Godzilla: King of the Monsters

Selvom Gareth Edwards' film fra 2014 forbliver en kontroversiel film, så er det nu alligevel ganske let at sætte pris på det store ambitionsniveau instruktøren fremviste i hans fortolkning af det ikoniske filmmonster. Filmen, trods sine fejl i de små persinlige historier, tilbød et velsammensat spektakel af diabolske dimensioner, og den etablerede et dybt, ekspansivt og ikke mindst interessant filmunivers, som nærmest tiggede om at blive udforsket yderligere. Du har måske allerede gættet at jeg er særligt stor tilhænger af netop dette portræt af karakteren. Jeg var villig til at tilgive de små narrative spidsfindigheder på grund af de slående billeder, de fantastisk koreograferede action-sekvenser og ikke mindst den dramatiske spænding som Edwards formåede at implementere i hver eneste scene.

Nu er fem år er gået, og i mellemtiden er selveste King Kong blevet tilføjet til dette såkaldte "Monster Verse". Det er blevet tid til den uundgåelige efterfølger, en efterfølger der er en dramatisk mavepladsker sammenlignet med 2014's milde soppen. Godzilla II: King of Monsters byder endnu engang velkommen til Gojira selv på vor klodes overflade, men giver ham denne gang et bred galleri af bæster at lege tagfat med, som alle er lånt fra hans univers, og som er inspireret af japansk popkultur, såsom Rhodan og Mothra. Ja, selv Ghiddorah er den primære "skurk" her.

Så lad os gå direkte til stålet. Er filmen god? Kort sagt? Nej. Det er den slet ikke. Men det kommer vi til.

Fem år er gået siden dette monsterunivers blev født med Godzilla, og lige siden begivenhederne med MUTO-væsnerne og et San Fransisco i ruiner har monsteret ligget i dvale. I mellemtiden har den hemmelighedsfulde organisation Monarch fundet en række andre urvæsener som de har døbt "Titans", de har sågar etableret at disse blev betragtet som planetens første guder, og flere har rødder i bestemte kulturer. Dog er det sjove snart forbi, for de er alle ved at vågne. Det skyldes blandt andet handlingerne fra vores hovedcast, nemlig Dr. Emma Russell spillet af Vera Farmiga, Dr. Mark Russell der spilles af Kyle Chandler samt deres datter Maidson der spilles af Millie Bobby Brown som du kender fra Stranger Things. En brutal gruppe økoterrorister ledt af Charles Dance er desuden med til at skynde på processen ved at kapre ORCA-maskinen (som er filmens McGuffin). Jordkloden er slagmarken, hvor disse formidable væsner nu skal afgøre hvem der er stærkest, og om hvorvidt der er plads til mennesker overhovedet.

Og så er vor to narrativer etableret. I det store billede handler det om disse titaners opvågnelse, og om hvorvidt vi, som Ken Watanebe siger i den første film, skal; "let them fight". Det smallere, mere intime og personlige narrativ, der har til formål at agere anker og dermed jordbinde den større fortælling handler dynamikken imellem disse tre iturevne familiemedlemmer.

Desværre virker hverken det store eller det lille narrativ synderligt effektivt, men lad os lige slå i bakgear. Ewards er ikke længere instruktør, og erstattet af Trick R' Treat- og Krampus-instruktør Michael Dougherty, og det bliver hurtigt tydeligt at Edwards' flair for dramatisk filmsprog, eller bare drama der faktisk er relaterbart og troværdigt, er helt væk. Præcis hvordan vi er nået hertil er svært at gætte på. Hele ideen bag 2014's Godzilla var nemlig at de menneskelige historier var til stede, men udelukkende som kontekst, og de blev desuden holdt forsætteligt simple for at fastholde publikummets fokus på spektaklet. Ja, filmen fra 2014 bruger meget tid på ikke at vise Gojira, men man ved med det samme at det alt sammen er for at gøre hans egentlig tilstedeværelser mere tilfredsstillende. Dialogen, interaktionerne karaktererne imellem er med vilje hurtige og letfordøjelige - det er derfor hele opsætningen virker. Den narrative rygrad er seriøs, ja, men fordi du ikke dvæler alt for meget ved karakterens individuelle motivationer, så sætter du ikke nær lige så meget spørgsmålstegn ved dem.

Og som jeg skrev før, så virker Godzilla II: King of Monsters grundlæggende ikke rigtig. Først og fremmest forsøger filmen sig med et mere B-filmsinspireret filmsprog, som skaberne bag åbenbart synes at filmen havde brug for, men det hele går aldrig rigtig op i en højere enhed. Karakterer træffer konstant ulogiske beslutninger, der er blevet indsat kunstige monologer hist og her, og visse karaktermotivationer er direkte uforstålige. Og når ja, så er det masser, og jeg mener masser, af malplacerede komiske sidebemærkninger - og puns. Selvom filmen i det mindste prøver at sælge dig ideen om sin centrale præmis, så satser den aldrig helt og aldeles på én af de to identiteter den jongelerer med, nemlig en campy b-filmsvibe eller et seriøst ødelæggelsesopus. Det ubehagelige mellemleje imellem disse to størrelser er... ja, ubehageligt at være vidne til det meste af tiden.

