Ratchet & Clank: A Crack in Time

Der er adskillige grunde til at jeg stadig i dag får julelys i øjnene når første nyheder om et nyt Rachet & Clank-eventyr rammer nettet. En af dem er at serien på det nærmeste er blevet en slags tidlig juletradition for mig, der stammer helt tilbage fra seriens afsnit på Playstation 2. En anden er at der er tale om den slags karakter-drevne platformseventyr som definerede 16bit generationen, og som de fleste udviklere synes helt at have glemt i dag.

Den vigtigste grund er dog at Ratchet & Clank stadig byder på noget helt unikt, og noget som i dagens spilverden er tydeligere end nogensinde før. Hvor udviklerfokusset i dag synes at have flyttet sig komplet over på realisme, historier med gråtoner og kynisme er Ratchet & Clank nemlig i stedet oplevelsen der satser alle kræfterne på smil, hygge og naiv humor i topklasse.

Smilet kan du godt gøre dig klar til at finde frem med det samme, for som du muligvis ved hvis du spillede "Quest for Booty" har Insomniac valgt at genintroducere Dr. Nefarious som spillets hovedskurk. Den kuriøse, skrigende, truende og udspekulerede diktator af en vanvidsrobot, er foruden makkerparret selv, Insomniacs sjoveste karakter til dato. Hans ekstreme had til alt organisk liv og samarbejdet med robot-butleren Lawrence, har givet udvikleren mulighed for at fylde rigt på med dialoger og situationer så sjove, at vanvids-duoen sagtens kunne være stjerner i deres eget spil.

Foruden at være Ratchet og Clanks nyeste eventyr, er A Crack In Time også afslutningen på den Future-trilogi som også inkluderer "Tools of Destruction" og "Quest for Booty", ikke at du behøver at have spillet disse for at kunne følge med i det nyeste eventyr. Zoni'erne har dog ledt Clank til en base midten af universet, der foruden at ligne et enormt ur, også sørger for at holde styr på tiden i hele galaksen, efter tidligere eksperimenter med tidsmaskiner lavede rod i det hele.

Tidsmanipulation er derfor spillets største nye emne, og som altid er det Clank der får lov til at udføre spillets alternative missioner. Denne gang er Insomniac blevet inspireret af Braid, og derfor vil du finde kontakter der kan lave midlertidige kopier af Clank, så han kan være flere steder på en gang. Evnen skal naturligvis bruges til at aktivere låse og åbne for døre, og missionerne er med længder de mest tankekrævende sidemissioner serien endnu har budt på, dog uden at være straffende.

Hos Ratchet er alt i til sammenligning som man forventer det og selvom hovedmålet stadig er at finde Clank, blandes Lombax-folkets skæbne igen ind i historien. Derfor møder man efter kort tid general Alistar Azimuth, der foruden at være en af de få overlevende Lombax'es, også har en plan for hvordan folkets skæbne kan ændres. Azimuth's tilstedeværelse fungerer dog primært som et ekstra virkemiddel til historien, og har ikke nogen stor indflydelse på selve spillet.

Hoveddelen af spillet består naturligvis af at skyde fjender til atomer, og ganske ligesom tidligere betyder det igen et enormt våbenarsenal. Våbendepotet inkluderer i højere grad end tidligere gengangere, som dog er blevet bedre balanceret og sjovere at bruge. Snigskytteriflen markerer nu for eksempel svagpunkter på hver fjende, mens haglgeværet nu kun kan bruges når man er ekstremt tæt på modstanderen.

Insomniac har yderligere lavet en krydsning af tidligere våbensystemer, således at enkelte af våbnene kun kan gøres bedre ved flittig brug, mens andre kan udvides med hemmelige dele, der oftest resulterer i helt nye effekter.

Rejserne mellem de mange forskellige planeter får man igen selv lov til at tage kontrol over, og med kontrollen over egen rumraket har Insomniac endelig valgt igen at inkludere de mange kampe i rummet. Det er dog ikke kampene der er den egentlige bonus ved nu selv at kunne bestemme sin færd i rummet, men i stedet muligheden for at lande på de mange mikro-planeter som er spredt ud over galaksen.

Hver af disse mikro-planeter fungerer som en bonusmission der enten giver dig en ekstra våbenudvidelse, penge eller en Zoni som kan opgradere din rumrakets evner. Udvikleren har yderligere benyttet disse bonusmissioner til at tilføje spillet mere platformshopperi, end det har været tilfældet i mange af seriens forrige, skydeglade episoder.

Når en udvikler er så flittig til at sende nye afsnit af en spilserie ud som Insomniac har været med Rachet & Clank, er det ofte med en negativ tone vi anmeldere bruger ordet genbrug, men der er ingen vej ud om at A Crack in Time er en af de sjældne undtagelser til denne regel.

I stedet for at skulle slås med en ny konsol og ny teknologi, eller indordne sig under strikse størrelsesrestriktioner, virker det nemlig denne gang som om Insomniac har kunnet fokusere på at lave det bedst mulige spil. Det betyder at udvikleren slavisk er gået igennem alle de tidligere spil og lånt flittigt af alle de bedste ideer, for til sidst at pakke det ind i en verden så farveglad og legesyg at man bare lige skal se hvad der gemmer sig om næste hjørne.

Her er udfordrende "Gladiator Challenges", Zoni-jagter på raket-rulleskøjter og en sværhedsgrad der har fået et nøk op, således at selv erfarende fans vil skulle genspille flere sektioner adskillige gange. Som om dette ikke var nok er her også tale om det længste og mest pakkede Ratchet & Clank-spil til dato, specielt hvis man lider af samlermani og insistere på at ville besejre enhver udfordring.

Havde man håbet på at dette ville blive Rachet & Clank-eventyret hvor Insomniac en gang for alle valgte at gå helt nye veje, vil man ganske sikkert blive skuffet. Men har man i stedet savnet at serien vendte tilbage til gårsdagens kvaliteter og styrker, er dette et retur fuld af sjov tegnefilmshumor, heftig action og timevis af udfordring.

Ratchet & Clank: A Crack in Time er med andre ord det sjoveste spil i serien siden det fem år gamle Ratchet & Clank: Up Your Arsenal landede på Playstation 2, sjovt nok også med Dr. Nefarious som superskurk.