Final Fantasy XIII

For selvom det er tydeligt, at der er brugt enorme summer på spillet, har spillets filmlignende tilgang stor konsekvens for spillets gameplay.

Det er med ærefrygt, at man sidder med en titel som Final Fantasy XIII mellem hænderne. Final Fantasy er vel nok sagt en af de mest omfangsrige og succesfulde serier i spilindustrien, og med mere end 80 millioner solgte kopier, samt en række anime tv-serier og film, har Square Enix på mange områder skabt noget helt unikt.

Final Fantasy-serien er en lang række af fantastiske spil, som hver især indeholder nogle af de mest utrolige spiløjeblikke, jeg kan huske at have spillet. Forventningerne har igennem lang tid været tårnhøje til Final Fantasy XIII, og de mange gode tiltag man implementerede i Final Fantasy XII gjorde, at det nyeste skud på stammen var en af de største titler på denne generations konsoller.

Da skiven med bævrende hænder bliver lagt i Xbox 360´eren og Square Enix velkendte logo tårner frem på skærmen føler jeg mig straks hjemme. Med en fantastisk smuk og visuelt stærk introfilm blandes fabelagtige CGI animationer med velklingende toner fra Masashi Hamauzu komponistiske kærtegn.

Alt hvad jeg havde forventet af en sådan titel er opfyldt indtil videre og med stor entusiasme rammer tommelfingeren A-knappen og forventningerne kan hermed indfries. Problemet er bare, at 25 timer inde i spillet, er jeg næsten allerede gået død af kedsomhed, femten timer senere har denne følelse ikke ændret sig.

Lad mig dog starte ud med de positive elementer som Final Fantasy XIII klart besidder. Grafikken er for det første fuldstændig fabelagtig! Med et varieret design bliver jeg smidt hovedkulds ud i et væld af smukke scenarier som spænder milevidt. Med alt fra tilfrosne søer til smukke junglelandskaber, og futuristiske byer i skyerne viser Final Fantasy XIII smukke detaljer, og betagende grafisk variation. Dertil oplever man ingen hastighedsnedsættelser, og det grafiske helhedsbillede bliver derfor komplet når indtrykkene glider ubesværede over plasma-skærmen.

Styringen af din karakter gennem landskaberne minder meget om styringen fra XII og du vil hurtigt finde dig hjemme, til trods for et småirriterende kamera.

En af de ting som fungerede rigtig godt for undertegnede i Final Fantasy XII, var det opdaterede kampsystem. Selvom turbaseret kamp har sin charme og taktiske formåen, var en fornyelse af systemet en kærkommen ændring.

Kampsystemet er endnu engang ændret i Final Fantasy XIII og det til det bedre. Kampene er de mest hektiske kampe set i FF-regi, og med en blanding af real time interaktion og turbaserede muligheder vil du opleve mere action end nogensinde tidligere.

Kampsystemet er simpelt og lettilgængeligt for både nye og garvede spillere, men besidder samtidig en utrolig dybde, som udvides betragteligt efterhånden som spillet skrider frem. Illustrationerne er smukke og der er langt større bevægelse, både med dine egne og modstandernes karakterer. Det er på dette område Final Fantasy XIII virkelig spiller med musklerne og viser en intuitiv og flydende styring.

Alle figurerne har mulighed for at tilegne sig forskellige roller i kampene, og du kan i kampens hede skifte til, hvad der er taktisk passende, og selvom du har mange muligheder, bliver det ikke uoverskueligt. Du kan have 3 karakterer i din gruppe ad gangen, men du vil oftest være begrænset til to, og du styrer altid kun din gruppefører i kamp. Resten af karaktererne agerer som computeren finder passende, hvis ikke du har tildelt dem opgaver før kampen. Desværre har du ikke mulighed for selv at vælge gruppefører, og kan derfor ende op med at kontrollere en healer i kamp, hvilket kan virke ganske irriterende.

Men selvom grafikken i Final Fantasy er fabelagtig smuk, intentionerne gode og kampsystemet klart er noget af det bedste i et Final Fantasy-spil, lider Final Fantasy XIII under en masse problemer som gør, at spillet vil skuffe eller fejler i forsøget på at indfri de tårnhøje forventninger, mange sikkert har til rollespillet.

Final Fantasy har altid været et lineært, men samtidigt omfangsrigt rollespil, og selvom historien altid har været din guide igennem forløbet, har dine muligheder for sidemissioner, minispil og alverdens andre udfordringer altid givet stor spilleglæde, samt følelsen af en enorm frihed. Dette er ikke tilfældet med Final Fantasy XIII.

