Command & Conquer 4: Tiberian Twilight

Hvis Kanes vilje skal fyldestgøres må intet gå galt. Mine nedslidte skorpion-tanks kører om flanken, alt imens en Mammoth-tank knurrer og brager gennem min i forvejen sønderskudte forsvarslinje. Præcis som de resterende tropper sendes på tilbagetog drejer skorpionerne om hjørnet og sender glohede stråler mod den metalliske kolos, der bliver omdannet til skrotmetal hurtigere end en Trabant efter murens fald. Linjen holder og endnu en sejr for broderskabet er i hus.

Jeg har spillet samtlige spil i Command & Conquer serien, selv genre-afstikkeren Renegade har jeg fået masser af tid til at gå med, men at kalde mig fan af serien er måske at presse citronen. Seriens senere kapitler har, efter min mening, aldrig nået samme højder som det første spil, selvom det muligvis er nostalgiens rosenrøde briller der skaber en for efterfølgerne uopnåelig standard.

Men nok om det. Det seneste kapitel i denne serie, der handler meget mere om en enkel mand end navnet antyder, foregår i år 2077. NOD og GDI er indgået i et samarbejde for menneskehedens fælles gavn, og Kane gør sit som diplomat og filosofisk leder med officielle bånd til GDI.

Alt er naturligvis ikke hvad det ser ud til, og inden længe bryder helvede løs og alle sider gør hvad de kan for at redde deres ideologier. Det er op til dig at vælge side: vil du følge Kanes filosofi og følge hans ord til fulde, eller vil du tage den anden rute og følge GDI-koalitionens regler og regulationer?

Historien starter umenneskeligt sløvt, og seriens varemærke, det kompromisløse teatralske skuespil, begynder i den grad i den helt forkerte grøft. Din bedre halvdel klynker konstant og er et større irritationsmoment end resten af skuespillernes små skavanker til sammen. Bedst som du tror, at du er sluppet af med den skrækkelige harpe, dukker hun op igen. Hvorfor udviklerne har valgt at gå den mere emotionelle rute, er over min forstand og det lader til at det også er over deres, da jeg aldrig har oplevet et så utroværdigt forsøg på menneskelige følelser.

De vaklende skridt i starten af denne fortælling fortsætter i de tidlige missioner, hvor utallige frustrationsmomenter, heriblandt en astronomisk ufornøjelig eskortmission, og besværlige mål gør de første missioner til noget nær det værste mulige udgangspunkt for nybegyndere. Det lave fortællingsmæssige tempo, samt en malplaceret fokus på personlige relationer sætter forventningerne til resten af historien meget lavt og vil sikkert afskrække nogle nye spillere.

Men et sted, hvor der stadig er godt tag på sagerne, er Joe Kucans stilsikre portræt af den eneste person i Command & Conquer-universet, der stadig betyder noget. Som historien tager fart og plottet folder sig ud, bliver der taget mileskridt hvad angår underholdning. Spillet åbnes for alvor op, og dine evner bliver sat på prøve mens missionernes mangfoldighed gør det hundesvært at smide uniformen til side og vende tilbage til det virkelige liv.

Når du sidder godt til rette i kommandør-stolen og spreder frygt hos dine fjender og kampgejst hos dine frænder, vil du samtidig åbne op for nye enheder, opgraderinger og andre sager der kan bruges til at specialisere og tilpasse din spillestil. Til trods for at lyde som hul PR-snak, så har EA faktisk fat i det rigtige når de siger, at to spillere kan have vidt forskellige oplevelser og udfordringer i løbet af spillet. Det er et uundværligt tiltag, der gør det at fejle missioner til en mindre irritation, da de mange muligheder gør dejá vu til en sjælden hændelse.

Den nye åbenhed omkring spillestilen understøttes af et tiltag, der sætter en helt ny kurs for serien: i stedet for den klassiske opbygning af baser, med tiberium-raffinaderi og kraftværker, bliver du nu tildelt en enlig "crawler", der kan folde sig ud til et hovedkvarter for dine operationer, alt efter om du vil spille offensivt, defensivt eller direkte støtte dine tropper. Det er meget simpelt og gør det utroligt let at holde styr på hvad der er på samlebåndet lige nu, og hvor længe det går før maskineriet kan skyde fjenden i stumper og stykker.

Alt den ødelæggelse kunne næppe have en flottere ramme, spillet udmærker sig ved en tydelig grafisk linje, der holdes ren uden at være kedelig og klinisk. Alle enheder har en stil der sætter dem på en kurs udenom realismen, men mod et bragende flot æstetisk udtryk der med masser af variation gør det muligt at genkende alle de forskellige tropper uden problemer. Det er en fryd for øjet, og ligner intet andet på markedet.

Et spil som dette viser naturligvis ikke sit værd udelukkende ved kampagnen, men ved en kamp om intelligens, uforudsigelighed og, lad os nu være ærlige, en god portion held. De mange forskellige enheder, med styrker og svagheder gør dette til en avanceret omgang sten, saks, papir og spillernes taktiske kunnen skal hurtigt følge trit, hvis ikke man vil overrumples af spillere der har styr på samtlige magtbalancer og knudepunkter. Det er altid skønt når spil formår at skabe et dynamisk forhold mellem kombattanter, og dette er ingen undtagelse.

Hvis der skal være plads til at skabe sine egne taktikker og ikke møde de samme tanks, tropper og fly hver evigt eneste gang man spiller med andre, skal der naturligvis være et stort udvalg af enheder. Dette bliver i den grad fyldestgjort. Ikke nok med at der er mange forskellige enheder, alt fra de velkendte Flame-tanks til edderkoppe-tanks, der kan grave sig under jorden og bliver ganske formidable i store antal, så er er de alle sammen lette at genkende, så du kommer ikke til at vælge en mekaniker til en kommandørs arbejde.

EA har i den grad tænkt på nybagte generaler, da de skruede Tiberian Twilight sammen, en afvigelse fra den klassiske base-struktur har gjort det lettere at holde styr på konstruktion af enheder og resourcerne der bliver brugt på dem. Hvis ikke man føler sig i sit taktiske es, kan man altid hverve en kammerat til både kampagnen og spil mod andre.

Kampagnerne varer ikke mange timer og der er heller ikke megen grund til at genspille dem. Den underholdning de trods alt bringer er da heller ikke nok i sig selv til at retfærdiggøre et køb, men hvis du har mod på en sjov og tempofyldt multiplayer, der spænder over vidt forskellige baner, skal du nok kunne finde valuta for pengene i Command & Conquer 4: Tiberian Twilight.

Som fan af det første spil i serien og en person der ikke syntes at kunne mærke Command & Conquer-ånden i de senere spil kan jeg med glæde sige at dette spil er det næstbedste i serien. Med en gennemført grafisk stil med masser af liv og farver. En historie der ikke er skelsættende indenfor mediet vil underholde mere end serien har formået i længere tid. Og for alle der klarer sig igennem den tåkrummende ringe første akt, er der her masser af variation samt en solid strategi-oplevelse at hente.