The Legend of Zelda: Link's Awakening

Spilremakes er primært lavet til to slags mennesker: Fans af originalen, der med nostalgiske følelser vender tilbage til en gammel ven, spændt på gensynet og en smule nervøs for om noget eller nogen har ændret sig for meget. Den anden gruppe er de, der ikke har spillet den originale titel, men enten har koblet sig på serien efterfølgende eller har hørt glødende anbefalinger fra det ene eller andet sted. I tilfældet Link's Awakening tilhører jeg den sidste gruppe. Jeg fik aldrig spillet originalen eller 1999 versionen til Game Boy Color, men har i en moden alder for alvor opdaget glæderne ved Nintendos fremragende spilserie. Det er vigtigt at få mit forhold til spillet på plads, for min tilgang til remaket bliver nødvendigvis en helt anden, end hvis jeg havde spillet det igennem en eller flere gange. Det bliver derfor ikke en finkæmning af forskelle og tilføjelser (men bare rolig, lidt skal jeg nok komme ind på det), men et friskt take på spillet, som det tager sig ud i 2019.

Mit bud er, at mange potentielle købere er i samme båd som mig. Link's Awakening har trods alt mere end 25 år på bagen og desuden genintroducerede Breath of the Wild eftertrykkeligt The Legend of Zelda på det spilmæssige landkort - kritisk såvel som kommercielt - i en sådan grad, at zeitgeisten i forhold til serien er på et niveau, der ikke er set siden de sene halvfemserne, hvor Ocarina of Time katapulterede serien ind i 3D-æraen. Link's Awakening er den første nye reelle udgivelse i serien (Cadence of Hyrule fraregnet) siden Breath of the Wild, hvilket gør det til en tillokkende chance for at vende tilbage til Nintendos varme fantasy-univers.

Link's Awakening er som tidligere nævnt et remake det første håndholdte Zelda-spil - oprindelig udgivet til Game Boy i 1993. På en og samme tid er det en meget klassisk og meget anderledes Zelda-titel. Klassisk er opbygningen, der følger den formel, som serien gjorde brug af fra A Link to the Past og frem til (og ikke med!) A Link Between Worlds: Lineær progression hvor nye items åbner op for nye områder. Da Link i starten af spillet bliver fundet på Koholint Islands kyst, har han hverken sværd eller skjold, men der går ikke længe før han med et evigt voksende arsenal af nogenlunde opfindsomme items kan tilgå mere og mere af øen i sin mission for at vække The Wind Fish. Der opstår hurtigt en rytme i Link's Awakening, som skifter mellem overworld-sektioner, hvor udforskning er i hovedsædet og dungeons, hvis fokus ligger mere på kamp og gådeløsning. Koholint er ikke en stor ø, men den er stopfyldt med aktiviteter og hemmeligheder. Udforskningen af den foregår i et afmålt tempo med masser af ture til tidligere besøgte områder. En nærmest point and click-agtigt sekvens, hvor det rigtige item skal bringes til den rigtige karakter i bytte for et andet som herefter skal videre til den næste er et godt eksempel på, hvordan spillet opfordrer dig til at lære verdenen og dens beboere bedre at kende.

Det er med til at opbygge et forhold til øen, dens landemærker og indbyggere, der har en grad af intimitet, som der er meget svært at opnå i større spilverdener. Hertil hjælper det også, at spillet er så bundcharmerende, som det nu engang er. En del af den charme bringes frem af den helt nye grafiske side, der på enormt nuttet og meget taktil vis får alle Koholints områder og beboere til at tage sig ud fra deres absolut bedste side. Men charmeoffensiven er bestemt ikke kun begrænset til det ydre. Link's Awakening oser af en skæv personlighed, som konstant kommer til udtryk i mødet med de andre karakterer. En af mine favoritter er den koncert frøen Mamu giver i sin svært tilgængelige hule (turen derhen byder desuden på en lidt anderledes gåde, der var blandt mine favoritter). Der er også redningsaktionen for chain chompen BowWow, mødet med en haneelskende eneboer, der til forveksling ligner stjernen i en anden af Nintendos efterårstitler eller Animal Villages musiktema, som udelukkende består af dyrelyde. Ganske enkelt herligt. Rent gameplaymæssigt er Link's Awakening heller ikke bange for at være anderledes. Fra tid til anden skal du navigere i sidescrollende sektioner, hvor spillet pludselig bliver til en platformer. Det er overraskende velfungerende og bidrager yderligere til hele den særprægede stemning, spillet har.

