Bioshock 2

Men uanset forandringerne er det stadig dit barndomshjem. Denne følelse kan være stærk, og derfor var det en fryd, da denne velkendte følelse skyllede ind over mig i de første minutter med Bioshock 2.

Det oprindelige Bioshock fra 2007 var et af dette års absolutte mesterværker, og fik du ikke stiftet bekendtskab med det første kapitel, er du først og fremmest gået glip af en rigtig god historie og dernæst et udmærket skydespil.

Du tog rollen som Jack, og fulgte hans kvaler i Rapture, byen under havet. Byens skaber, Andrew Ryan havde søgt at skabe paradiset, hvor mennesket ikke var bundet af konger eller guder, et utopisk værested fyldt med perfekte indbyggere. Naturligvis gik det ikke efter planen, og Jack blev mødt af en by i forfald og et samfund i opløsning. Dæmoniske småpiger høstede ligene i gaderne med sylespidse sprøjter, og de der ikke var døde var nu sindsyge hæsligheder.

Ti år er gået siden denne oplevelse, og denne gang træder vi i støvlerne på Big Daddy, en af Raptures allerhårdeste drenge. Big Daddy kan bedst beskrives som dykkerklokke i menneskeskikkelse. Denne skabning lever og ånder for at beskytte de små piger, der samler ADAM, et stof der "forbedrer" brugeren igennem plasmider og dermed giver mulighed for at skyde ild, lyn og andre lækkerier med hænderne. Pigen i din varetægt bliver indenfor få minutter introduceret som datteren til spillets skurk, Sophia Lamb. Og efter en overraskende og forvirrende begyndelse, vågner du op i en pøl af vand på jagt efter denne pige.

Som i det foregående spil, er det atter engang en spændende historie jeg bliver budt på. Desværre finder jeg mig mindre imponeret i denne omgang. Jeg har set Rapture før, og de øjeblikke der var øjenåbnende og gribende for år tilbage, er ikke længere helt så friske eller i stand til at forføre og tryllebinde i samme grad. Bioshock 2 føles som mere af det samme, og ankommer man i Rapture med håbet om noget nyt og forfriskende vil man meget hurtigt finde følelsen af genbrug istedet.

Til gengæld er stemningen i Rapture lige så besnærende som den altid har været. Da jeg trasker igennem industriområder og en forlystelsespark, og atter engang bliver budt på Andrew Ryans propaganda, må jeg trække på smilebåndet og glæde mig over at være tilbage. Det er stadig ikke en knivskarp grafik der venter, men hvor 2K Marin atter engang overbeviser, er i deres brug af de midler de har til rådighed. Når du bliver kastet i en undervandsscene og med langsomme skridt kæmper dig frem på bunden af havet, er det forrygende. Vandmænd og hajer skaber en effektiv kulisse, og et knækket stykke af et passagerfly hiver sejren hjem. Gud er i detaljerne som man siger, og det er tydeligt at dette er en af Bioshock-seriens styrker, også i denne omgang.

På trods af lidt for ensformige råb fra dine fjender, er lydsiden atter engang fænomenal. Musikken er et effektivt redskab til at forstærke de forskellige scener og stemmeskuespillet er både varieret og troværdig.

Det er dog følelsen af at være Bid Daddy, der er trumfkortet. Man føler sig virkelig sej. De tunge skridt eller det solide bump når man falder et par meter ned og rammer jorden. Våbenarsenalet er med til at underbygge dette: de virker tungere og med en del mere slagkraft. Her bliver min favorit ganske hurtigt det kæmpestore bor, der ganske simpelt kværner fjenden i stumper og stykker. En udsøgt og blodig fornøjelse.

Som modtræk møder man en helt ny fjende i universet Big Sister. Hun er ligesom Big Daddy iklædt en blanding af dykkerdragt og rustning, men lynende hurtigt.

Min første kamp med hende viser sig at være en del af Bioshock 2s forandringer. Her bliver det tydeligt at jonglering med våben og evner er i fokus og at spillet har fået et skub i retning af mere shooter end dets forgænger. Du kan nu "dual-wielde" dine plasmider, og det hele føles mere overskueligt og glidende end tidligere. Selv hacking der tidligere var et ensformigt og til tider repetitivt puslespil, er nu blevet et instrument, der i bund og grund fungerer som en Quicktime-event. Disse er store forbedringer og hjælper godt på indlevelsen.

Man søger hele tiden at løse et problem af gangen i Bioshock 2, og man kan tydeligt mærke hvordan udvikleren er blevet inspireret af Dead Space, ikke mindst med måden hvorpå man "tager toget" fra et niveau til et andet. Det er en ganske fin ændring, men konceptet virker efterhånden lettere slidt og genkendeligt, når for eksempel en dør bliver låst, lyset går ud eller loftet falder ned og spærrer din videre færd. Man føler samtidig, at man bliver holdt i hånden i højere grad end tidligere, når man bliver ført fra A til B. Det ville have klædt oplevelsen at lade spilleren få mere frihed til at udforske Rapture på egen hånd.

At Sophia Lamb og Big Sister holder grundigt øje med din færd, virker i storesøsterens tilfælde ganske skræmmende, mens Sophia Lamb som figur virker lidt for søgt. Hun er ikke en ny Andrew Ryan, og selvom hun kan virke overbevisende, føles det i denne omgang som om der mangler nuancer i de lidt for sort/hvide karakterer.

Selve multiplayer-delen skuffer en anelse. Man skal ikke forvente en dyb oplevelse som Modern Warfare 2. Det er set større og bedre mange gange. Selve kampene foregår under borgerkrigen i Rapture og på den måde bliver flerspilleriet en del af Bioshock-universet, selvom det i realiteten intet betyder for singleplayer-oplevelsen.

Du kan også i denne omgang optjene erfaringspoint og dermed gøre din karakter stærkere. Du tager rollen som en af Raptures indbyggere og er således i skoene på håndværkere og andet godtfolk fra byen. Du kan undervejs i runderne finde dig en dykkerdragt, og på den måde opleve at være den uovervindelige Big Daddy indtil modstanderne får dig overvundet. Se denne del som en fin lille bonus, der med de rette venner kan give nogle fornøjelige aftener, især med den større vægt på plasmider og skyderi som Bioshock 2 tilbyder.

Når alt kommer til alt leverer Bioshock 2 den førnævnte følelse af noget genkendeligt. Godt nok er der blevet ryddet lidt op, og flyttet en smule rundt på møblerne, men det er genkendelsens glæde, der bydes på. Uanset hvad, føler jeg mig dog hjemme atter engang, under vandet, i Rapture.