Metroid Prime Trilogy

Spol tilbage til år 2002. Samus undersøger en rumstation, som er blevet angrebet af rumpriater, da ærkefjenden Ridley pludselig blander sig. En sprængt station senere flyver hun ned til Tallon IV for at stoppe piraternes planer. Der udforsker hun en fremmed verden med meget vekslende miljøer, bl.a. de steghede og tørre Magmoor Caverns og de topmoderne og nu klassiske Phendrana Drifts. Bare nogle minutter senere (i år 2002) forsøger hun at finde svaret på, hvad der skete med en forskningsgruppe, der er havnet i en strid over planeten Aether, og dette fører til dimensionshoppende eventyr. Sidst, men ikke mindst sendes hun, i år 2007, ud sammen med en gruppe dusørjægere.

At have alle tre enkeltstående eventyr på samme skive, er på en og samme tid, fantastisk og forvirrende. Jeg vil spille alle sammen på en gang, men må nøjes med at skifte lidt rundt mellem dem alle. Trilogien er tilgængelig fra hovedmenuen, hvor du også vælger dit save game og kan tage et kig på ekstra materialet. Når du så vælger et af eventyrerne, så går de straks igen, uden nye startmenuer. Alligevel er det hverken svært, at få fat i Fusion-dragten i Metroid Prime eller multiplayerdelen i Echoes.

En anden forandring er, at alle tre spil, giver dig en række bonusikoner alt efter hvordan du klarer dig, altså præcis som Achievements-systemet i Metroid Prime 3: Corruption. Belønningen er en del ekstra materiale, der naturligvis kan nydes ved siden af, og som fans af serien vil elske. Det vigtigste ved denne udgivelse af Metroid Prime er dog styringen.

Selvom Metroid Prime og Metroid Prime 2: Echoes var strålende spil, så er det et faktum, at spillene var gode, til trods for GameCube-kontrolleren, og ikke takket være den. At hele tiden behøve at låse sigtet for at kunne bevæge sig, var et irriterende oplæg, der af flere omgange var præget af frustration. Jeg kan sagtens huske alle de tilfælde, hvor jeg ville se nærmere på en eller anden ufarlig billedeskærm, for kun at blive slagtet af rumpirater i stedet for. Av, det gjorde ondt.

Det problem kom vi helt uden om i Corruption, hvilket gjorde at treeren matchede de to andre spils design og kvalitet, men havde en bedre styring. Jeg kunne sagtens leve med lidt påduttet Wii-tamtam, hvis det samtidig betød, at jeg nu, helt ubesværet kunne styre Samus rundt. Med det avancerede kontrolsystem kunne jeg bevæge mig frit rundt og vælge mine egne mål. Ville jeg så siden låse sigtet fast, så kunne jeg gøre dette.

Når nu Echoes og ikke mindst det første Metroid Prime, har samme geniale styring, så kan jeg endelig fortrænge de GameCube-relaterede mareridt som jeg havde. Nu står den bare på ren nydelse. For begge spil er i den grad stadig en nydelse. Metroid Prime er stadig skridtet før fornyelserne, og det var dengang serien føltes allermest som Metroid skal føles. Minimal handling, maksimal stemning og muligheden for at gå på opdagelse. Når man ankommer til et nyt område, får man muligheden for at gennemsøge det hele for hemmeligheder. Præcis sådan skal det være.

I sammenligning med Metroid Prime 2: Echoes, der føles lige lovligt stramt styret og med et ringere banedesign, er Metroid Prime det bedste, men til gengæld er stemningen i toeren meget lig Metroid Fusion, og det er et spil, der har en del klokkerene skræksekvenser - nogle øjeblikke hvor panikken ikke bare kommer snigende, men engang i mellem nærmest slår dig i hovedet med en kasserolle. Mekanikken med de kun få sikkerhedszoner er også ret unik for serien - det er noget der skaber en meget anderledes spillestil.

Så her, i bagklogskabens klare lys, hvor der er mulighed for at sammenligne alle tre spil, så virker etteren mest overbevisende. Det er også interessant (og en smule tragisk) at Metroid Prime fra 2002, stadig er smukkere end 93% af alle andre Wii-spil. Lyssætningen er brutal og mange af effekterne er stadig klokkerene. Når nu vi taler om effekterne, så er nogle af dem også forsvundet på kanonarmen. Eftersom de ikke bevægede sig frit i det oprindelige spil, så ville de ikke kunne genbruges i en arm, hvor man selv bestemmer retningen. I Echoes fungerede det anderledes og derfor er effekten der stadig i dette spil. Imens er Corruption, der som bekendt blev udviklet specifikt til Wii, lige den tand flottere, men ikke som f.eks. i forskellen mellem Halo: Combat Evolve og Halo 2. At alle tre spil også nu kan afvikles ved 480p, gør den grafiske forskel en smule mindre, til GameCube-spillenes fordel.

En sjov lille ting er i øvrigt indpakningen. Alle eksemplarer af Metroid Prime Trilogy kaldes for Collector's Edition - og ja, det er vel først og fremmest samlerne og den faste fanbase, der vil investere i pakken og spille "Metroid som de oprindelig var tiltænkt" Men at kalde alle tre spil (der ligger på samme skive) samt en ny styring og et 16:9-format for eksklusivt bonusmateriale, der nok at strække den lige lovligt langt. Det eneste eksklusive ved denne udgave er faktisk et vandpyt dybt hæfte, der sammenfatter handlingen og antyder, at det hele udspiller sig efter Metroid: Zero Mission. Der er ikke engang en fræk metalæske, nogle download-koder til de tidligere spil eller en Samus-figur med i købet. Tyndt.

En ting er dog sikker; nu pensionerer jeg mine gamle eksemplarer af spillene. Metroid Prime Trilogy er med den nye styring, det bedste bud på en velfungerende FPS-serie til Wii. Har du ikke tidligere spillet Prime-serien, så er det bare at komme i gang, og har du gjort det, så har du sikkert nået at glemme, hvordan de var dengang. Tre Metroid-spil for et spils priser, er uanset hvad godt. Så megen spilglæde har jeg ikke set siden The Orange Box. Se at få købt det!