Den grafiske side er bestemt den mest iøjnefaldende ændring, Grezzo har foretaget, men det er langt fra den eneste. Eftersom Switch har markant flere knapper end en Game Boy, kan man nu være udrustet med flere items ad gangen. Nogle, så som sværd, skjold og pegasus-skoene har sin egen knap, men de fleste kan tildeles enten x eller y-knappen. Det kan dog undre, at Grezzo ikke har valgt at gøre brug af hverken r- eller l-knappen, da alle spillets items er i brug til den bitre ende og man derfor stadig skal en del ind i menuen for at skifte rundt. Andre quality of life- forbedringer tæller flere warp points, tweakede bosser, hurtigere tekst i tekstboksene, udvidede minispil med flere belønninger, autosaving (bare rolig, der er stadig mulighed for manuelle saves), et genindspillet og ganske vidunderligt soundtrack og så gemmer spillet din løsning af gåder i spillets dungeons, så du for eksempel ikke skal tænde to fakler for at åbne en låst dør, hver gang du går igennem det pågældende rum. Ganske rart.

I markedsføringen af Link's Awakening har det store fokus dog ligget på Chamber Dungeons. En slags Mario Maker-light hvor man kan lave sine egne dungeons. Det er værd at nævne, at der skal slås en meget tyk streg under light, for tilføjelsen har mest af alt karakter af distraktion. For det første designer du ikke som sådan dine egne dungeons, men omarrangerer i stedet rum, du allerede har spillet dig igennem. For det andet kan dine dungeons kun gemmes ned på en amiibo. Der bliver altså ikke noget med at opsøge guld online eller blære dig med dine færdigheder som spildesigner. I selve spillet er Chamber Dungeons at finde hos den gamle kending Dampé, som giver dig udfordringer, når du besøger hans skur. Du skal først lave en dungeon ud fra hans kriterier og derefter spille den igennem, men eftersom det er rum, du allerede har spillet, er sidstnævnte handling ikke vanvittigt ophidsende. Ideen om en Zelda Maker er stadig spændende, men Chamber Dungeons er ikke nogen specielt god start.

Ophavsmaterialet til Chamber Dungeons er ellers solidt. Spillets otte dungeons varierer selvfølgelig i kvalitet og deres visuelle fremtoning er en tand for ensartet - særligt sammenlignet med den langt mere varierede overworld - men som samlet pakke er niveauet klart over middel. De tre første er på den simple side, men lige som jeg var begyndt at blive nervøs, leverede dungeon nr. 4, Angler's Tunnel, en fremragende oplevelse, der både er visuelt distinkt og utroligt vellavet - og så er den sidescrollende bosskamp et sjovt skift. Sene dungeons som Eagle's Tower, Face Shrine og Turtle Rock øger kompleksiteten og sværhedsgraden markant og det er også her spillets bedste gåder findes. I Eagle's Tower er du for eksempel nødt til at lade dig falde ned igennem huller for at tilgå ellers utilgængelige områder og måden layoutet på et tidspunkt ændrer sig er også veludført. Et andet højdepunkt er Turtle Rocks bevægelige platformes dobbelte brug som passage og gåde. På den negative side lider de sene dungeons under en del backtracking.

