Resonance of Fate

Resonance of Fate ser ved første øjekast ud som et helt typisk japansk rollespil krydret med lidt steampunk, men du bør ikke lade dig narre at den noget forudsigelige æstetik - dette spil bringer meget nyt til bordet. Bag de platte og forudsigelige personer og den fragmenterede og lidet interessante historie ligger et kompliceret og fængende system som vil kunne udfordre selv den mest drevne genreentusiast.

Som antydet vil jeg på ingen måde sige at rammerne er det mest spændende i Resonance of Fate. Selv om man i stor grad undgår den klichéprægede formel som mange af spillets genresøskende ramler ind i, er der meget lidt drive at hente. Spillet er delt ind i en serie af enkeltstående kapitler, der drejer sig om hver sin hovedopgave. Den overordnede historie bliver delt ud i meget små bidder, og har for det meste ikke den store indflydelse på spillet. Man styrer en let blandet dusørjægertrio, der veksler mellem at udføre missioner for aristokrater og menigmand.

Spillet foregår i et stort luftrensetårn, hvor menneskeheden opholder sig efter den typiske katastrofe, der har ødelagt civilisationen. I dette tårn er der forskellige etager som man kan skifte mellem i sin søgen efter missioner og kampe. Det er her man finder spillets to strålende styrker, nemlig udforskning af kortet og kampsystemet.

Udforskning i spillet tager form af noget, der mest af alt minder om et puslespil, hvor man skal samle sekskantede energibrikker for at komme videre. Man får hovedsageligt fat i disse gennem kampe og ved at finde skattekister hist og her, mens man spiller. Brikkerne findes i forskellige forskellige formationer og farver, og variationen i disse afgør hvilke dele af kortet man kan udforske. Når man samtidig kan finde hemmelige skatte og nye steder at udforske ved at afdække så meget af kortet så muligt, så står det hurtigt klart hvordan dette element kan blive ganske vanedannende. Man kan hurtigt ende med at opsøge nye kampe kun med det formål at fine nye såkaldte energihexer.

Udover dette består kortet af byer, save-punkter, energistationer og så videre, som alle påvirker hvordan man går videre i spillet, og en fuld forklaring af hvordan dette fungerer ligger uden for denne anmeldelses omfang. Der er også dele af kortet hvor tilfældige kampe kan forekomme i tide og utide. Dette bringer os videre til spillets andet store trumfkort, nemlig kampsystemet.

I kampene i Resonance of Fate blandes det turbaserede med realtid, og det er balancen mellem disse der i høj grad afgør hvor meget held man har i kamp. Systemet er ganske avanceret, og noget helt andet end jeg har set i lignende spil tidligere. Det er bygget op omkring såkaldte bezels, der ligger i et bånd i bunden af skærmen. Disse bezels afgør både hvor mange specialangreb man kan udføre, og hvor langt du er fra at tabe kampen.

Selvom specialangrebene som regel er essentielle for at komme igennem de fleste kampe, vil forhastet brug af dem hurtigt resultere i at man taber. Løber man tør vil hele ens hold blive langsommere og svagere, og man må arbejde hårdt for at overleve. Man kan genvinde bezels ved at ødelægge skjold, lemmer eller hele fjender, og man må ofte spekulere i at tage mindre fjender eller specifikke dele af fjender ud for at komme helskindet igennem kampen.

Man skal desuden forholde sig til to forskellige skadetyper, hvor man må balancere den ene op mod den anden for at reducere fjenderne hurtigst muligt. Tid er en konstant faktor, man skal tænke på. Tøver du for meget gør fjenden hurtig process med dig. Man har også et trevejs-angreb, som skal planlægges nøje, men som kan gøre massiv skade - et træk man ofte bør benytte i kamp mod hovedfjender. Dertil er faktorer som skjold, gruppeledere på fjendens side og elementbaserede svagheder vigtige dele af kampens helhed.

Kort sagt er kamp noget som man skal bruge en del tid på at forstå for at undgå at dø konstant. Spillet er ganske nådigt over for dem der fejler, ved det at du kan betale en lille sum for at fortsætte kampen selv om du dør, men udover dette holder Resonance of Fate aldrig igen. Når man er begyndt på et område kan man ikke gemme eller skifte udstyr på sine figurer, og som regel må man enten fuldføre for enhver pris eller give op og komme tilbage når man er stærkere. Et godt tip er nøje at gennemgå træningen i arenaen i begyndelsen af spillet. Gør man ikke det, bliver tingene hurtigt til noget rod.

Spillet kræver desuden ofte den alt for sædvanlige level-grinding for at holde trit med sværhedsgraden, noget som de fleste spillere nok vil se negativt på. Man skal hele tiden sørge for at alle tre karakterer holder et individuelt højt niveau, da erfaringspoint tildeles hver enkelt karakter alt efter hvor meget skade de gør.

Måden spillet behandler levels på er også unik. Hver figur har adskilte grader inden for pistoler, maskinpistoler og granater, altså kun skyde- og kastevåben. Summen af disse udgør det samlede level, og man kan benytte dette til enten at have dybt specialiserede figurer eller en flok generalister, der kan klare lidt af hvert. Hver våben kan også tilpasses med en række udvidelser, som man både finder eller kan få fremstillet. Det er en fængende og sjov måde at behandle udstyret på. Figurerne kan også have to tillægsgenstande, der påvirker hver sin statistik, men derudover er det hele ganske enkelt sat op.

Det er tydeligt at Tri-Ace har valgt at fokusere på et avanceret gameplay frem for jagt på nye rustninger og sværd. Man har også mulighed for at påklæde sine karakterer med meget varierede beklædningsgenstande som man både kan finde og købe, men de har ingen funktion udover det visuelle, og er mest for de specielt interesserede. Mange vil nok synes at dette er sjovt at pusle med mellem missionerne, men selv følte jeg at det var fuldstændig overflødigt.

På den tekniske side klarer spillet sig udmærket. Grafikken er til tider meget slående, og det victorianske steampunk-design gir både byerne og omgivelserne et behageligt præg, som fra tid til anden er imponerende. Karakterdesignet er forudsigeligt og uinteressant, men det er ikke noget som de fleste tilhængere af japanske rollespil vil hænge sig i. Lydmæssigt er spillet til dels ganske tilfredsstillende - de bedste musikstykker vil hægte sig godt fast i øret, mens de mindre gode virker upassende eller ganske enkelt kedelige. Stemmeskuespillet er omtrent lige så lidt overbevisende som man kunne vente sig, og passer sådan set godt til de flade personligheder. Lydsiden er godkendt, men ikke meget mere end det.

Kort sagt er dette et spil for den hårde kerne. Det kræver en solid tidsinvestering, både på grund af spillets længde, men også på grund af et hårdt men unikt kampsystem. På den baggrund kan Resonance of Fate ses som et spil man enten elsker eller hader, noget man bør have i tankerne inden kaster sine penge, tid og energi efter det. På trods af mærkbare svagheder i form af historie, grinding og andre småproblemer, ligger der en ganske givende oplevelse under overfladen. Den er bare ikke for alle.