Draugen

"Walking simulators" er en omdiskuteret størrelse. For nogen giver det mening at reducere historiedrevne spil til det punkt, hvor man nærmest ikke kan tale om gameplay. For andre er det en deal breaker, og fjerner noget af det vigtigste ved mediet. Red Thread Games, som også står bag Dreamfall Chapters, er vendt tilbage med Draugen, en såkaldt "fjord noir", som leverer mystik og smukke omgivelser i 20'ernes Norge. Her er ingen våben eller slåskampe. I stedet er det psyken hos hovedpersonen Edward, der kommer på en prøvelse i de ensomme omgivelser. Vi har vandret gennem Graavik på kryds og tværs, for at finde ud af, om denne psykologiske thriller er ligeså spændende, som det lader til.

Draugen er et af de ultra-korte indie-spil, som tager de tomme omgivelser, og vender det til sin fordel med spørgsmålet "hvorfor er der ingen mennesker?!". Som den amerikanske akademiker Edward er du på jagt efter din forsvundne søster Elizabeth, og med dig har du din følgesvend Lizzie. De to ankommer til Graavik, hvor Elizabeth angiveligt skulle være taget hen, men byen er stille som graven. Familien Friedland, som skulle tage imod Edward, er heller ikke hjemme, og tøvende må Edward indtage deres hus, mens han udforsker den lille flække og dens mørke historie gennem efterladte breve og andre spor.

De to hovedkarakterer er som nat og dag. Hvor Edward er en lærd, høflig og videnskabeligt tænkende herre er Lizzie en energisk, ung og ofte fjollet kvinde. Deres dynamik er glimrende, og gennem det ganske korte spil lykkes det Red Thread at give os en fornemmelse af Edward som en fysisk skrøbelig, men rationel mand, før man ser at hans psyke er endnu mere upålidelig end hans stakkede åndedræt. Lizzie er en glimrende modpol, og karaktererne er derfor ganske vellykkede. Resten af karaktergalleriet, som man primært møder indirekte gennem breve og fortællingen som helhed, er også godt sat sammen.

Den visuelle udførsel er generelt ganske udmærket. Fra det glinsende vand til de flot realiserede detaljer som tegninger, logbøger og smykker, man studerer nærmere, så er det tydeligt, at det er her arbejdet er lagt. Desværre er det tydeligt, at den stort set eneste karakter, man taler med, har givet problemer for udviklerne. Lizzies lip sync er fuldkommen elendig, og det er distraherende, når man har dialoger med hende. På den positive side er stemmerne ganske veludførte, så hvis man kan kigge på noget andet imens, så kan man komme forbi dette lidt uheldige element.

Det er dog en skam, at Draugens historie, i hvert fald for mig, falder en smule fladt. Det kan ikke overleveres her, uden at spoile fuldkommen, men for mig føles det som et godt koncept, som ikke rigtig er blevet fuldbyrdet. Der sker bizarre ting undervejs, men enten er de aldeles uforståelige, og bliver ikke rigtig forklaret, eller også ser man dem komme. Uden at kende spillets pris (den er ukendt før release), så vil det være svært for mig at anbefale det maks tre timer lange spil, når det mest centrale element ikke rigtig leverer varen. Draugen efterlod mig med følelsen af "nå, var det det?", og uden noget som helst andet i pakken, så er det ikke nok. Disse spil bør inspirere, eller være mere interessante at udforske. Muligvis give sig bedre tid, ligesom Firewatch gjorde. Det er en svær genre at knække koden med, og desværre gør Draugen det heller ikke.