Blood & Truth

Blood & Truth fra Sony-ejede London Studios er prototypen på den type spil, de fleste nok havde forestillet sig passede perfekt til VR, inden de forskellige headsets landede i vores stuer: Et førstepersons skydespil med et bredt udvalg af skydevåben, masser af set pieces og en hårdkogt historie om familiekarteller, organdonation og internationale skyggeorganisationer. Giv mig de briller for fanden! Be the action hero er spillets tagline og langt hen ad vejen lever Blood & Truth op til det løfte med tilfredsstillende skuddueller og en klichefyldt men veloplagt historie.

Netop historien fylder overraskende meget i spillet. Jeg vil tro, at ca. 25 % af det 5-6 timer lange spil er dig og en anden karakter, der snakker - uden nogen egentlig interaktion fra din side. Det gør dog ikke så meget. Dels fordi dialogen og skuespilspræstationerne er ret veloplagte, men også fordi det giver en tiltrængt pause fra de hektiske missioner, der udgør hovedparten af spillet.

Blood & Truth begynder i et forhørslokale. Vores hovedperson, Ryan Marks, er i alvorlige juridiske problemer - hvorfor ved vi ikke - men via flashbacks får vi lidt efter lidt samlet puslespillet. Det ville være en skam at afsløre for meget om historien, for selvom dens elementer er velkendte, leverer den stadig en række små twists allerede i sine første timer, hvorfor det afgjort er sjovest at gå nogenlunde blank ind til den. Hvor London Studios med kortformatsforgængeren The London Heist kanaliserede cockney-gangsterfilm som Lock, Stock & Two Smoking Barrels, har udvikleren denne gang kigget mere mod vest og fundet inspiration i klassiske Hollywood-actionfilm, men Blood & Truth har stadig noget umiskendeligt britisk over sig, der stikker dybere end brugen af London som det primære miljø. Man mærker det i Ryan og soldaterkammeraten Deacons humoristiske banter, i spillets brovtende hovedskurk og i de grime-tracks, der spiller på diverse stereoanlæg in-game. De humoristiske og hårdkogte elementer, som for eksempel et herligt museumsbesøg, forløses bedre end de følelsesladede ditto og selvom der er nok klicheer, har London Studios ikke noget problem med at holde dampen oppe helt indtil målstregen.

Selvom historien fylder meget, er der som nævnt stadig masser af plads til adrenalinpumpende action. Blood & Truth indeholder et markør-baseret bevægelsessystem, hvor du med et knaptryk bevæger dig fra punkt til punkt. Det er også muligt at strafe mellem hjørner og somme tider kan du vælge forskellige veje gennem banen. Det kan lyde lidt begrænset, men i praksis fungerer systemet glimrende. For det første er spillet fra bunden designet omkring dette system. Hver af Ryans hænder er repræsenteret af en move controller og du har næsten altid begge hænder i brug. Og da move controlleren som bekendt ikke er udstyret med analoge sticks, ville fri bevægelighed slet ikke være muligt med spillets nuværende styring. Som erstatning for frihed for du stramt udførte sekvenser med overraskende høj variation rent gameplaymæssigt. For ud over at skyde skal der dirkes låse op, placeres sprængstoffer og slukkes for alarmer. Alle elementer involverer små minispil og har en herlig taktil fornemmelse. Derudover skal der ofte klatres på vægge og stilladser, hvor VR-funktionaliteten for alvor kommer til sin ret. Jeg har givetvis set åndssvag ud, men det føltes helt rigtigt at gribe fast om den satser og stænger og trække mig op og decideret badass, når jeg dinglende i én hånd 50 meter over jorden trak min seksløber frem og sendte to håndlangere mod de evige jagtmarker for derefter at hylstre våbnet og klatre videre.