Spillet er ekstremt strømlinet og snævert, og hvor man tidligere har haft en kæmpe verden at udforske, er spillet begrænset til små kapitler af 2 timers varighed, hvor banernes omfang er snævret ind til miniformat, og hvor du ingen mulighed har for at gå på opdagelse. Bevares dette åbnes der en anelse op for henmod slutningen, men det er på ingen måde som oplevelsen i mange af de tidligere spil.

Dertil kommer, at banerne virker døde og forladte, der er ingen NPC figurer er at tale med, ingen minispil at spille og ingen reelle gåder at løse. Du løber simpelthen fra punkt A til B ubesværet og uden følelsen af frihed. Efter at have spillet en uge nærmest non-stop, ved jeg, at spillet til tider kan være ganske underholdende, men det er chokerende hvor langt udviklerne er gået for at ændre formlen på noget, som for mange er indbegrebet af Final Fantasy. Når man dertil ikke har udnyttet de mange tiltag til det bedre, er det svært at være andet end skuffet.

Historien, som vi kender dem fra tidligere Final Fantasy-spil, er en typisk omgang japansk melodrama, hvor man endnu engang finder sig til rette i politiske intriger og virtuose slagmarker. Historien er centreret omkring seks spilbare figurer. Spillet er konstant skiftende imellem de forskellige karakterer og sammenholdet indfinder sig ikke. I stedet må du se historien dele sig i flere forskellige forløb, hvor du det ene øjeblik kæmper med den kvindelig soldat Lightning, og hendes sparringspartner, i form af den forældreløse dreng Hope, og det næste øjeblik løber junglen tynd med den irriterende Sazh, som babysitter den unge pige, Vanille.

Historien er rædsom forvirrende og karaktererne er papirtynde klichéskabeloner af værste skuffe. Hvis du fandt Vaan fra FFXII så farveløs som jeg, er der intet håb forude. Du skal ikke forvente nogen ny Cloud eller Squall her. Du græmmes simpelthen over hvor irrationelt dine karakterer agerer i forhold til de situationer, de bliver sat i, og derfor får du aldrig rigtig sympati for dem.

De bliver ligegyldige og samtidig med, at den forvirrende historie om byen Cocoons mange trængsler snegler sig afsted, vil du hurtigt springe mange af karakterernes baggrundshistoriske filmklip over, fordi du bliver ligeglad. Dette er et kæmpe problem. Det sænker spillets hastighed, at det føles som om du springer fra det ene ligegyldige filmklip til det andet og når spillet består af 30% filmklip er det ikke svært at se, hvorfor problemet er markant.

Første halvdel af spillet føles som et langt tutorial, hvor man gang på gang bliver mindet om de samme taktikker, og spillet føles ofte rædselsfuldt monotont. Du løber ligeud, møder eller undgår forskellige fjender, ser en film, løber til den næste fjende, og slutter kapitlet af med en ofte modløs boss, som måske tager lang tid at nedlægge, men som ingen ægte udfordring giver dig.

Jeg brugte en halv time på at nedlægge en forvokset Bulbasur på steroider, alene afhængig af auto-battle systemet og en healer. Det var en fornøjelse at nedlægge en grum boss i de tidligere Final Fantasy serier, men her er det ofte blot en pestilens at komme igennem, og dertil kommer, at rollespilselementet er marginaliseret, og at du ikke fra starten optjener erfaringspoint, eller xp, og derved bliver lysten til at kæmpe dig igang nedsat drastisk, også på trods af lidt muligheder i den retning senere.

For at opsummere, prøver Square Enix med mange nye tiltag som holder Final Fantasy XIII lige over vande. Der er i princippet kun fokus på et enkelt aspekt af spillet; nemlig kampene, og selvom der stadig er genkendelsens glæde at spore i Final Fantasy XIII virker det påsat og ligegyldigt. Det er der, fordi det forventes, og ikke fordi det har noget egentlig formål.

Square Enix har selvfølgelig også ramt plet i FFXIII. Grafikken og designet er uden sidestykke og kampsystemet er et forfriskende pust. Det er trods alt stadig Final Fantasy og musikken hertil er både bevægende og godt tilpasset situationerne. Men det opvejer ikke, at historien er tynd som papir. Karaktererne er ligegyldige og ofte direkte utroværdige i deres handlinger og at tidligere spils mange aspekter er fuldstændig, eller delvist fjernet. Læg dette oveni et repetitivt gameplay, en begrænset frihed og et fuldstændig lineært banedesign igennem størstedelen af spillet og skuffelsen er stor.

Uagtet mine betragtninger, skal spillet skal nok blive en kæmpe salgssucces og tjene sig selv ind igen. Og mange vil sikkert være uenige med mig, men som stor Final Fantasy fan og med hundredvis af glædelige spiltimer med serien lever FFXIII ganske simpelt ikke op til forventningerne.