Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Supreme Commander 2

Supreme Commander 2

Måske er det måden hvorpå genren efterhånden er blevet mere kompleks med tiden. Måske er det bare mig, der har spillet alt for mange shooters, men siden de gamle Command & Conquer dage har jeg aldrig kunne finde fodfæste i strategispil.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Det var dermed en blandet fornøjelse, da Gas Powered Games i 2007 udgav Supreme Commander. Spillet revolutionerede genren i bedste Total Annihilation-stil, og introducerede spillere for massive krigsslag og en bombastisk tilgang til strategisk krigsførelse. På papiret virkede spillet fantastisk, og med muligheden for at administrere op til 1000 enheder på en række storslåede slagmarker var der lagt op til lidt af en krigsfest.

Mens den hårde kerne af RTS spillere lovpriste spillets kompleksitet og Sim City-lignende balance mellem ressourcer og energikilder, så var det selv samme sværhedsgrad, der afskræmte de mere dødelige spillere. Eller rettere sagt, folk som mig. Supreme Commander 2 er et forsøg på at nå ud til en langt større målgruppe, men er der gået for meget casual i den?

Spillets historie foregår omkring 25 år efter originalen sluttede. De tre ledende militærmagter har holdt liv i en fredsaftale, siden UEF, Cybran og The Illuminate måtte danne alliance for at bekæmpe de gådefulde Seraphim aliens. Freden ophører dog pludselig, og trods den manglende tilstedeværelse fra Seraphims side har de tre stormagter nok at bekymre sig om.

Midt i denne affære er vores tre helte, der hver især repræsenterer en af de tre magter, og de har hver deres historie at fortælle. Kaptajn Dominic Maddox vil eksempelvis forsøge at løsrive sig fra de amerikaniserede UEF, men må hurtigt erfare at man ikke vender ryggen til sin kommandør, medmindre man er ude efter ballade.

Dette er en annonce:

Mens historien i serien beklageligvis ikke er blevet bedre, ja måske oven i købet værre, så agerer det som et godt incitament for at sende spilleren ud i nogle til tider heftige slag. En af de tidlige missioner går eksempelvis ud på at komme en hjælpeløs kommandør til undsætning, alt imens der skal passes en krig på egen hjemmefront. Det kan til tider virke helt kaotisk, og er man ikke vant til at skulle multitaske i en sådan grad, kræver det i særdeleshed en smule træning.

Heldigvis er flere af scenarierne opbygget til at hjælpe med lige netop det. Et eksempel på dette er en fremmed koloni der skal beskyttes mod at blive bombet sønder og sammen. Dette skal alt sammen passes, mens der på den anden side skal opbygges en hær, der skal sendes mod en venlig base, og hjælpe den allierede med at indtage et nøglepunkt. Har man først styr på det, så kan man selv fokusere på at nedlægge modstanderens kilde til atommissiler. Forvirret? Det behøver du ikke at være.

Supreme Commander 2 er nemlig blevet piftet op med en langt mere overskuelig grænseflade, der muligvis er tilpasset konsolpublikummet, da denne titel også udkommer på Xbox 360. Designet er minimalistisk set i forhold til Supreme Commander, og mens det var svært og kluntet at orientere sig i originalspillet, er det nu et spørgsmål om få minutters spil.

Der er lagt stor vægt på at gøre spillet så lettilgængeligt som muligt, og ud fra denne idé er det gamle tech level system blevet kasseret. I stedet er der gjort plads til en opgraderingsmenu, hvor der kan investeres research point i fem forskellige områder. Disse tæller muligheden for at opgradere basens generelle effektivitet, kommandørens evner samt de militære egenskaber for land-, vand- og luftfartøjerne.

Dette er en annonce:

Ud fra disse er der rig mulighed for at bygge de såkaldte "Experimental Units", der som regel tager længere tid at bygge, men til gengæld kan knuse en hel hær på egen hånd. Blandt de mest imponerende er den mekaniske tyrannosaurus rex, der er i stand til at spyde ild ud af munden. Illuminate er i stand til at bygge et kæmpe rumfartøj, mens UEF har brugt tid på at forbedre deres infamøse "Galactic Colossus".

