World War Z

Det er snart 10 år siden at Valve udgav Left 4 Dead 2, og lige siden har fans verden over ventet febrilsk på en efterfølger. Ja, projekter som Killing Floor 2 er da udkommet i mellemtiden, der har forsøgt at præsentere samme intense kooperative zombie-knusende oplevelse, men det har bare ikke helt været det samme. Der har manglet den der overvældende nervøsitet idet de udøde vælter imod gruppen af spillere, der byder horden velkommen med den ene salve efter den anden.

World War Z, som er baseret på bogen (og særligt filmen) af samme navn holder ikke tilbage med hvilken slags hul i markedet det ønsker at udfylde. Det her er spil der eksisterer som direkte modsvar på Valves modvillighed på at sætte et stort, tykt 3-tal på noget som helst. Du kan kalde det en spirituel forlængelse af Left 4 Dead, du kan kalde det en direkte kopi bare i tredjeperson - ja, det er sådan set lige meget. Pointen er at spillet går efter at skabe præcis samme stemning, og et langt stykke hen ad vejen, til min egen store overraskelse, så lykkedes det faktisk.

Spillet foregår i det univers som de fleste nok er blevet eksponeret for enten via Max Brooks' geniale roman, eller via Marc Forsters filmfortolkning med Brad Pitt i hovedrollen fra 2013. På klassisk vis inficeres store dele af verdens befolkning af en virus, der forvandler de smittede til blodtørstige skabninger, men hvor disse væsner i eksempelvis The Walking Dead er vraltende, døsige og relativt harmløse hvis man holder afstand, så opfører virussen i World War Z sig mere som rabies. De her monstre spænder efter dig, og deres kollektive viljestyrke er så stærk, at de kan forcere bjerge, mure og alt derimellem. Med andre ord er netop dette univers ganske rammende for en spilfortolkning, og hvad passer bedre end at benytte den højt elskede struktur som Valve introducerede os for for så mange år siden.

Mere specifikt består spillet af 11 kooperative missioner, hvor du og tre andre spillere (eller computerstyrede allierede) skal kæmpe jer igennem forladte gader, knuste bygninger og dystre kloaker, og her vil lynhurtige og glubske zombier komme efter jer i hobetal. Faktisk kan der være tusindvis af zombier som del af bare én bølge, og her har i kun hinandens hjælp til at overleve, og naturligvis et værktøj eller to. World War Z er ganske effektivt sammensat på denne måde. Hver eneste bane har ikke én narrativ plotstruktur, men adskillige, og det betyder at du rejser rundt over hele kloden som forskellige karakterer. Der er altså både æstetisk men også strukturel variation indbygget i spillets baner, men om du er i det fugtige Tokyo eller i det iskolde Moskva, så findes der få situationer så intense, som når I som hold har brugt et minuts tid på at forberede jer på den kommende horde, og så bare se dem spæne imod jer.

Selve konceptet sidder altså i skabet. Der er variation, der er intensitet, og det kooperative sammenspil imellem karaktererne er også ganske bevidst designet. Som du bevæger dig fra område til område overfaldes du (naturligvis) af en række forskellig zombie-typer, og disse er designet til at belønne teamwork. Eksempelvis kan en Brute neutralisere en holdkammerat, og her skal de andre så skubbe ham til side. En Hazmat skal skydes i hovedet, ellers slipper den en gassky løs. Spiller I på højere sværhedsgrader er samarbejde og måske endda direkte kommunikation altafgørende. Og når ja - friendly fire er altid på.

Desværre følger den tekniske præstation og præcision ikke det høje ambitionsniveau, og selvom World War Z har alle de rigtige intentioner, og meget af det rigtige indhold, så føles det at spille det ofte lidt stift. Eksempelvis begår spillet det utrolige fejltagelse ikke at inkludere et rullefald. Det er således umuligt at komme ad vejen hurtigt, skulle zombier sværme omkring dig, og når nu man som spiller er så vant til netop sådan en mekanik i et action-spil i tredjeperson føles man begrænset når denne fjernes. Faktisk er både bevægelse og det at pege og skyde med sine våben lidt rigidt. Netop det at skyde er ikke direkte dårligt implementeret eller optimeret, men der er ikke samme flydende overgang som man kunne have håbet, og det bliver særligt problematisk når zombier er i alle retninger, og man hurtigt skal ændre retning i flere omgange.