Skydedelen er dog stadig showets helt store stjerne, for det føles ganske enkelt fremragende at pløje sig igennem den mindre hær, der står i vejen for Ryan. Playstation VR har ikke ligefrem markedets bedste tracking, men jeg oplevede sjældent problemer og det var derfor gnidningsfrit og meget tilfredsstillende at sigte og affyre det vellydende og brede arsenal, Blood & Truth disker op med. Det basale behov er således opfyldt, men det der får spillet til for alvor at udmærke sig, er den variation og finesse, London Studios udstyrer deres titel med: Alle våben tages frem eller hylstres ved at føre dem til enten hoften (pistoler) eller om bag ryggen (shotguns, granatkastere, automatvåben), du reloader ved at tage et nyt magasin fra brystet og fysisk føre det hen til våbnet, det er muligt at sigte gennem våbnets sigte, din pump-action shotgun reloades ved fysisk at trække forenden tilbage og alle 2-håndsvåben kan benyttes med 1 hånd, men bliver mere præcise, hvis du bruger din anden hånd som støtte og jeg kunne blive ved. Det er alt sammen ting, der er med til at gøre Blood & Truth til et særdeles sofistikeret skydetelt og det bevirkede, at jeg på intet tidspunkt savnede en mere fri bevægelighed, for det ville med al sandsynlighed være sket på bekostning af disse ting. Derfor skal ordet skydetelt bestemt ikke forstås negativt og det er værd at huske, at VR kan noget andet end traditionelle spiloplevelser. Indlevelsen er mere fysisk og derfor behøver kompleksiteten ikke være høj for skabe en oplevelse, der føles givende, særligt når præsentationen er så gennemført som her.

For det kan virkelig mærkes, at Blood & Truth i VR-regi er en rigtig stor produktion. Spillet tager dig igennem en mellemøstlig krigszone, et casino, en forladt byggeplads, et kunstmuseum, i høj hastighed gennem Londons gader og ombord på et privatfly. Fælles for miljøerne er, at de er realiseret med høj detaljegrad og i visse tilfælde kunstnerisk overskud. Allerbedst tager karaktermodellerne sig ud med deres livagtige ansigter og naturlige animationer, som gør de mere stillestående dialogsekvenser til en fornøjelse. Den flotte visuelle side bakkes godt op af soundtracket, der blander det urbane Londons grime med mere klassiske instrumentale spionfilmstemaer. Især hovedtemaet, der lyder som Mission Impossible tilsat et hip-hop beat, har fundet vej ind i mine øregange og truer med ikke at forsvinde lige foreløbig.

Blood & Truth er dog ikke perfekt på præsentationssiden. Det er nærmest ligeså sikkert som amen i kirken, at førstepersonsspil i VR indeholder sin del, skal vi sige, akavede øjeblikke. På det punkt er Blood & Truth, til trods for sine høje produktionsværdier, ikke anderledes. De i VR allestedsnærværende fritsvævende hænder er og bliver et sært syn - især når du på magisk vis fører dem gennem massive flader som et stålbord (som åbenbart også har evnen til at sluge andre genstande som mapper og krus). Og så er der noget gammeldags over den glatte måde Ryan Marks bevæger sig fremad på, som var han placeret på en kamera-slider. Faktisk fremstår de ovenstående ting endnu mere markante, netop fordi Blood & Truths præsentation ellers er så gennemført.

Og nu hvor vi er ved det negative, så er det ikke en spil for jer, der har let til bevægelsessyge i VR. Jeg er ikke udpræget sart, men fik gentagne gange opbygget en solid omgang kvalme efter ca. 30-45 minutters spil. Blood & Truth har godt nok en comfort mode, der mørklægger udkanten af skærmen ved bevægelse, men kvalmen kom ikke desto mindre stadig snigende.

Kvalme eller ej, så er Blood & Truth et skamløst underholdende spil og et godt eksempel på, hvor godt spil med et begrænset scope udført til UG passer til VR. For selvom London Studios' titel "bare" er et skydetelt, når det kommer til stykket, er det så velfungerende, varieret og detaljeorienteret, at det ikke gør noget som helst. For Playstation VR er det endnu et stærkt, eksklusivt kort på hånden og for alle os sofa-actionhelte en mulighed for at lade den indre Ethan Hunt komme frem. Nu må I have mig undskyldt. Jeg bliver nødt til at trække lidt frisk luft.