FIFA 20

Det er altid en interessant opgave at anmelde den seneste udgave af FIFA. Når EA skal spytte en ny udgave ud hvert år, og samtidig også holdes gang i den ultra-populære onlinedel FUT, er det ikke overraskende, at der er dele, der går igen år efter år. Sidder du længe nok med spillet, så viser det sig dog altid, at de enkelte spil rent faktisk har deres egen identitet. Selvom det til at starte med måske ligner sig selv (som jeg også skrev i mine tidlige indtryk af spillet), så kommer dette års spil faktisk med nogle ret velfungerende opdateringer til spillet på banen. Det er på ingen måde perfekt, men gameplayet er stadigvæk i top. Alligevel er der lidt metaltræthed at spore i dette års FIFA.

Hvis vi dog skal starte med en af de signifikante ændringer, så vil jeg fremhæve forsvarsspillet. Forsvarsspillerne er generelt stærkere i deres tacklinger, og hele dit forsvar står mere kompakt, hvor AI-styrede med- og modspillere placerer sig ganske fornuftigt - alt efter hvilket taktisk udgangspunkt, du har. Der er fokus på duellerne, og med forsvarets styrke følger også en stor risiko. Ganske som i virkeligheden kan et enkelt brud i forsvarskæden bryde med hele holdets balance. Det er selvfølgelig ikke lige så fatalt, hvis du står med 11 mand i eget felt, og det er ganske rigtig blevet påpeget, at hold der spiller på kontraangreb er blevet styrket i denne forbindelse. Især fordi spillernes fart synes at have fået en større betydning igen. Når det så er sagt, så ved jeg ikke, om jeg synes, at det er blevet urimeligt meget bedre at spille på kontraangreb. Det har jo gang på gang vist sig i rigtig fodbold, at et fodboldhold, der ikke har individuel kvalitet eller kreativitet, kan komme rigtig langt med at forsvare sig godt og spille primitivt frem ad banen. Selv kan jeg godt lide angrebsfodbold, hvor jeg har bolden på modstanderens halvdel. Det har stadigvæk sin styrke; hvis mostanderen ikke får bolden, kan de ikke score. Det er selvfølgelig frustrerende at spille mod et hold, der ikke vil spille bold, og selvfølgelig scorer på den ene chance de har. Selvom jeg er angrebsivrig, kan jeg godt lide at spille forsvar, så jeg er egentlig glad for, at EA denne gang har haft fokus på at styrke denne del af spillet, hvor det de sidste par år har været angrebsspillet, der har været i fokus.

Angrebsspillet har da også fået nogle nye værktøjer. Her er det især 'strafe-driblinger', der hiver overskrifter. Her går du lidt ned i tempo og holder bolden tæt til kroppen. Det er en ganske effektiv måde at lokke forsvarsspillerne ud af deres positioner. Det giver også et ekstra niveau til din mulighed for at lave temposkift. Det føles virkelig godt, for du kan virkelig svinge dirigentstokken og lege med tempoet i dit angrebsspil. Der er også kommet en ny måde, hvor du, når du modtager bolden, kan sætte den op til dig selv, og derved få et mere præcist skud. Desværre er FIFA 20 virkelig dårligt til at fremvisse disse nye features, og du må enten scrolle gennem kontrollisten eller gå på nettet for at finde frem til dem. Her vil du måske også opdage, at der er kommet nye muligheder, når du skal skille dig af med bolden - og det giver faktisk nogle helt nye perspektiver frem ad banen. I hvert fald når du har forstået, hvordan du bedst udnytter de forskellige afleverings- og indlægsmuligheder. Der virker dog til, at det igen i år er svært at score hovedstødsmål. Til gengæld har målmanden det med at bokse bolden i stedet for at gribe den, selv når det er en helt upresset ballonbold, der kommer ind i feltet.

Den nye Volta-mode skal også være med til at bringe noget nyt til bordet. Her har FIFA taget deres 'FIFA-Street'-model og sat ind i deres hovedspil. Hold af tre til fem spillere spiller mod hinanden på små baner med bander og små mål. Det føles lidt som en bonusfeature, som jeg nok ikke kommer til at bruge lang tid på. Volta bliver dog solgt som en helt ny og spændende hoveddel, hvilket virker til at sparke bolden langt over de små mål. Det er sjovt at spille på et så lille hold, når du spiller på samme konsol, fordi du rent faktisk kan være alle spillerne på banen, og det er fedt, at mænd og kvinder kan spille på samme hold, men det ændrer ikke på, at det ikke er den store innovation, som serien har brug for. Volta står i stedet for The Journey, der de sidste par år har forsøgt at lave en narrativt drevet gamemode. En ide der var virkelig god, men aldrig forløste sit potentiale. Det samme gælder den historiedel, der er kommet med Volta, som kun understreger, at FIFA halter, når det skal lave nogle spændende rammer rundt om dets kerne-gameplay.

