The Saboteur

Computerspilsbranchen kan være benhård. Det er big business. Her er ikke plads til sentimentalitet eller blødsøden dvælen ved tidligere tiders bedrifter. Her er der kun én ting der gælder - de sorte tal på bundlinjen. Og som spiludvikler er du aldrig stærkere end dit sidste spil.

Det kan Pandemic Studios skrive under på. Da firmaet i 2007 skrev kontrakt med EA, så fremtiden lys ud. Med titler som Full Spectrum Warriors og Mercenaries bag sig havde studiet allerede slået deres navn solidt fast i branchen.

I dag eksisterer Pandemic Studios stadig på papiret. Men da EA i midten af november måned valgte at afskedige over 200 ansatte fra studiet, heriblandt Pandemics oprindelige grundlæggere, så må man sige at Pandemic Studios blev de facto lukket. Også selvom brandet måtte leve videre.

Og timingen kunne stort set ikke være dårligere for Pandemic Studios seneste spil The Saboteur. Fra sidelinjen kommer lukningen nemlig til at virke som en utvetydig mistillidserklæring fra EA til både spil og firma. Det virker nemlig utænkeligt, at EA ville have lukket Pandemic Studios, hvis de virkelig havde troet på, at The Saboteur var et storspil, der havde potentiale til at gå hen og blive årets helt store sællert.

Desværre har EA set helt rigtigt. The Saboteur er ikke noget specielt godt spil. Det er heller ikke noget specielt dårligt spil. Men på et benhårdt marked med massere af fremragende spiltitler så er det bare ikke særlig godt at være blød mellemvare.

Men lad os starte ved begyndelsen. En meget sparsomt klædt fransk natklubsangerinde toner frem på skærmen til lyden af tilbagelænget jazzmusik. Inciterende, vuggende står hun midt på scenen og synger stilfærdigt til musikken fra det lille husorkester, der mest af alt ser ud til at være faldet hen i en søvnig trance i udkanten af rampelyset.

Året er 1940. Stedet er Paris. Og natklubben er The Belle, en lurvet røgfyldt natklub, der uden tvivl har set bedre tider. I aften er lokalet fyldt med larmende, fulde, tyske soldater, der udover de lejlighedsvise tilråb mod scenen, har travlt med at lære de lokale franske kvinder at kende på nærmeste hold i hvert et dunkelt hjørne af natklubben.

Jeg står ved baren og får som noget af det første øje på en bås, hvor fem nærmest identiske mænd er fanget i præcis den samme animationssløjfe. Helt synkront rokker de frem og tilbage i et nærmest hypnotisk mønster. Et noget upoleret førstehåndsindtryk.

Der går kun kort tid før jeg bliver kontaktet af franskmanden Luc. Han er lederen af den allerede spirrende modstandsbevægelse, og på trods af at lokalet er fyldt til randen med tyske wehrmacht soldater, prøver han ihærdigt at hverve mig til kampen mod besættelsesmagten.

Han har allerede hørt om mig. Sean Devlin. Irsk racerkører der blev fanget i Frankrig efter et racerløb netop da 2. Verdenskrig brød ud. Min bedste ven blev myrdet efter en forvikling med en tysk officer. Og nu er jeg opsat på hævn.

The Saboteur kan nemmest beskrives som en blanding af Assassin's Creed's klatre og snige elementer, Grand Theft Auto's åbne verden og missionsstruktur og Mercenaries løsslupne actionsekvenser.

På et tidspunkt i spillet har jeg forskanset mig på toppen af en bygning. Klatreturen herop var en uskøn affære, hvor spillets stive animationer og gyselige bygningsteksturer virkelig blev udstillet.

Endelig fremme hiver jeg min MP44 maskinpistol frem som jeg har købt for en formue på det sorte marked. En enligt patroljerende tysk soldat slentrer uanende henad gaden, da mit første skud falder. Få sekunder efter sværmer området med fjender. Men heldigvis kan ingen af de tyske soldater finde ud af at klatre. Så jeg er i sikkerhed.

Jeg rydder gaden for soldater nedad mod venstre, men har ikke mulighed for at skyde nedad mod højre, da sigtekornet er fikseret over min højre skulder. Det har jeg flere gange bandet over på vej gennem spillet, for alt for mange gange betyder det, at fjenderne kan se mig lang tid før, at jeg kan se dem.

Efter nogle minutter på taget begynder jeg at kede mig. Jeg er også løbet tør for granater. Jeg løber hen til det tyske højtaleranlæg som egentlig var mit mål da jeg søgte op hustaget. En medbragt sprængladning gør hurtigt en ende på den konstante strøm af tyske propaganda-meddelelser.

Højtaleranlæg er blot én type af utallige tyske installationer som er markeret på mit kort over Paris, og som jeg kan optjene penge på at sabotere. Desværre er det en håbløst triviel opgave at sabotere de hundredevis af tyske installationer, der er spredt med løs hånd ud over landskabet.

På trods af at bygningen er omringet af tyske soldater, bliver min flugt ganske udramatisk. Ganske bekvemt er der nemlig placeret et gemmested lige ved siden af mig på taget. Her kravler jeg blot ind og venter nogle få sekunder, hvorefter tyskernes fjendtlighed mod mig på magisk vis nulstilles. Efter en hurtig klatretur ned fra taget kan jeg tilmed gå storsmilende forbi de selvsamme soldater som jeg sekunder før var i heftig ildkamp med.

Heldigvis er der lidt mere spænding i hovedmissionerne. Især spillets stealth missioner er nogenlunde vellykkede. Snigeelementet er simpelt, men konsekvent, og belønner dig for at gribe tingene tålmodigt og metodisk an

Selvom sigtekornet er fikseret i en drilsk vinkel over din højre skulder, og det automatiske coversystem er besværligt og lunefuldt, så kan skydesekvenserne i spillet faktisk være ganske sjove. Våbnene føles solide, og med tilpas kraft og saft til at give en vis actionmæssig tilfredsstillelse.

Også den sort/hvide Sin City lignende grafikstil, hvor enkelte stærke farver får lov til at skinne igennem, fungerer godt. Stilen bruges i de bydele af Paris, hvor modstandsbevægelsen endnu ikke har fået fodfæste. Hvis blot Pandemic Studios havde holdt sig udelukkende til denne stil, istedet for de kedelige, brune, udvaskede farver som sidenhen tager over.

The Saboteur føles som noget man har spillet hundrede gange før. Udførelsen er mekanisk og stiv, og spillet kunne i den grad have brug for lidt flair, fandenivoldskhed og generel nytænkning. Enkelte velfungerende gameplay elementer løfter dog spillet op til et acceptabelt niveau. Dedikerede fans af genren vil muligvis kunne grave nok underholdning ud af spillet til at kunne forsvare et køb, omend de fleste nok bør vente med at overveje et køb, til spillet rammer discount-hylderne. I sidste ende er spillet et klassisk eksempel på, hvad der sker, når en spiludvikler satser på kvantitet fremfor kvalitet.