At kigge på selve monstrene er ikke nær lige så tilfredsstillende i den her omgang heller. Selvom der er en række skelsættende og spændende billeder hist og her, så er der absolut intet i denne film der kommer tæt på HALO-hoppet eller MUTO-angrebet på toget i den første film. Faktisk, selvom hvert eneste monster er farvekoordineret så de tilbyder lidt visuel variation, så blandes de alle sammen til én stor grå masse. Jeg er sikker på at det egentlige tekniske CG-niveau her indfrier de forventninger en moderne biografgænger har til sådanne effekter, men problemet er bare er disse storslåede sekvenser er relativt ringe koreograferet, og derfor registrerer seeren bare ikke hvem der er hvem, hvor man skal kigge hen og om hvorvidt det man ser er flot eller ej - man stirrer sig blind i spektakler. Det er problemet med action i et vist størrelsesforhold, medmindre man meget forsigtigt og yndefuldt har positioneret disse væsener på en sådan måde at en seer kan forstå og sætte pris på skalaen og den visuelle overdådighed, så bliver scenerne ganske irellevante, for den mavepuster som filmen sigter efter at give dig rammer ved siden af. Naturligvis er der visse billeder der netop påviser overfor seereen hvor storslået det hele er, men alle disse øjeblikke findes i traileren. Det mest af tiden udover disse lysglimt bruges på at se store grå skabninger wrestle.

Vort centrale cast gør hvad de kan med det materiale de får udleveret, men selvom både Farmiga og Chandler begge er erfarne skuespillere den uden tvivl dedikerer sig selv helhjertet til deres karakterer og de dertilhørende emotionelle baggrunde, så er ingen af dem synderligt troværdige eller følelsesmæssigt relaterbare. Desuden kommer Millie Bobby Brown lidt skidt fra start i en verden udenfor Stranger Things her, for hun virker mere som om at hun har travlt med at vise rækkevidde som skuespillerinde snarere end at dykke helt ned i hendes karakter - men det kan være at det er filmens narrative identitet generelt der kommer i vejen her. Der er endnu engang et større bicast, men ingen af disse karakterer får materiale eller eksponering nok til at gøre dem mindeværdige. Der er nogle millitærfolk som får navne, men som man ikke kan huske i det sekund du har forladt biografen, der er nogle Monarch-forskere såsom Zhang Ziyi, som man finder ud af faktisk spiller to identiske tvillinger, som vist er designet til chokere seereren. Hvorfor vides ikke.

Den narrative jordbundenhed mangler altså - på alle tænkelige måder - men problemet er at der ikke er nogen velkoreograferet, velsammensat action til at fjerne fokus fra den kedelige dialog, de mækværdige motivationsmæssige uoverensstemmelser og den overliggende kedsommelighed ved det hele.

Det er ikke let at lave en Godzilla-film. Selve præmissen er svær, og King of Monsters-historien ville altid have været besværlig at sælge. Desværre ved ikke at helt og holdent dedikere sig til ét bestemt filmsprog bliver det hurtigt tydeligt efter slutteksterne ruller over lærredet, at filmen faktisk ikke rigtig har noget at sige, og den den havde at sige fik publikummet til at grine. Og grine det gjorde de. Mange gange. Og ikke på en god måde. Tænk det dog ikke som at filmen er grinagtigt ringe, for det er den ikke. De små grinende grynt fra publikummet i salen er mere et direkte resultat af filmens manglende tydelige identitet. Lad os sige det sådan her - Guardians of the Galaxy er sjov, men når den så er seriøs så føles det hverken ufortjent eller fremmed for seeren, fordi det at skifte narrativt gear passer ind i det samlede billede. Batman v Superman: Dawn of Justice er bundseriøs, men når den forsøger sig med en vittighed eller to, så føles det nærmest som et fjendtlige fremmedlegne, en virus der inficerer den pågældende scene, som publikummet øjeblikkeligt identificerer som uvelkomment. Det er tydeligt at Dougherty forsøger at indsætte samme dobbeltsidede narrative komposition i King of Monsters, og han har haft succes med dette før, da Trick R' Treat netop pardannede klassiske gysersekvenser med lidt komisk krydderi. I King of Monsters virker det bare overhovedet ikke.

Godzilla II: King of Monsters er ikke direkte forfærdelig, og så sandelig vil dem med forventningerne skruet godt og grundigt ned finde aspekter af oplevelsen at nyde, men når nu jeg, og måske du, ved at Godzilla-film kan så meget mere, netop fordi at 2014-versionen formåede at gøre netop dette, så kan denne film ikke meget mere end at skuffe.