Med et hipt nyt navn, evnen til at skyde laserstråler ud af øjnene, og med muligheden for at suge fjendens køretøjer til sig, for dernæst at kyle dem tilbage i hovedet på resten af hæren, indtræder "Universal Colossus", der nemt kan beskrives som den mest imponerende enhed, jeg nogensinde har oplevet i et RTS spil. Der er gjort plads til et hav af ligeledes ekstreme experimentals, og jeg vil naturligvis ikke afsløre for mange her, da de skal opleves på egen hånd.

Ressourcesystemet er skiftet helt ud. Mens undertegnede ikke var glad for Supreme Commanders komplekse strømsystem og det konstante krav om at skulle holde øje med om der var strøm nok til at afvikle basens operationer. Disse var mildt sagt kilde til frustrationer og til tider alt for langsommeligt gameplay.

For at gøre det så smertefrit som muligt, er nødvendigheden for Mass og Energy bibeholdt, men i stedet for at være noget, der falder og stiger i værdi samt efterspørgsel, er det nu blot en mængdevare, som set i så mange andre spil. De mere konkurrenceprægede spillere vil muligvis først synes, at det er en ulempe og en kedelig ændring, men i sidste ende sikres en meget mere gnidningsfri opstart af spillet, mens det samtidig er langt nemmere at opretholde det høje tempo.

Der er lagt op til en rigtig krigsvals i spillets multiplayerdel, og det afspejler spillets kløgtige banedesign i bedste stil. I langt de fleste tilfælde er der lagt vægt på at der skal være plads til alle, og det er sjældent at én indgang til fjendens base er bedre end en anden. Der er lagt op til, at man kan benytte sig af stort set alle spillets enheder, hvad enten man helst vil angribe fra luften, på landjorden eller til havs. Det inspirerer til at afprøve flere forskellige taktikker, eller lege med mange forskellige angrebsplaner.

Spillets visuelle side er ganske enkelt forbløffende, og der mærkes tydeligt, at alt er finpudset til mindste detalje. En af banerne foregår højt til vejrs, på små platforme, og ved første gennemspilning måtte jeg pause spillet blot for at se på de betagende bjergkæder og skybrud.

Teksturerne er skarpere end nogensinde før, og alt kan nydes ned til mindste detalje. Spillet tillader en helt ekstrem indzooming, alt imens spillets motor er optimeret til at kunne blive afviklet på langt svagere maskiner end tidligere. Har du før haft småproblemer med hakkende billeder i Supreme Commander, er der stor chance for at efterfølgeren kører langt mere flydende.

Det er svært at sætte en finger på de negative sider af Supreme Commander 2, med mindre man foretrækker den tungere forgængers tilgang til strategi. Grafikken er sjældent set så sprød i et RTS, og ser man bort fra den noget svage oplevelse i singleplayer, er der lagt op til en masse fantastiske skirmish-kampe og ikke mindst de ofte overvældende og bombastiske online-kampe. Supreme Commander 2 er rent ud sagt det bedste strategispil, som denne skribent har rørt i flere år.

Supreme Commander 2
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Lettilgængelig strategi, fantastisk indbydende grafik, herlig multiplayer
-
Tilhængere af forgængeren vil måske finde spillet for simplificeret. Singleplayer-delen en anelse svag.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Et andet syn

Vi har anmeldt PC-udgaven i ovenstående anmeldelse. Så snart vi får adgang til Xbox 360-udgaven, vil du kunne læse om den lige her.

Relaterede tekster

Supreme Commander 2Score

Supreme Commander 2

ANMELDELSE. Skrevet af Michael Kamp Jensen

Michael Kamp går på opdagelse i Supreme Commander 2. Oplevelsen er noget anderledes i denne omgang, læs her om han synes, at dette er godt eller skidt...



Indlæser mere indhold