Catherine: Full Body

Catherine er et spil af modsætninger. De to kvinder i spillet, kunne sjældent ligge længere fra hinanden - Katherine er struktureret, ansvarsbevidst og målrettet, mens Catherine er en fri fugl uden anelsen af en bekymret rynke at spore i panden. Vores hovedperson Vincent lever også to modsatte liv - der er livet om dagen, der er fyldt med venner omkring sig, øl på bordet og musik i jukeboksen, mens det virker til, at alt forsøger at dræbe ham om natten. I Catherine er valget derfor ikke mellem god og ond, som vi kender det fra utallige spil tidligere; her er valget mellem den ansvarsfulde og den ansvarsløse levestil. Valget mellem to forskellige piger. Valget om, hvilken mand man gerne vil være. Catherine er allerede et af de bedste, og mest unikke spil på markedet - det var sandt da det udkom i 2011, og det er sandt i dag - og en gammel fan som mig var spændt på at finde ud af, hvordan en ny pige ville passe ind i denne historie af modsætninger.

Lige efter, man første gang har sat gang i en ny historie, vil gamle fans rette sig overrasket i stolen. "Den her intro har jeg ikke set før", når man lige at tænke, før den nye pige - Rin - løber ind på skærmen. Der er noget efter hende, og hvis man bedømmer efter bulderet når dette noget bevæger sig fremad, så er det meget - meget - stort. I sin vildskab efter at komme væk, løber Rin direkte ind i vores (u)heldige hovedperson, Vincent, og på den måde er en ny pige pludseligt en del af historien. Det er en interessant indledning; ikke mindst på grund af alle de løfter, der følger med den. Hun bliver ikke "bare" flettet ind i historien via en bibemærkning, og står ellers i baggrunden som en ny NPC, man kan tale med. Nej, der er tydeligvis en større mening med hendes eksistens, og man spørger ikke kun sig selv, hvem hun er, men også hvad der jagtede hende.

For de læsere, der endnu ikke har prøvet Catherine, kan det måske være nødvendigt med en lille introduktion. Gameplayet er opdelt i to; dagstimerne og nattetimerne. Dagen bliver hovedsageligt tilbragt på baren Stray Sheep med ens tre venner, Toby, Jonny og Orlando, og de andre lokale, der stikker hovedet ind i løbet af aftenen. Her vil man drikke sig fuld, og snakke om livets problemer. Man får måske en SMS fra kæresten Katherine, man beslutter sig måske for at spille Rapunzel på arkade-maskinen, og tager måske forbi jukeboksen for at diktere musikken i baren. Den første aften, vil ens venner gå tidligt hjem, hvorfor man bliver efterladt til at sidde og drikke alene - lige indtil en smuk, let klædt, sensuel kvinde beslutter sig for at sætte sig ved siden af en. Velkommen til Catherine.

Om natten, skal man flygte fra sit mareridt. Gameplayet kan bedst beskrives som en gåde, hvor man skal manipulere og omrokere store stenblokke, for at lave en trappe man kan kravle op af. Nogle blokke vejer for meget til at rykke, nogle går i stykker efter du har stået på dem, nogle af lavet af is, så du glider på dem, og nogle slår dig ihjel, hvis du står for længe på dem. Variationen er stor, og spillet er god til konstant at introducere nye blokke for at holde gameplayet friskt hele vejen til slutningen. Når jeg skriver "gåde" skal du dog ikke forestille dig The Witness, hvor man kan læne sig roligt tilbage i stolen, og tage altverdens tid til at regne løsningen ud. I Catherine skal du kravle op, for hvis du ikke kravler op, så falder du ned i mørket - og man ved aldrig hvad der gemmer sig i mørket. Måske føler Vincent skam over at have været sin kæreste Katherine utro med Catherine, og derfor vil en rasende, monstrøsitet jage dig - et monster der ligner Katherine unægtelig meget - og slå dig ihjel, hvis det fanger dig. På den måde bliver dine mareridt påvirket af dine dagstimer. Det der fylder noget i Vincents bevidsthed, vil typisk også jage ham om natten.