Det gælder særligt Eagle's Tower, hvor jeg brugte lang tid på at løbe de samme passager igennem igen og igen. Backtrackningen er dog til at leve med, fordi de sene dungeons er klart mere udfordrende og varierede end de tidlige, hvilket selvfølgelig også har noget at gøre med dit større udvalg af items til at overkomme problemer med. Udvalget i Link's Awakening er på den lidt standardiserede side i forhold til serien generelt, men for eksempel hook shot og pegasus boots (særligt når de kombineres med roc's feather) er meget tilfredsstillende at benytte. Hook shot er en gammel kending, der lader dig gribe fat om genstande langt væk og trække dig over på den anden side. Med Ocarina of Time frisk i hukommelsen var jeg overrasket over, hvor meget bedre den føles at bruge her - måske fordi der her ikke er samme krav til at fedte rundt med et sigtekorn. Desuden er den også effektiv i kamp. Pegasus boots lader dig løbe stærkt med en fremstukket klinge og kombineret med roc's feather, som er din hoppeknap, kan du udføre lange hop, som ofte kræver rimelig præcis timing, hvilket gør mange platformssekvenser overraskende givende med tanke på, at vi har med et Zelda-spil at gøre.

Traditionen tro er der både items til navigation, gådeløsning og kamp og det er slående, hvor nemt sidstnævnte område er i forhold til de to første. Gåderne er måske ikke af den allermest hardcore variant, men jeg sad da fast flere gange i løbet af de cirka 15 timer, Link's Awakening varer og navigationen - særligt i spillets overworld - er overraskende udfordrende. Ofte er det ikke nemt at regne ud, hvordan man skal få Link fra A til B, men da verdenen som før nævnt er ret lille, bliver det aldrig rigtig frustrerende at ramme en blindgyde. Til sammenligning er det lidt spøjst, hvor nemme kampene er. Dine offensive muligheder er ikke mange, men til gengæld er de effektive og når man først får buen og hookshot, skal der ikke meget til at gøre det af med spillets fjender. Derfor bliver kampene hurtigt lidt ensformige og i spillets overworld gik der ikke lang tid, før jeg let og elegant udgik dem. For nemme er også bosserne, som jeg, med undtagelse af den sidste, gjorde det af med i første hug. Jeg kunne rigtig godt lide et par af kampene - Evil Eagle har for eksempel et herligt visuelt design og føles tilfredsstillende at ramme med buen - men jeg savnede lidt udfordring. Det skal siges, at der er en hero mode, som gør kampene betydeligt sværere, men det ærgerlige ved den normale sværhedsgrad er misforholdet mellem sværhedsgraden i spillets grundelementer.

En anden ærgerlig ting er de fald i framerate, som indtræffer både i håndholdt og docked mode. Det sker typisk, når man går ind i en af spillets få byer og for mig at se, er det et fald fra 60 til 30 frames i sekundet. Da det kun sker i byer, hvor der ikke er kamp, er det ikke katastrofalt, men derfor skurrer det stadig. Især fordi spillets præsentation, i begge modes, ellers er så fremragende.

Link's Awakening har efterhånden mere end et kvart århundrede på bagen, men det er imponerende hvor friskt spillet fremstår den dag i dag. Det er klart, at den spritnye, og ganske vidunderlige, grafik og de velvalgte quality of life-forbedringer reelt gør det til et nyt spil, men eventyret er det samme som det originale og netop den del holder helt fantastisk. Koholint Island bebos af så mange skæve karakterer, og byder på så mange mærkelige begivenheder og mindeværdige områder, at Link's Awakening er en nem anbefaling til alle med hang til Zelda eller bare gode spileventyr generelt. Vi er tæt på 9-tallet, men de lidt for simple kampe, tekniske småproblemer, kedelige chamber dungeons og de tre første lidt uimponerende dungeons holder det på et stort 8-tal. The Legend of Zelda er måske mest kendt for sine store, klassiske heltefortællinger, men Link's Awakening viser, at serien er mindst lige så interessant, når den tager chancer.