Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Army of Two: The 40th Day

Army of Two: The 40th Day

Vi er klar. Uanede mængder af slik, chips og sodavand tårner sig op i et rent bjerglandskab af sukker og kalorier på sofabordet foran os.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Ved siden af mig i sofaen har min tyske ven, og efterhånden faste testmakker, Christian, fundet sig til rette i en lettere akavet stilling. Halvt lænet mod højre, og med hovedet på skrå, kan han lige akkurat skimte sin halvdel af fjernsynsskærmen mellem to bjergtoppe af Estrella chips og Faxe Kondi.

I dag er han her heldigvis ikke for at give mig bank i hverken FIFA 10 eller Pro Evolution Soccer. For hvor meget jeg end nyder at få klø af et ultraoffensivt Bayern München hold, for herefter at blive hånet på grammatisk korrekt tysk, så står dagen i dag udelukkende i samarbejdets tegn.

Army of Two: The 40th Day handler, ligesom forgængeren, naturligvis stadig om 2-player co-op gameplay fra start til slut. Og selvom man kan spille med en computerstyret makker, så er det tydeligt, at fokus fra EA Montreals side har været at skabe et spil, der helst skal spilles af to mennesker sammen.

Lejesoldaterne Rios og Salem er tilbage. Netop trådt ud af lufthavnen i Shanghai, på vej mod endnu et rutinejob, bryder ragnarok løs om ørerne på dem. Skyskrabere eksploderer på stribe og styrter sammen i grus for fødderne af vores hovedpersoner. Gaderne fyldes med skrigende mennesker, der panisk forsøger at flygte i alle retninger i et inferno af støv og brændende ruiner.

Dette er en annonce:

Her havde de fleste nok taget benene på nakken. Men hvor andre ser død og ødelæggelse, ser Rios og Salem først og fremmest mulighed for profit. Således bliver historien lige dele overlevelse, opportunistisk lejesoldatsarbejde og ikke mindst en søgen efter årsagen til Shanghais pågående destruktion.

Et par timer inde i spillet sidder vi for første gang for alvor fast. Vi er nået til en sammenstyrtet motorvejs-overskæring, hvor en af spillets mere hårdføre minibosser huserer. Med sin evigt snurrende Gatling gun har han den sidste halve time effektivt afskåret os vejen og gang på gang sendt os slukørede retur til nærmeste savepoint.

Men nu må det være nok. For ligesom i første spil er nøglen til succes nemlig, at én spiller tiltrækker sig så meget af fjendens opmærksomhed, eller aggro som spillet kalder det, at den anden spiller ubemærket kan flankere. Et aggro-meter i toppen af skærmen gør det nemt at se, præcis hvem fjendens opmærksomhed er rettet mod.

Og lige nu er det mig. Et par tømte magasiner og en håndfuld granater har virkelig sendt fjenderne op i det røde aggro-felt, og jeg er faretruende tæt på at løbe tør for eksploderende bilvrag at gemme mig bagved.

Dette er en annonce:

I mellemtiden er det dog lykkedes min tyske makker at få sneget sig rundt om fjenderne. Med et lav-kaliber, lav-aggro våben kan han nu relativt nemt skyde de fodsoldater, som beskytter minibossen fra bagholdsangreb.

På dette tidspunkt benytter jeg spillets mulighed for at spille død. Et billig trick, bevares. Men det virker. Som med et trylleslag fjernes al opmærksomhed fra mig og vendes i stedet mod min makker, der med et lettere overrasket udtryk i ansigtet pludselig får travlt med at få benene på nakken.

Da minibossen er cirka halvvejs mellem os begynder jeg igen at skyde. Hans eneste svage punkt er en stor ammunitionsboks på ryggen, og han er nu fanget hjælpeløst mellem os. Hver gang han retter sin opmærksomhed mod den ene af os, kan den anden uhindret skyde på hans svage punkt. Kort tid efter bukker minibossen under i en øredøvende eksplosion.

Det var svært, men på den fede måde.

Og det er i situationer som denne at Army of Two: The 40th Day fungerer allerbedst. Når det stiller sin palette af co-op gameplay mekanismer til rådighed på en bane fyldt med fjender. Og så ellers pænt træder til side og lader løjerne være helt op til dig og din makkers fantasi.

Og måske er det også derfor, at de nye tilføjelser til spillet blot ender med at blive velmente sidebemærkninger, mere end egentlig hovedattraktioner.

Tag for eksempel de nye gidselsituationer. Egentlig godt tænkt som et tempomæssigt og strategisk afbræk. Eller for den sags skyld spillets nye mulighed for at lægge fælder for fjenderne, ved at lade som om at man overgiver sig. Begge interessante ideer, der dog hæmmes af for dårlige banedesigns og et for snævert tidsvindue. Ideerne ender derfor som rene standardsituationer, hvor tilgangen bliver rutinepræget og uden den store plads til improvisation.

Mere interessant er dog forsøget på at give spillerne en række moralske valg spillet igennem. Tidligt i spillet skal man for eksempel tage stilling til, om man vil skyde en mand der ellers har hjulpet jer, eller trodse en direkte ordre og lade ham slippe. Afhængig af hvad man vælger afspilles herefter en lille tegneseriesekvens, hvor konsekvensen af ens valg illustreres. Sekvenserne lider dog under at være for korte og for søgte. Og i sidste ende smager konceptet for meget af at være en billig måde at skabe en illusion af konsekvens, uden at spillets forløb reelt set bliver berørt af ens valg.

De nye tiltag i spillet er velmente, men formår aldrig at have den indflydelse på spillet som de var tiltænkt. Historien er papirtynd, og hele baggrundshistorien er tilmed gemt væk som samleobjekter spredt ud over banerne. Historiefortællingen bliver dermed fragmenteret og handlingen fuldstændig uvedkommende. Det samme må man sige om hovedpersonerne, som desværre har mistet noget af den drengerøvs-charme, som gjorde dem bare nogenlunde tålelige i det første spil.

Spillet har dog bestemt sine lyse øjeblikke. Og med en kammerat ved sin side fungerer det godt nok som uforpligtende underholding i nogle timer. Men det er i sidste ende som at se en actionfilm søndag eftermiddag på sofaen. Underholdende mens det står på, men glemt igen så snart fjernsynet slukkes.

Army of Two: The 40th DayArmy of Two: The 40th DayArmy of Two: The 40th DayArmy of Two: The 40th Day
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Forbedret og velfungerende styring. Fin palette af co-op gameplay elementer. Velment forsøg på nytænkning.
-
Papirtynd historie. Hovedpersoner uden charme. Meget middelmådigt som singleplayer spil. Nye ideer uden gennemslagskraft.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Army of Two: The 40th DayScore

Army of Two: The 40th Day

ANMELDELSE. Skrevet af Michael Bregnbak

Lejesoldaternes svar på Beavis and Butthead er tilbage, klar til at dele nye co-op øretæver ud. Michael Bregnbak har sammen med en ven sat sig til rette i sofaen, og fortæller her alt...



Indlæser mere indhold