MediEvil

Hvem er den rette person til at anmelde en remaster? Er det personen, der elskede det originale spil, da det udkom oprindeligt for mange år siden? Denne person kan medbringe sine største og tungeste nostalgiske briller, placere dem solidt på næseryggen, og bare elske at genopleve gamle minder. Omvendt er der personen, der aldrig fik spillet originalen, og derfor går ind til spillets uden barndommens påvirkning. Denne anmelder kan måske være for hård ved spillet, da vedkommende ikke sætter pris de små fejl og mangler, man sjældent ser i moderne spil. Det er et dilemma, der er en del mere nuanceret end jeg får det fremlagt her; selvfølgelig kunne den nostalgiske anmelder være lige så hård ved spillet, hvis det ikke formåede at fange magien fra de romantiske minder. Det er dog stadig et dilemma, der har fyldt meget, mens jeg spillede MediEvil, og heldigvis er løsningen simpel; anmelderen skal bare være ærlig omkring sit forhold til spillet, så modtageren kan læse teksten med den rette forståelse.

Jeg har aldrig spillet MediEvil tidligere.

MediEvil udkom oprindeligt til Playstation tilbage i 1998. En tid hvor 3D platformspil var det nye sort, da markedet var klar til noget nyt efter 2D genren. Et helt nyt perspektiv betyder også helt nye lektioner. Spiludviklerne kunne ikke bare læne sig op af tidligere successer - i stedet skulle de lære en helt ny genre, og med den tidlige innovation følger også mange tidlige fejlskridt. Ting som vi tager for givet i dag, men som vi kollektivt har lært løbende i takt med at spil er blevet bedre. Når man skifter våben i moderne spil, så sker det ofte ved et tryk på kontrolleren - i MediEvil skal man ind i menuen, og manuelt vælge sit nye våben. De har strømlinet processen en smule i denne remaster, da man nu kan have to våben på sig (og skifte mellem dem på trekant), men jeg fandt det nødvendigt, at trykke på menu-tasten langt flere gange end jeg foretrak.

Kampsystemet er også en forældet erfare. Det er mange tryk på firkant, en masse løben omkring og enkelte tryk på rund. Fjendernes animation er langt fra tydelig nok til man får en ordentlig fornemmelse af hvad der sker. Jeg var ofte i tvivl om, hvorvidt jeg var i gang med at slå dem, eller de var i gang med at slå mig - det var først da jeg så på mit nu halverede liv, at jeg blev klar over, at jeg havde mistet det. Det er et gennemgående problem at kampsystemet ikke er et tilfredsstillende foretagende. Fjender skader dig åbenbart bare ved at røre ved dig, hvorfor kampe hurtigt udviklede sig til en form for fangeleg, hvor de forsøge at lægge en hånd på min skulder, og jeg løb forvirret rundt som en høne uden hoved, og svingede sværdet vildt omkring mig. Det blev aldrig rigtig sjovt - det forblev i sin kaotiske natur, og jeg formåede aldrig at sætte pris på det.

Der var dog rig mulighed for at eksperimentere med kampsystemet. Våben er der nok af, og spillet er god til at forsyne dig med et nyt, når du savner afveksling. Der er Throwing Daggers, Flaming Longbows, Lightning, Spears og endda også hovedpersonen sir Daniel Fortesque egen arm, hvis alle andre våben går i stykker eller bliver stjålet fra dig. Et morsomt indslag, der også fungerer som et godt eksempel på humoren i spillet - en humor, der hovedsageligt stadig fungerer om end man godt kan mærke, at spillet blev lavet i en anden tid. I sidste ende er det vel også en del af charmen ved at (gen)opleve de gamle klassikere - det er en tidsmaskine til jokes i 1998.

Hvor kampsystemet mod spillets omvandrende zombier ikke formåede at fange min interesse, er historien heldigvis anderledes med spillets bosskampe. Her skal man først regne ud, hvordan man skader dem (hvis ikke spillet direkte fortæller dig det inden kampstart) og derefter skal man så udføre sin plan. Her er kampsystemet ikke så tilfældigt og kaostisk, hvilket desværre kendetegner resten af spillet - i stedet skal man læse sin modstander, og først angribe, når man ser en åbning. Det er aldrig stor kunst, men sammenlignet med resten af kampene, er det altid et forfriskende pust, når en boss rejser sig foran dig.

Et rosende ord skal også lyde til grafikken. Selv om jeg mener, at der er vigtigere og langt bedre spil at genudgive end Crash, Spyro og MediEvil, så kan man ikke benægte deres charme. Gameplayet er fra en anden tid, men grafisk ligner alle tre nye spil. Efter jeg havde spillet genudgivelsen, var det sjovt at se gameplay fra det originale spil, hvilket kun gjorde det tydeligt, hvordan alt lignede sig selv, og alligevel var det hele anderledes. Der er tydeligvis blevet kælet for detaljen i denne genudgivelse, og selv om jeg aldrig blev fanget af det forældede gameplay, så var det svært ikke at nyde udsigten mens jeg løb rundt mellem fjenderne.

Jeg er ikke i en position til at sige, at hvis du elskede spillet dengang, så vil du også elske det i dag... for jeg spillede det aldrig "dengang". Hvad jeg er i en position til at sige, er, at hvis du savner en ny action platformer med hurtigt intuitivt gameplay, så er det ikke her du finder det. Her finder du et kig på hvad der var. Et kig på hvor langt vi har bevæget os. I dag ærgrer jeg mig over, at jeg aldrig spillede det til Playstation, for jeg er overbevist om, at det havde fanget mig dengang. Det gjorde jeg bare ikke. Derfor havde jeg svært ikke at se realiteten i øjnene; at dette er et spil fra 1998 med nye klæder. Uanset hvor meget jeg forsøgte at holde af det, så havde jeg ikke nogle nostalgiske briller på hylden, som kunne hjælpe mig til at overse det kaotiske og utilfredsstillende kamsystem. Har du aldrig prøvet MediEvil før, må du nok indse, at det tog har forladt stationen uden dig - der er ingen grund til at forsøge at indhente det nu.