Alligevel var der et eller andet ved det oprindelige Super Mario Galaxy, som efter de første videoer, billeder og beskrivelser bare ikke tiltalte mig. Måske var det skuffelsen over Super Mario Sunshine, der stadig sad fast i systemet, eller måske var det fordi Nintendo, i endnu højere grad end tidligere, så ud til at gå væk fra det klassiske Mario-gameplay, som jeg savnede fra Super Mario World.

Det tog mig 101 stjerner at finde ud af helt præcist, hvor meget jeg og mine instinkter havde taget fejl, samt hvordan Nintendo på magisk vis havde formået at genopfinde platformspillet. Heldigvis lod det mig også langt bedre forbedrede mig på efterfølgeren.

Super Mario Galaxy 2 fortsætter hvor det første spil slap, og alligevel har Nintendo implementeret et par små forbedringer, som allerede kan mærkes inden for den første times spil. Alt er nemlig blevet langt mere strømlinet, og man er derfor vendt tilbage til det oversigtskort, som også blev brugt i seriens ældre spil, og som gnidningsløst lader mig vælge mellem de baner jeg gradvist låser op for. Som mødepunkt for alle spillets figurer, bruges nu i stedet et Mario-formet rumskib, hvor man mellem hver bane kan hente ekstra liv, deltage i minispil samt få tips fra de forskellige personligheder.

Nintendo og Mario er også klar til at tage i mod nye spillere. Skulle dit bekendtskab med Mario være startet med New Super Mario Bros Wii, og synes du umiddelbart skiftet til en verden i fuld 3d virker en smule uoverskuelig, er her intet at frygte. På snedig vis starter
Super Mario Galaxy 2 nemlig på et 2d-plan, som gradvist udvides til 3d, alt i mens de forskellige spilmekanikker introduceres. Det hele sker faktisk så gnidningsløst, at du vil blive overrasket første gang spillet lader dig bevæge Mario i andre retninger end blot fra venstre til højre.

En sidste hjælpende hånd til alle er Rosalina, der står klar til at hjælpe hvis en specifik bane driller for meget. Man kan altid sige nej til hjælpen, og lader du Rosalina hjælpe dig med at få fat i en af de magiske stjerner, der markerer slutningen på spillets baner, er den eneste straf, at denne stjerne vil være markeret som en bronzestjerne i stedet for en guldstjerne på oversigtskortet.

Selv med en håndfuld småforbedringer, er det dog den sprudlende kreativitet der igen vil overvælde enhver, der bevæger sig på eventyr med Mario. Super Mario Galaxy formåede konstant at introducere nye ideer, genopfinde gamle og servere dem, sådan at man hele tiden lige måtte opleve den næste bane. Efterfølgeren gør det samme, men på en sådan måde, at man nærmest taber pusten over de mange ideer, som Kyoto-gigaten må have haft i tænketanken under udviklingen af spillet. Hver ny verden synes at byde på nye muligheder, og har man først tillært sig en verdens spilmekanikker, byder nye missioner i samme verden på udvidelser og forandringer af disse, med en sådan frekvens at det er lige før man ikke kan følge med.

I en bane skal både under- og oversiden manipuleres, sådan at en lav platform bliver til en høj platform på den anden side, mens en helt anden bane næsten ikke byder på platforme, men i stedet lader Yoshi agere rumfartøj. I en tredje er det nærmest som om Mario agerer kugle i en gigantisk pinballmaskine, mens han andetsteds må se de ellers loyale platforme blive skåret væk under fødderne af ham af enorme bænkebidere. Gennemgående er det for alle ideerne, at Nintendo har formået at implementere dem, så de alle virker overskuelige, og aldrig afskrækker på trods af deres ellers ofte komplekse virkemidler.

Af nytilføjelser kan Mario nu tage en hat på, der lader ham lave platforme hvor han vil, bore huller direkte gennem spilverdenen, forvandle sig til en rullende stenblok og meget mere. Den mest centrale nytilføjelse til Galaxy-universet er dog den altædende øgle
Yoshi, der endelig genoptager samarbejdet med Mario. Med Wiimoten er det muligt at markere op til flere fjender og frugter, som Yoshi fortærer på et splitsekund, ganske ligesom man med Wiimoten kan samle de såkaldte Star Bits op i resten af spillet. Yoshi kan med de rigtige ingredienser også svæve, løbe exceptionelt hurtig, samt oplyse ellers usynlige platforme og hemmeligheder.

Til dig som synes alt dette lyder en smule for lettilgængeligt, har Nintendo hældt lidt ekstra i posen. Som en ny udfordring indeholder hver bane nemlig en såkaldt "Comet Coin", en ekstra udfordring, der oftest kræver en smule snilde for at nå, og som ved indsamling vil åbne for yderligere udfordringer. Desuden findes der en enorm bunke overraskelser for de mest eventyrlystne, og er du den slags person, som vil opleve alle spillets hemmeligheder, er her et spil som til fulde vil leve op til de kroner, du har betalt for det.

Hvor "mere af det samme" oftest emmer af negativitet i spilregi, er det ikke sagen med Marios nyeste eventyr. Ejere af det første spil vil uomtvisteligt føle at det hele virker velkendt, men som få andre har Nintendo alligevel formået at gøre det hele sjovere, mere udfordrende og endda mere overraskende end tidligere. Det fortrinlige banedesign fra det første eventyr er strammet endnu hårdere op, mens de udfordringer, der bydes på som følge af de nye evner, i endnu højere grad sprudler af kreativitet. Bedst at alt er dog, at man hele tiden lige skal se, hvad den næste bane bringer af nyheder, bosskampe eller nyfortolkninger af de kendte rammer, alt i mens man hele tiden overvejer, hvor der mon gemmer sig Star Bits eller Comet Coins.

I mine mange år som anmelder er Metroid Prime og Super Mario Galaxy stadig de eneste to spil, jeg nogensinde har været absolut sikker på, at jeg ville give et 10/10, hvis jeg havde stået for anmeldelsen. Her ville være nemt at sige, at Super Mario Galaxy 2 ikke kan fortjene samme status, fordi det er et spil, der i sin struktur ligner forløberen så meget. Dette ville dog være en urimelig stopklods at sætte for et spil, der fra første bane underholder bedre end størstedelen af alle de andre spil, jeg nogensinde har haft gennem maskineriet.

Dette er den pureste form for spilmagi, præsenteret i kulørte klæder og med en glæde så smittende, at du med stor sandsynlighed vil sidde med et smil ligeså stort som Marios, i al den tid du tilbringer med spillet.