FAR: Lone Sails

Spil som Journey, Flower og Inside efterlader helt særlige aftryk i sjælen, og det gør de delvist fordi de på trods af mekanisk simplicitet har en helt klar mission foran sig. Spil som disse ønsker at fortælle subtile historier via effektive miljømæssige virkemidler og enkle men velsammensatte mekanikker. Mange prøver, men kun få lykkedes men denne mission, men disse opløftes derefter også til ikonisk status, så det er ingen overraskelse at mange prøver.

Udvikleren Okomotive udgav FAR: Lone Sails sidste år, og prøvede at opnå samme status, og selvom selve anerkendelsen har haltet, så fortjener netop denne "lille" oplevelse at sidde på samme hylder som de førnævnte ikoniske titler.

I FAR: Lone Sails spiller du som en navneløs, kutteklædt skikkelse, som godt nok ligner en miniature-udgave af Journey-karakteren, som forlader sit hjem, der efterhånden er blevet slidt i stykker af stærke vinde, tørke, hagl og andre miljømæssige faretegn. Skikkelsen gør dette ved hjælp af det såkaldte "Okomotive", et køretøj som engang var et symbol på en civiliseret, industrialiseret verden, men nu er den sidste rest af hvad vi engang kendte.

Spillet foregår i 2D, altså ses det fra siden, og det er op dig at undslippe din triste tilværelse ved hjælp af dit Okomotive, men det sker naturligvis ikke af sig selv. Et Okomotive skal bruge brændstof, som du naturligvis støder på løbende, den skal presse damp ud, den skal have sat sejl op - ja, der er en række processer som alle opereres ved at hoppe ind i store røde knapper, som er placeret rundt omkring inde i køretøjet. Der er godt nok tale om små opgaver, men de skal alle varetages løbende, og som spillet kører derudad tilføjes flere mekanikker.

Disse opgaver betyder dog ikke at spillet er mere åbent, eller giver spilleren mere magt over oplevelsens tempo - dette er stadig en filmisk, lineær og temposat oplevelse, som er designet til at bringe dig fra start til slut på relativt forudbestemt facon. Selve vedligeholdelsen af dit Okomotive gør dog at du er langt mere investeret end man eksempelvis er i Limbo. Selvom der bare er tale om illusioner her, så føler du som spiller at du har en indflydelse på om dette Okomotive kører, og hvor gnidningsfri rejsen bliver.

Der er desuden puslespil at udføre udenfor køretøjet også. Du kan ende med at sidde fast i mudder, eller støde ind i en væg, hvor du så skal ud for at rydde vejen. Synderligt avanceret bliver det aldrig, men disse gåder kommer heller aldrig i vejen for dig og historien, musikken og udseendet. De er der bare som naturlig forlængelse, og er med til at etablere et tilknytningsforhold, og gud hvor det virker.

Men det er ikke engang det bedste, for folkene hos Okomotive (ja, studiet hedder det samme) har formået at kreere en oplevelse der både ser gudesmuk ud, og særligt lyder fabelagtigt. Som du kan se via trailerne kombinerer spillet håndtegnede baggrunde med animeret 3D-grafik, og selvom farvepaletten er sparsom er det simpelthen vidunderligt at se på. Det ligner nærmest at studie har taget inspiration fra Ubisofts UbiArt-grafikmotor, til at skabe denne analoge visuelle identitet. Desuden leverer komponist Joel Schoch der ikke bare er perfekt accentueret til oplevelsen, men bør opleves af enhver der har hang til eletronika-lydlandskaber blandet med symfonisk storslåethed.

FAR: Lone Sails er ikke langt, faktisk er det kun et par timer, og man ville kunne argumentere for at selvom at spil ofte holder ved lidt for længe i en søgen efter at være "pengene værd", så slipper spillet en lidt for kort. Jeg var i hvert fald klar til mere, og mente ikke at potentialet helt var blevet udnyttet idet slutteksterne rullede over skærmen. Desuden kunne man også have ønsket at ens Okomotive måske havde fået en opgradering ekstra eller to, der havde forøget nødvendigheden af at vedligeholde det igennem rejsen. Igen, her er der tale om en oplevelse der er "short & sweet", men jeg havde ønsket mig lidt mere.

Når det så er sagt, så er FAR: Lone Sails et spil der fortjener din opmærksomhed, og ikke bare det, studiet fortjener dine penge, for her taler vi om et hold der kan komme til at levere noget endnu større en dag, og jeg glæder mig allerede. Og jeg savner allerede mit Okomotive.