Det første der popper op i mit hoved når jeg hører IO Interactive er den særdeles voksne snigmorderserie Hitman, bankrøverne Kane & Lynch og actionspillet Freedom Fighters. Familievenlige, små og sukkersøde tegneserieninjaer med komisk store hoveder er absolut ikke noget man normalt associerer med den danske spiludvikler. Det laves der nu om på.

Mød Hiro, som sammen med sine indledningsvist forsvundne ninjavenner, sætter sig for at bekæmpe den onde samurai som er godt i gang med at endevende den naturlige balance. Ved at forvandle små, søde dyr der kunne være fra Hakkebakkeskoven, til små, næsten ligeså søde, men særdeles onde, samuraier, bygger han en enorm hær som skal tjene hans mål om verdensdominans.

Hiro starter spillet med et begrænset udbud af kampteknikker og trylletricks, men på hans vej gennem spillet lærer han nye evner ved at bekæmpe fjender og finde gemte altre. Befreide ninjavenner slår sig sammen med Hiro, og disse har naturligvis deres egne angreb og specialtricks. Ganske tidligt i spillet kan man allerede kaste om sig med et stort udvalg af tryllerier, og uddele flade med en mængde comboer, men man opdager dog hurtigt at man kun behøver at bruge de færreste for at komme igennem spillet.

Jeg endte med at spille næsten hele spillet igennem med Hiro, og brugte faktisk kun kæmpen Futo til at tæve den ene slags fjende som kræver at man benytter denne specifikke ninja. Det er synd at spillet ikke i højere grad kræver at man engagerer sig i kampsystemet, og at det relativt store repertoire af ninjaer og trylleformularer faktisk ikke bruges til andet end at bekæmpe kedsomhed, fordi fjenderne ikke yder nogen modstand.

Mini Ninjas er ufatteligt charmerende på mange måder, ikke mindst visuelt. Landskaberne man bevæger sig rundt i er for det meste enkelt udformet - tænk The Legend of Zelda: Windwaker - og hvad enten det er jungle, snelandskab, gravplads eller landsbyer finder man altid små visuelle finesser i form af flammer, tåge, skygger og lignende. Når det er bedst emmer det af nydelige og livlige tengeserielandskaber, der er en fryd at navigere sig rundt i, men det kammer dog desværre til tider over med den visuelle minimalisme, og enkelte steder har det hele en tendens til at se lidt simpelt ud, men det andre gang bliver decideret kedeligt at se på.

Dette er en annonce:

Eventyrelementerne i spillet begrænser sig for det meste til udforskning af områder i jagten på gemte hemmeligheder, og relativt få bosser der alle har en fatal svaghed. Jeg savner en historie som motiverer til at fortsætte fra område til område. Hele handlingsforløbet i spillet bliver aldrig mere kompleks end at den onde samurai-leder sender en boss til en by, som du så må kæmpe og snige dig frem til og besejre, før det hele gentages igen. Det hele kædes sammen af små filmsekvenser, men det bliver hurtigt alt for genkendeligt. Der er heller ingen forklaringer eller præsentationer af bosserne. Det eneste der mangler er at en stemme ville fortælle at prinsessen var i et andet slot.

På trods af åbenlyse svagheder i historie, kampene og variationen er Mini Ninjas et spil som til tider gør mig helt blød i knæene med sin charme. Morsomme, og måske lidt ensformige fjender og til nydeligt design gjorde en del af oplevelsen mindeværdig, og spillet føles unikt på mange områder. Når det er bedst er det en blanding af The Legend of Zelda: Wind Waker og Sly Racoon, og har en fin balance mellem humor og alvor, dog hele tiden holdt inden for familiespil-rammerne. Selv om IO Interactive forud for spillets lancering hævdede at dette var et spil for både børn og voksene, er det børnene der vil reagere bedst på spillet. Her er dog tale om et charmerende bekendtskab for families yngste spillere.