Måden hvorpå spilleren ændrer historiens gang, er også unik for dette spil. Lad os sammenligne med den klassiske TellTale-metode. Her bliver spilleren stillet overfor et dilemma - skal jeg slå personen ihjel, eller lade ham leve? A eller B. Skillevejen vi er vant til at stå foran. I Catherine tager du ikke valget i situationen - i stedet bestemmer du, hvilken person Vincent er. Du beslutter, hvilke typer SMS'er han skal sende afsted (og om han overhovedet gider svare, hvilket også er et valg i sig selv). Sender du kolde og distancerede beskeder, eller er de fyldt med kærlighed. Siger du "ja tak" til erotiske billeder af Catherine, eller beder du hende om at holde op med at sende dem? Når Vincent så senere står foran skillevejen, kan du roligt ligge kontrolleren til side, nyde showet og se hvilke valg din udgave af Vincent tager.

Hvad er så anderledes i Full Body sammenlignet med det originale spil? Jeg har allerede nævnt Rin, som faktisk er overraskende godt implementeret. Karakterer vil kommentere på hende, spørge ind til hende, og hun har en overraskende indflydelse på gameplayet, hvilket alt sammen fortæller, at Atlus har brugt tid på at gøre hende en naturlig del af spillet. Det er dog især i spillets første halvdel, at Rin spiller en stor rolle. Langsomt gled hun ud af historien, og de løfter, som spillet kom med i den indledende cut-scene, blev aldrig indfriet. Jeg skriver disse ord, og er stadig i tvivl om, hvad der egentlig skete. Er det muligt, at hun var forblevet en stor del af historien, hvis jeg havde handlet anderledes? Er det muligt, at jeg havde fået svar på nogle af mine spørgsmål, hvis jeg havde sendt nogle andre SMS'er? Jeg ved det ikke, og jeg havde ikke tid til at gennemføre spillet to gange, inden denne anmeldelse skulle skrives. Derfor ender Rin som en mærkværdig tilføjelse til et allerede fremragende spil. Hun tilføjer lidt sødme og uskyldighed, og er endda hovedpersonen i en af de sjoveste cut-scenes, jeg længe har set. Samtidig er hendes tilføjelse utilfredsstillende, for i sidste ende ved jeg ikke, hvad Atlus forsøgte at sige med hende.

Catherine: Full Body tilføjer dog én lille ting, der gør en verden til forskel; små cut-scenes med Katherine. Som karakter, har Vincents kæreste altid slået mig som lidt stram i betrækket. Det kan selvfølgelig være svært, at være i et forhold med en fyr som Vincent, der ikke orker at forpligte sig fuldt ud til forholdet, men hun er mere eller mindre utilfreds i samtlige scener af det originale spil. Og Vincent så aldrig rigtig ud til at hygge sig i hendes nærvær. Det virkede mere som en elev, der igen ikke havde lavet sine lektier, og skulle sidde foran den strenge lære. Derfor virkede deres forhold aldrig rigtigt værd at redde, da man ikke vidste, hvad man kæmpede for. I stedet for at ændre scenerne, har Atlus snedigt valgt at tilføje nye - fra dengang i skolen, hvor hun fangede ens øje, fra dengang man forelskede sig og det hele virkede lidt mere simpelt. Pludselig er spilleren bevidst om, hvad man giver slip på.

Catherine: Full Body ender derfor som en sjov størrelse. Det er stadig et af de mest originale spil på markedet, og det er sjældent dårligt, at man får mere af en god ting. Desværre formår Rin ikke helt at retfærdiggøre sit eksistensgrundlag, og selv om jeg satte pris på at lære hende at kende, så er hun også med til at gøre historien mindre fokuseret. I en stramt optegnet historie af modsætninger, så har hun svært ved at finde sin plads. Det skal dog ikke afholde nye som gamle fans fra at samle Catherine op. Full Body har måske ikke gjort spillet bedre - heldigvis var det allerede fremragende.