Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Erica

Erica

Flavourworks og Sony forsøger sig med en interaktiv film, men resultatet er hverken en god film eller et godt spil.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Er den interaktive film ved at få et lille comeback? Med for eksempel de interaktive Bear Grylls eventyr og Black Mirror filmen Bandersnatch er Netflix godt i gang med at afsøge potentialet og nu har Sony stealth-udgivet Flavourworks' "interaktive thriller" Erica, hvor du skal hjælpe den titulære hovedperson med at opklare mordet på sin far.

I forhold til Netflix' titler er det interaktive element mere udtalt i Erica. Ved hjælp af din smartphone eller din PS4 controllers touchpad (som dermed får lidt tiltrængt tid i rampelyset) skal du foruden at træffe forskellige valg også undersøge scener for særlige genstande og ved at swipe udføre handlinger såsom at uddele lussinger eller på bedste Pulp Fiction-maner hamre en sprøjte direkte i årerne på en anden karakter - for nu at nævne nogle af mine personlige yndlingsaktiviteter. Frekvensen for hvor ofte du bliver aktiveret er ret høj, hvilket primært er en ulempe, da de mange trivielle handlinger - som for eksempel at sætte en plade på eller tænde en lighter - dræber pacingen i historien. Intentionen har helt klart været, at de mange input skal medvirke til at engagere spilleren mere i historien, men for mig havde de den modsatte virkning, da handlingerne ofte er komplet meningsløse og blottet for nogen som helst stillingtagen. Jeg blev næsten suget tilbage til sidste års Detroit: Become Human og dens infamøse "vask op og gør rent-sekvens" i starten af Karas historie.

Erica
Dette er en annonce:
EricaEricaErica

Havde Erica budt på en stærk fortælling, ville jeg måske have kunnet tilgive de mange meningsløse input, men desværre serverer Flavourworks et relativt formularisk B-filmsmysterium, med et par godkendte skuespilspræstationer og en del svage af slagsen (Sgt Blake, ugh). Holly Earl er sådan set udmærket i hovedrollen, men hendes karakter fremstår for vag og letpåvirkelig. Dels fordi hun ofte bliver ladt i stikken af manuskriptet, men også fordi Earl har en tendens til at ligne en hjort i projektørlyset. Når man serverer en historie, der som Ericas kan gå i forskellige retninger, er udfordringen dels at gøre valgene reelle samt holde sammen på historien, så alle veje gennem fortællingen er nogenlunde lige tilfredsstillende. I forhold til sidstnævnte lider Erica tit under, at visse valg resulterer i abrupte sceneskift og generisk dialog. Det er muligvis et resultat af, at spillet/filmen til trods for sin påståede valgfrihed, virker meget interesseret i at sende dig ned af en specifik sti. Uden at røbe for meget kan det afsløres, at man grundlæggende skal vælge at tro på den ene af to parter, hvor tilvalg af den ene hurtigt accepteres af historien, mens man ved valg af den anden part konstant får muligheden for at ændre mening. Det føles nærmest som om historien taler ned til en ved at sige, "er du virkelig så blind, at du vælger ikke at tro mig". Det er lidt en skam, da fortællingen med sin traumatiserede hovedperson, mystiske lokation og massevis af hallucinogener rummer de rigtige elementer til at skabe en psykologisk thriller, der kunne bringe dig i reel tvivl om sandheden og dermed bringe vægt til valgene, men eftersom denne tvivl aldrig rigtig materialiserer sig, bliver valgene for nemme at træffe.

Erica
EricaEricaErica
Dette er en annonce:

Ericas klart største force er den ret elegante brugerflade, som på (oftest) diskret vis gør det klart hvor og hvordan, der skal interageres for at drive historien frem. Alt efter konteksten skal telefonen/touchpaden nemlig klikkes, swipes, pudses og agere mus, så brugerfladen kunne nemt have været for vag eller gå i vejen. Det sker kun sjældent og med lidt finpudsning, er det et system, der godt kunne have en fremtid i andre (og forhåbentlig bedre) interaktive film.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg har en vis skepsis over for interaktive film. Det er en genre, der ofte ender med at være hverken fugl eller fisk, hvilket desværre også er tilfældet med Erica, der ligesom mange af sine artsfæller hverken fungerer som spil eller film. Teknologien bag er ikke uinteressant, men Flavourworks ønske om at skyde så meget spil ind som muligt, resulterer desværre i rigtig mange trivielle handlinger, som dels er kedelige at udføre og desuden trækker tempoet ud af historien. Netop historien har dog større problemer: Skuespillet er ujævnt, plottet for formularisk og visse veje gennem historien føles slet og ret utroværdige. Det er muligt, at interaktive film er på vej tilbage, men det bliver ikke Erica, der overbeviser mig om glæderne ved genren.

04 Gamereactor Danmark
4 / 10
+
Venfungerende brugerflade.
-
Formularisk historiefortælling, for mange meningsløse handlinger, svingende skuespil.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

EricaScore

Erica

ANMELDELSE. Skrevet af Ketil Skotte

Flavourworks og Sony forsøger sig med en interaktiv film, men resultatet er hverken en god film eller et godt spil.



Indlæser mere indhold