Dark Void

Jeg begynder efterhånden at spekulere på om enkelte spiludviklere er ved at løbe tør for materiale, at lave spil om. Dark Void virker unægtelig som et spil lavet over "lidt af hvert"-strategien i håb om at i hvert fald et eller andet vil falde i spilleren smag. Historien er tilpas ukompliceret, at jeg formår at fange essensen af den inden for de første fem minutter.

Airthight Games er en af de mange udviklere som åbenbart mener at der er alt for få spil som foregår i tiden omkring anden verdenskrig, så derfor er det her Dark Void tidsmæssigt bevæger sig. Du er piloten Will Grey, der uden de store kvaler forsørger sig selv som transportør af alskens forskellige ting. Da den nyeste opgave ender med at sende Will og resten af mandskabet gennem Bermuda-trekanten, opstår der dog problemer som ender i en nødlanding. Omgivet at jungle finder du snart ud af at noget er helt galt, da du bevidner en kamp mellem rumvæsnerne, kaldet "Survivors" og den menneskelige befolkning som ligeledes er folk forsvundet i Bermuda-trekanten. Inden længe er du udstyret med et jetpack og har til opgave at redde menneskeheden fra rumvæsnerne, hvilket ikke kommer som den store overraskelse.

Med en så tam baggrundshistorie er det ikke nok at Nolan North - stemmen bag blandet andet Nathan Drake fra Uncharted-serien - giver Will Grey lidt og humor og kvikke oneliners undervejs. Det hele føles påtaget og malplaceret. Heldigvis er musikken dog med til at redde en smule af stemningen, til trods for den klichéfyldte historie.

Spillet byder på to forskellige måder at bekæmpe fjender på. Du kan vælge at tage kampen i luften, udrustet med jetpack og skydevåben, eller du kan vælge at bevæge dig rundt til fods. Førstnævnte fungerer relativt godt, men byder på overraskende mange udfordringer, fordi Will ikke hjælper dig med at ramme de modstandere som du derfor konstant flyver forbi. Vælge man i stedet at svæve for at ramme modstanderne bedre, kan man se frem til at blive en menneskelig skydeskive, hvilket heller ikke gør spillet nemmere. Det sjoveste er dog at kapre et fjendtligt rumskib - noget som fungerer rigtig godt.

At bevæge sig rundt i tredjeperson til fods, fungerer helt ok. Du har adgang til de muligheder man kan forvente af genren: skyde, lade, bruge lidt nærkamp, samt søge dækning. Desuden betyder inkluderingen af din jetpack, at Airtight Games har haft lidt nye værktøjer at arbejde med her, nemlig et system som de kalder Vertical Cover System. Det er i udgangspunktet akkurat det samme som du kender når du løber fra dække til dække, for at undgå fjendtlige skud, men med den lille forskel at det her sker i luften. Tyngdekraften hiver derfor konstant i Will, der enten hænger mod eller væk fra kameraet, mens han forsøger at få tid til at dukke frem og sende skudsalver efter modstanderne. Desværre er ragdoll-fysikken ikke altid særligt overbevisende, og faktisk synes jeg hurtigt hele "Vertical Cover"-systemet bliver en smule kedeligt.

Gengivelsen af hele den alternative dimension man befinder sig i, havde nok heller ikke haft ondt af en smule mere opmærksomhed fra udviklerne. Enkelte af teksturerne er så stygge, at de på ingen måde hører hjemme i et spil til denne konsolgeneration. Desuden er der mangle på interaktion mellem Will og den verden man bevæger sig rundt i, og han går derfor gerne tværs gennem vegetationen og andre detaljer i landskabet. Han er yderligere en af de eneste hovedpersoner jeg kender, som uden problemer kan stå med begge føder solidt placeret i et bål, uden på noget tidspunkt at kommentere det. Dark Void lider også under et, til tider horribelt banedesign, som med jævne mellemrum er med til at sabotere spiloplevelsen. Engang i mellem aner kompasset ikke engang hvorhen det skal pege, for at sende dig mod dit næste mål.

Den kunstige intelligens i spillet er også sørgelig. Vi snakker her om fjender som af og til sidder fast i omgivelserne, og skyder på dig selv om de ikke burde kunne se dig. Desuden virker det som om at et direkte frontalangreb var det eneste de lærte på robotskolen. Jeg har derfor udarbejdet en strategi som virker på næsten alle fjenderne: skyd dem møre mens de løber mod dig, og send efterfølgende en knytnæve direkte i synet på dem, for at afslutte deres miserable eksistens. Her varieres der heldigvis med to-tre forskellige dødsanimationer, så heldigvis bliver det aldrig ensformigt at se på...

Bosserne er gerne en lidt større udfordring - men kun i den direkte betydning af udtrykket; de er større. Jeg er dog endnu ikke blevet helt dus med jetpack-kontrollen. Dette resulterer oftest i at jeg flyver ind i klippevægge, og skøjter over vandflader som slog jeg smut med en sten, når jeg prøver at besejre fjender som kræver brug af jetpacken. Det ser helt sikkert sjovt ud, men efter at have ramt det samme bjerg femten gange forsvinder morskaben en smule.

Skulle du få Will sendt gennem hele eventyret, er der overraskende få ting at gå i gang med efterfølgende. Der er ingen onlinemuligheder, som kan tilbyde dig morskab med vennerne. Der er ingen ekstra spilmuligheder, som gør det sjovt at gennemføre spillet igen. Efter de 10 - 13 timer du har brugt på at gennemføre spillet og dets forudsigelige historie, er der intet at glæde sig over, og det virker en tand svagt i 2010.

Jeg tror ikke på at spilverdenen i 2010 har nået et klimaks, hvor det ikke længere er muligt at finde på egne ideer, og alligevel er Dark Void et spil helt uden ambitioner, uden lidenskab og med alt for få egenudviklede ideer. Her er tale om metervare, som hverken indeholder nogen stor nydelse eller skuffelse.