I karriere-moden har de også forsøgt at styrke de narrative elementer, men her er det desværre også forfejlet. Som sædvanlig består de narrative elementer af karrieredelen i, at du som manager skal tage snakke med pressen og spillere. Det nye består i, at der nu er et barometer, der viser holdet og de individuelle spilleres moral, som kan stige eller falde alt efter, hvordan du håndterer samtalerne med spillerne eller interviewsne med pressen - som nu også er animeret. Det er en virkelig uinteressant spilmekanik, hvor det bare handler om at finde det rette match mellem spillerens temperament og dine svar. Det kunne havde været mere spændende, hvis du nu eksempelvis kunne vælge mellem at fortælle klubbens fans, hvad de gerne ville høre, eller beskytte dine spillere, men der er aldrig den modstand. Disse elementer er der for at skabe mere indlevelse. Jeg skal kunne rollespille, at jeg er den træner, der skal ud foran pressen og stå på mål for et 5-1 nederlag til rivalerne. Men der er intet incitament for at lege med. Selv når jeg rollespiller, den sure, kontante træner, er der ikke noget i spillet, der reagerer på dette. Derudover har der her i den første periode efter udgivelsen også været en del fejl i spørgsmålene fra journalisterne.

Jeg bruger klart mest tid i karriere-mode, og det er derfor en kæmpe skuffelse, at de gang på gang giver denne gamemode et lille lag lak og så ellers håber, at spillerne er tilfredse med det. Der er ellers så gode muligheder for lige netop at opbygge nogle historier her. Jeg selv startede en karriere med Liverpool - sidste års Champions League vindere - og det går helt skævt fra start, men efter vinterpausen begynder alting at se langt bedre ud, og min store vintertransfer, Christian Eriksen, løfter holdet til helt nye niveauer. Men det kan FIFA ikke se. Det er altid nogle helt mærkeligt tilfældige spillere, der bliver fremhævet efter kampene. Det bliver selvfølgelig fremhævet, at jeg har flere sejre i træk, men det bliver ikke sat op mod den forfærdelige start, jeg havde på sæsonen. Det er selvfølgelig ikke bare, et par linjers kode, der skal tilføjes, men hvis nu FIFA lagde bare lidt af deres krudt i at innovere denne del af spillet, så ville det ikke gå så let i tomgang, som det desværre gør. Jeg springer i hvert fald over alle møder med pressen, og de nye tiltag gør desværre bare, at det tager længere tid at komme fra kamp til kamp, i stedet for at tilføje noget dimension til det gode gameplay på banen.

Men ak... Alle ressourcerne går selvfølgelig til guldgrisen FUT. Det er ikke nogen hemmelighed, at denne gamemode alene er pejlemærke for alle EAs udgivelser, fordi den giver flotte grønne tal på deres bundlinje - at det så har en negativ effekt på deres andre udgivelser at skulle stile efter denne model, virker det ikke til, at de har opdaget. Mikrotransaktions-debatten er ikke så ensidig, som nogen nogle gange gør den, men det er godt nok uklædeligt her. Jeg kan godt forstå, at FUT er populært, og jeg har da også selv haft en sæson eller to, hvor jeg spillede med. Jeg har dog aldrig nogensinde brugt penge på mikrotransaktioner, hvilket betød, at jeg måtte handle mig smart frem til at få et godt hold. Men det var et hold, der bestod af spillere, der lå et par nøk under verdensstjernerne, og det tog i øvrigt lang tid, fordi du må grinde mere, end dem der ligger en formue i kortpakkerne med spillere. Det er alt sammen fint, jeg kom jo så heller aldrig så langt op i rækkerne, så jeg mødte spillere, der var til at spille med. Selv dårlige spillere kan dog blive lidt af en udfordring, når de har verdensstjerner på holdet. De største spillere kan bare gøre noget, som ingen andre i spillet kan, hvilket gør ondt på et hold, der mestendels består af vandbærere.

Alt det siger jeg bare for at understrege, at FUTs Pay-to-win-model virkelig ikke er særligt charmerende. I år har de lavet en række målsætninger, som du kan opfylde, så du lettere kan få ting til klubben uden at gribe til lommen, men det er ikke noget, der gør en rigtig forskel. Hvad der er endnu værre er, at FUT ser ud til at hive alle ressourcerne uden egentlig at give noget særligt tilbage til spillerne eller til resten af spillet.

FIFA 20 ligner lidt et spil, der står og venter på, at den næste konsolgeneration kan give det styrke til at bringe noget nyt og spændende til bordet. Heldigvis er gameplayet stadigvæk i top. Animationerne er flotte. Boldberøringerne er en fornøjelse at se på. Din magt over tempoet er forrygende. Fysikken er fantastisk; FIFA har de seneste år mestret følelsen af, at mærke en veltimet tackling. Spillet på banen er hurtigere og måske også mere hektisk, end hos konkurrenterne PES. Men hvor jeg roste PES for at give lidt eftertænksomhed, så må jeg sige, at jeg er mere begejstret for den hæsblæsende action, der er på græstæppet i FIFA. Spillet er pænt, især på banen, men også ansigtsanimationerne er udemærket. Men serien mangler altså noget nyt blod, og forhåbentligt kan de udnytte det nye hardware i den næste konsolgeneration til at give noget mere kvalitet og så kan de for min skyld godt skære lidt i kvantiteten.