Skate 2

Igen, igen, igen, igen! Ved det femte forsøg lykkes det endelig, og fotografen lader mig vælge hvilket af de mange billeder han har knipset, jeg vil bruge til artiklen i magasinet. Men jeg ved at jeg kan gøre det bedre, og derfor siger jeg til ham, at vi lige gør det hele igen. 17 forsøg senere sidder tricket der endelig, lige som jeg havde forestillet mig det skulle se ud. Jeg betegnes normalt ikke som en person med et overskud af tålmodighed, men Skate 2 gør det ganske simpelt sjovt at være komplet håbløs, og det er i sig selv en kvalitet.

Som en af de tilsyneladende eneste anmeldere, der aldrig rigtig fik taget sig tid til at fordybe sig i det første Skate, er der nemlig en hulens masse at lære, og selvom jeg godt kendte til det roste kontrolsystem, er det at mestre det, en sand kunst. Venstre analog styrepind bruges til at kontrollere den mest basale kontrol, som for eksempel hvilken vej man vil bevæge sig, mens højre analog styrepind kontrollerer hovedpersonens vægtfordeling på skateboardet, og altså dermed hvilke tricks man laver.

Kontrollen var en vaskeægte genrerevolution i det originale Skate, og her har intet ændret sig i Skate 2. Ved yderligere at sænke kameraet, så der i højere grad fokuseres på boardet frem på personen, samt sørge for at holde opgaverne mere jordnære end hos konkurrenterne, er her tale om genrens mest realistiske oplevelse til dato, og det endda med en pæn afstand.

Det er også i kontrollen, at mange af efterfølgerens nyheder skal findes, for spilstudiet har brugt mindst ligeså mange kræfter på at uddybe, hvad der var godt før, som på at udbygge spillet med nye muligheder. Dette demonstreres bedst ved at trick-repertoiret er blevet kraftigt opdateret, men uden at det på nogen måde har gjort kontrollen mere kompleks. Derfor kan grabs nu laves med begge hænder, ligesom det er muligt, at skabe afstand mellem personen og boardet midt i et trick - hvilket alt sammen naturligvis kan kombineres med de muligheder man i forvejen havde.

Hvis du bare har læst en smule om Skate 2 inden denne anmeldelse, vil du dog vide at den største forskel de to spil i mellem, er at du denne gang kan stige af boardet. Kontrollen virker ganske vist en smule kantet og upoleret når man er til bens, men muligheden for at kunne bevæge sig op på ellers utilgængelige afsatser, gør at man får dendnu mere lyst til at udforske de mange områder. Bedst er dog, at man til bens kan flytte rundt med forskellige dele af verden, det værende alt fra bænke til ramper, kasser og skraldespande. Dette giver både mulighed for at få adgang til uudforskede områder, samt at sammentømre konstruktioner, der kan bruges til improviserede tricks.

Legepladsen man bevæger sig rundt på, hedder denne gang New San Vanelona og er som navnet antyder, igen en udvidelse af en af de mest essentielle dele fra det første spil. Mulighederne for vanvittige spring og specielt fald er altid til stede, og hver lille afsats, hjørne, kantsten og stakit kan altid tages i brug. Måske for imødekomme nybegyndere, belønnes man denne gang også for de mest brutale fald, og i stedet for blot at give en pointbonus, harspilstudiet lavet et system, der nøjagtig viser dig hvilke knogler er blevet knust.

Kritikken af det første Skate var næsten den samme fra alle sider, og Black Box skal have stor ros for at have rettet det meste, men alligevel er det svært ikke at sidde tilbage med følelsen af, at der kun er tale om mere af det samme, når man spiller Skate 2. Det må være en aldeles utaknemmelig opgave, at skulle videreudvikle et spil, der ved udgivelsen blev kåret som en genrerevolution, men den sympati rækker ikke voldsomt langt, når man har punget ud for spillet.

Verdenen virker ofte for stor og uoverskuelig, og kort tid efter man er gået i gang står man på egen hånd. Tilliden fra udvikleren er bemærkelsesværdig, men man kan hurtigt komme til at føle sig lidt fortabt, mens man leder efter det næste kapitel i spillets historie. Størrelsen på spilverdenen er forsøgt kompenseret ved at lade dig bruge en slags teleportering, der i teorien skulle lade dig springe fra den ene ende af kortet til den anden, men på katastrofal vis, er det ikke altid at disse rent findes som markeret på kortet.

Ærgerligt er det også at ens egen figur ligner noget fra et tidligt PlayStation 2-spil, specielt fordi introduktionener ultra cool lavet, og med virkelige skuespillere præsenterer persongalleriet på samme B-film vis, som vi også kender fra Need for Speed.

Mest problematisk er dog at det hele føles for velkendt, hvis man har stiftet bekendtskab med det første spil. Jeg tøver ikke et sekund med at kalde Skate 2 det bedste skateboardingspil på markedet, det sørger kontrollen alene for, men det skal ikke afholde mig fra at håbe på at det uundgåelige Skate 3 byder på mere originalitet i forhold til genren, og ikke kun serien.