Dragon Age: Origins

Mange af os har ventet med spænding på Dragon Age: Origins. Da Bioware annoncerede at de arbejdede på den spirituelle efterfølger til Baldur's Gate-serien var der mange - mig inkluderet - som skulle passe på ikke at besvime af ren ekstase. Talløse timer er blevet tilbragt foran skærmen for at kigge på trailere og læse forsmags-artikler, men nu er det her endelige, ventetiden er ovre!

I anledning af det nye eventyr har Bioware skræddersyet sin egen fantasy-verden, Ferelden. Det er en verden med en unik historie og masser af konflikter, og det er samtidig en verden der synes meget mere rå og brutal end tidligere eventyrverdner. Ferelden er beskidt og ligner noget fra middelalderen, og jeg kan garantere dig at du aldrig har besøgt en fantasiverden så realistisk og gennemført som denne før. Den er nådeløs, blodig og barbarisk og fortjener uden tvivl 18+ aldersmærkningen, og måske endda mere til. Hvis du har tænkt dig at fordybe dig i den, må du forvente at blive mødt med racisme hvor end du bevæger dig hen. Vælger du vejen som troldmand må du leve som et uønsket udskud, og mange vil være mistroiske i forhold til dig, mens andre slet og ret vil hade dig fordi du har magiske kræfter.

Du vælger selv din historie i Dragon Age: Origins ved at håndplukke en af seks oprindelseshistorier, hver en med deres egen spiloplevelse. De personligheder du møder vil behandle dig vidt forskelligt, og en karakter du møder som ven i en gennemspilning, kan blive til fjende næste gang du møder ham på grund af din nye figurs baggrund. Fælles for alle oprindelseshistorier er, at de munder ud i, at du bliver rekrutteret, enten frivilligt eller ikke, ind i en hemmelighedsfuld orden der hedder Grey Wardens, af ordenens leder Duncan. De grå vogtere eksisterer for at bekæmpe en dæmonbesat hær kaldet The Blight, en hær der med et par hundredårs mellemrum, samles for at angribe menneskeracen.

Darkspawn, monsterne som udgør størstedelen af The Blight, er begyndt at samle en hær, og Duncan samt kongen, har mobiliseret et stort antal tropper, for at slå Darkspawn tilbage, før de forvolder for megen skade. So følgerne af denne hændelse, befinder du dig i starten i et stort slag mod The Blight, og jeg kan med hånden på hjertet indrømme, at jeg fik gåsehud af både slaget og den medfølgende historie.

Bioware mestrer i den grad ambivalensen i spilhistorier. Dragon Age balancerer fint i en moralsk gråzone, hvor der ikke er noget rigtige eller forkerte valg. Nogen vil lide, uanset hvad du vælger, og ofte bliver du tvunget til at gøre noget, du som person måske slet ikke er enig i. Enten redder du en enkelt person, eller også redder du en hel landsby - og uanset hvad du ender med at vælge, så vil en eller flere af personerne på dit hold hade dig for det.

Som det er blevet en standard i Bioware-spil, så er rollebesætningen af holdkammerater ufattelig fascinerende, og man kan sagtens bruge timer på at snakke med dem i lejren, for at finde ud af, hvem de er.

Kampsystemet i Dragon Age: Origins har jeg til gengæld blandede følelser overfor. Bioware har forenklet det klassiske Baldur's Gate-kampsystem og samtidig blandet lidt elementer fra Mass Effect og Neverwinter Nights ned i gryden. Resultatet er et unægtelig godt og ikke mindst flot systemet, der er let at samle op og bruge, for selv en nybegynder, men for de lidt mere garvede spillere, vil man nok savne kompleksiteten fra tidligere.

De formildende omstændigheder er dog, at Bioware ikke har glemt deres årelange fans, og derfor har lagt muligheden ind for at zoome helt ud, og pludselig ser man igen spillet ovenfra og ned, men dog ikke isometrisk, som det var tilfældet tidligere - men det er godt nok til mig. Og når først man er kommet så langt, så er det en smal sag, at begynde at tænke taktisk. Hvad med at storme ind med troldmanden først, for at paralysere fjenderne med magi, for så derefter at sende tyvene ind og dolke dem i ryggen? Eller hvad med at hoppe ind i et rum, gemme sig lige indenfor døråbningen og så have Cone of Frost klar til alle de måtte dukke op. Det der fungerede bedst for mig, var at benytte mig at begge billedevinkler, for at få det bedste overblik. Jeg gav ordre og lagde planer ovenfra, og hoppede så ned bagefter for at se det hele ske tæt på. Der er det også lettere at nyde detaljerne.

Grafikken i Dragon Age: Origins også tvedelt. Det er langt fra det flotteste spil jeg har set, når man går ned i detaljerne, men samtidig er omgivelserne, de fleste animationer og den generelle grafik nærmest perfekt. Et af de største minusser er faktisk, at animationerne har en tendens til at se lidt stive ud, når man er i de typiske dialogsituationer. Og ikke mindst at synkroniseringen nogle gange halter. Jeg hænger mig dog ikke i den slags detaljer, for både spillet og grafikken er overordentlig velpoleret og rigtig gennemført. Det burde nærmest være med tvang, at man satte andre udviklere ned for at spille Biowares produkter, så de kunne se, hvordan et spil skulle se ud, når det lanceres. Det er komplet, poleret og testet for fejl. Musikken er desuden i fryd for øret. Store, flotte symfonier skaber præcis de stemninger som holdet havde tiltænkt spillet, og de pifter tit en heftig kamp yderligere op.

Dragon Age: Origins er et spil, du bør holde øje med, uanset hvilke spilgenrer du normalt foretrækker. Det står besnærende tæt på Top 3-sejrsskamlen over spil fra Bioware, og det er vel at mærke et firma, der endnu har til gode, at producere et reelt dårligt spil. Den mørke og meget voksne historie vil suge dig ind og tryllebinde dig, og den næsten ufejlbarlige blanding af episk handling, heftige kampe og et figurgalleri som man bliver dybt forelsket i, er noget du ikke bør snyde dig selv for.