Mario & Sonic at the Olympic Winter Games

Det første der sker når man starter spillet op, er at man vises en utrolig ambitiøs introduktionsfilm, som viser de mange minispil man kan lege med. Den er så godt skruet sammen at selv skøjteløb ser sjovt ud. Dette kan blive fantastisk når jeg at tænke, før jeg trykker mig videre til hovedmenuen. Der er hele tiden små ventepauser hvor konsollen arbejder, og det er faktisk et af spillets problemer, for uanset hvad jeg vil skal der hele tiden indlæses data. Hvis jeg vil se hvad der er af minspil skal jeg vente 30 sekunder, før jeg kan få adgang til menuen, og vil jeg tilbage til hovedmenuen er der også lidt ventetid.

At der skal være plads til indlæsningstider kan jeg godt forstå, men da dette er et såkaldt festspil med multiplayer i tankerne, havde jeg håbet på at der var arbejdet lidt mere med sagerne. Ventetiden er dog for det meste det værd, for spillet har også sine lyse sider.

Skihop og sneboldskrig er faktisk rigtig sjovt, men de er også de eneste af minispillene hvor kontrollen fungerer som den skal. I resten af spillene er kontrollen nemlig så upræcis, at du kan være helt sikker på at din figur vil gøre det modsatte af hvad du bad ham eller hende om. Slalom er et godt eksempel på dette. Vil du dreje til venstre skal controlleren peges stille mod venstre, og gør du det for voldsomt vælger figuren at hoppe i stedet for. Efter at have brugt alt for lang tid på at bakse med kontrollen, besluttede vi os for helt at springe denne disciplin over og i stedet fokusere på nogle af de andre, resultatet var dog næsten det samme med resten af pakken.

Mario & Sonic at the Olympic Games indeholder dog et stort antal minispil som du kan lege med, og selvom nogle er fyldte med problemer, findes der enkelte perler i mellem. Det første der blev prøvet var jo naturligvis kunstskøjteløb med Doctor Eggman. Det var hysterisk morsomst at se en mand godt oppe i 40'erene og med en kæmpe vom, udfolde sig som elegant atlet af fineste slags. Men selvom det var sjovt at se på, var underholdningen begrænset fordi selve spillet er komplet indholdsløst. Figuren bevæger sig automatisk gennem banen, og det er umuligt at påvirke hvorhen den skøjter. Det eneste spilleren derfor skal gøre er at ryste hæmningsløst med controlleren, hvilket er kedeligt allerede fra første sekund.

Curling minder meget om bowling-spillet fra Wii Sports, og kan faktisk være sjovt at spille med andre spillere. Spilleren skal sigte og skyde sig ind på stenen, før man bliver bedt om at lave en sving-bevægelse med controlleren. Når det bliver resten af holdets tur, skal der fejes voldsomt med de virtuelle koster. Samarbejdet er essentielt i denne disciplin, og det gør det faktisk overraskende sjovt. Rollerne byttes om efter hvert kast, hvilket betyder at hele holdet hives ind i kampen.

Skihop er også ganske ligetil. Igen er det eneste du egentlig skal gøre at ryste controlleren på det rigtige tidspunkt, men det er dog sjovt at se hvem der kan lave det længste hop. Det holder ikke i længden, men er en fin afbrækker fra curling-spillet. Sneboldkrig er som tidligere nævnt en af de sjoveste discipliner, og byder op en smule taktik ved at have steder hvor man gemme sig, mens man laver flere snebolde. Der sigtes med Z-knappen og så er der ellers bare at fyre løs.

Der er ingen tvivl om at Mario & Sonic at the Olympic Winter Games er tiltænkt det yngre publikum, og da jeg efter at have spillet det til anmeldelse, gav det videre til min lillesøster, var det for hende som om jul, fødselsdag og sommerferie var blevet slået sammen til en dag. Selv om vi ældre og mere erfarende spillere derfor vil ærgre os over den dårlig kontrol, de lange indlæsningstider er det dog væsentligt at holde sig for hovedet, at du sagtens kan smide lidt ekstra på den samlede karakter, hvis du er en af de helt unge Wii-spillere.