Faktisk er World War Z dog relativt behageligt at se og høre på. Til trods for at dette ikke helt kan påstås at være en AAA-produktion. Man bliver nødt til at tage hatten en kende af for Saber Interactive, der afslørede spillet med relativt middelmådig grafik, for så at have arbejdet længe og hårdt på et visuelt detaljeret slutprodukt. Selve omgivelserne er fyldt med små visuelle særpræg som man kun kan sætte pris på hvis man udforsker lidt, og netop fordi spillets diverse episoder foregår over hele verden er du forskellige karakterer hver gang. Dog gør denne narrative adspredelse at du absolut intet forhold får til nogle af disse mennesker, så den visuelle variation går tabt i anonymitet.

Samtidig var der en lang række tekniske fejl i testperioden, som til og med er foregået efter den kontroversielle lancering, hvor servere gik ned i flere omgange. Dette skete ikke for os, men hvad vi dog oplevede var teksturer der poppede ind og ud, stemmeskuespil der gled helt ud til fordel for reallyd og våben der ikke ville genlade midt i kampens hede. Disse var små frustationsmomenter, men de var mange, og derfor nævnes det her.

Der er fem karakterklasser i World War Z, nemlig Gunslinger, Exterminator, Slasher, Fixer og Medic, og disse kan godt nok gøres relativt distinkte fra hinanden via et relativt ekstensivt opgraderingssystem, som lader dig åbne op for nye evner og forbedre eksisterende af slagsen. Det er ikke nødvendigt i starten, men bliver det så absolut hvis du og dit hold ønsker at dyste på de højere sværhedsgrader. Men der går dog alt, alt for lang tid før disse klasser føles unikke nok til at man gider at gå op i ens valg. Du starter med specifikke våben, men kan hurtigt bytte klassespecifikke våben ud med andre du finder i banen, og medmindre I er hardcore har samtlige klasser samme evner og mangler. Her ville det måske have været rart med et mere rigidt system, hvor ens klasse kunne bestemte ting, for at gøre samarbejde nødvendigt selv på den letteste sværhedsgrad.

Det tog mig omtrent otte timer at gennemføre kampagnen, og selvom der naturligvis er mulighed for at kaste sig hovedkulds tilbage i banerne på højere sværhedsgrader i søgen efter ekstra XP, så er der ikke helt samme genspilsningsværdi som i Left 4 Dead 2. Der er godt nok en PvP-del, hvor du kan skyde på andre spillere, samtidig med at zombierne vælter ind. Ideen er zombierne skaber en mere ligevægtig slagmark, så alle spillere har mulighed for at kunne falde nogen i ryggen, der har hænderne fulde med blodtørstige udøde. Ideen er såmænd god nok, men de lidt stive bevægelsesmønstre er desværre ekstra tydelige her, og et tredjepersonsskydespil uden noget ordentligt cover-system eller rullefald føles bare stift, og PvP sætter nærmest spotlys på denne afgørende fejl.

Stadig, for 300 kroner er der nu en masse underholdning i World War Z, tag ikke fejl af det, og det man absolut må give spillet er at underholdningsværdien er ret høj når horderne af tusindvis af zombier vælter ind i den arena du og dine holdkammerater har arrangeret. Du burde kunne få mindst 15-20 timers glæde ud af spillet, og det er selvom du ikke bliver bidt af søgen efter ekstra XP. Desuden har Saber afsløret, at der er langt mere indhold på vej, og skulle de tilføje lidt flere bevægelsesmuligheder, så sidder vi med et hit.