Prince of Persia

Hvis prinsen fra Prince of Persia var en levende monark med blåt blod i årerne, ville der ikke være nogen, der ville kunne bebrejde ham, hvis han efterhånden var stødt ind i lidt af en identitetskrise. Fra akrobatisk outsider til dunkel krigertornado, videre over forvirret skizofren til rapkæftet tegneseriehelt - der er efterhånden ikke den personlighed, som moder Ubisoft ikke har afprøvet på ham.

Og personligheden er det første, jeg bliver bedt om at acceptere, få sekunder efter at have trykket start. Mens en sandstorm har travlt med at viske skærmen fuld af kedelige sepiafarver, er prinsen og hans nye sæt af livlige klæder, nemlig aldrig svære at få øje på. Det samme gælder for den nye gejst, og da jeg få sekunder senere hjælper til med en flugtaktion, kvitteres der med et stort smil, og en kommentar, der minder om noget fra en Naruto-tegnefilm.

Flugtaktionen er Ubisofts måde at introducere Elika, den omdiskuterede tilføjelse til serien, der allerede er blevet navndøbt alt fra "Yorda-wannabe" til "Ubisofts hovsa- løsning". Elika er et smukt visualiseret sidestykke til prinsen, der uden at skrige Girl Power, alligevel gennemgående får det sidste ord. Måske vigtigere er dog hendes magiske kræfter, der lader prinsen genstarte, når et hop fejlbedømmes, giver ham ekstra længde i sine spring, og healer de dæmonplagede områder, der gennemsyrer hele spillet.

Historien fortæller om den mørke gud Ahriman, der er genopstået, og som nu er fast besluttet på at opsluge alt lys og liv i et uendeligt mørke. Elika føler sig skyldig, fordi hendes fader har været katalysatoren for det hele, samt at hun har adgang til Ormazds, lysets gud, sidste kræfter.

Spilmæssigt betyder kampen mellem lys og mørke, at banerne bør gennemføres mindst to gange. Som standard er alt nemlig indhyllet i mørke, og først når man har fundet vej til banens midte, kan Elika bruge sine magiske kræfter til at heale området. Når dette er sket, er det kvindelige sidestykke dog så afkræftet, at man skal gå på jagt efter de Lights Seeds, som nu er spredt ud over den farvefulde bane. Disse genopfylder ikke kun de magiske kræfter, men åbner også op for adgang til nye baner, i de fire tematiserede verdener på det inkluderede kort.

Bevægelse er alt i Prince of Persia, og indsamlingen af Light Seeds er spillets undskyldning for at vende tilbage til rødderne, det helt basale platformspil, hvor omverdenen er udfordringen. I jagten på de lysende objekter, får parret nemlig masser af muligheder for at vise de akrobatiske evner. Umulige hop til rådne, knækkede bjælker er hverdag, og ligeså er det, at løbe på mure, kilometer over den nærmeste overflade, samt i sidste sekund, at gribe fat i de små stykker klippe, der giver det sidste momentum. Prinsen og Elika er smidigere og mere elegant animeret, end nogensinde før, lige meget, hvor drabelig situationen ser ud. Der er altid tid til at Elika hopper op på ryggen af prinsen, eller at de laver en elegant svingom for at bytte position, oftest endda med en kvik kommentar.

Den yndefulde bevægelse og de altid tilstedeværende, drabelige hop, betyder dog ikke, at man skal være spilekspert, for at kunne følge med. Faktisk oplevede jeg den største indikation af Ubisofts ønske om, at det nye Prince of Persia skal være til det brede marked, allerede første gang jeg blev givet fuld kontrol over prisens evner. I et ønske om at imødekomme alle, har udvikleren nemlig automatiseret mange af de bevægelser, der oftest skal igangsættes med et knaptryk eller to. Det hele er en tand for nemt, og derfor har man i stedet valgt at lade udfordringen ligge i de unaturlige knapkombinationer til de bevægelser, man rent faktisk selv har kontrol over.

Et dobbelthop er derfor ikke to tryk på hop-knappen som det ellers altid er, men i stedet to tryk på to forskellige knapper. Ideologien bag kontrollen er god og logisk, og meningen har været at knapperne hver især altid skal repræsentere de samme elementer, uanset situationen. Fordi Elika altid kaldes frem ved at trykke på en specifik knap, skal denne knap altså bruges i et dobbelthop hvor hun hjælper med sine magiske kræfter. Det reelle resultat er dog en lettere ulogisk kontrol, der uden at skabe store problemer, er et offer for en god ide, i stedet for godt spildesign.

Ønsket om det brede marked, går igen i de cinematiske kampe, der byder på mere slik for øjnene end egentligt indhold. Slag, hop, greb, magi og blokade, burde være grobund for kreative kampe, men i stedet finder man hurtigt ud af, at den samme rytme kan og bør bruges i enhver kamp. Lige meget hvor grumme fjenderne, er der nemlig ikke en eneste af dem der synes at have bare en smule intelligens, og alle reagerer de ene og alene ud fra fastlagte mønstre. Derfor kan de altid brydes med lidt magi, kastes op i luften og sidenhen slåes på igen og igen, eller skubbes ud over en kant. Det ser lækkert ud, de første mange gange, men bliver alt for ensformigt i længden, og måske derfor er der i den grad sparet på kampene, der kun optræder som pusterum til den egentlige platformspils-oplevelse.

Lige meget om der er tale om farlige hop eller dødelige kampe, får du dog aldrig konsekvenserne at føle, for Elika er altid ved din side. Elika er i bund og grund personificeringen af de egenskaber som Ubisoft første gang i indførte i det tidligere Sands of Time, og som lod dig spole tiden tilbage for at gentage fallerede fald. Forskellen fra dengang og til nu, er blot at de restriktioner til systemet, der førhen gav udfordring, nu er pist borte. Elika genopliver dig gang på gang helt automatisk, og den eneste straf er en hånende kommentar eller et "ups" fra prinsen. Selv skulle du falde i kamp, er Elika der med det samme, og det hele går så hurtigt, at konsekvenserne ved at dø fuldstændig udviskes - alle skal jo kunne være med, og helst uden at blive straffet.

Når nu der er brugt så meget fokus på at afrunde hver lille del af spillet, så alle kan være med, kan man undre sig over den tegnefilmslignende grafik, i en tid hvor fotorealisme synes, at være det eneste rigtige for det overvældende flertal. Design og udførsel er måbende smukt, vanvittig lækkert farvelagt og altid silkeblødt. Figurerne er på en og samme tid ikoniske, levende og troværdige, på trods af at prinsens nyfundne personlighed i høj grad vil være en smagssag.

Der er ingen vej uden om, at det hårde arbejde med, at fintune en serie, der tidligere var et klassisk eksempel på et simpelt, men særdeles solidt spil, har kostet meget af den originale charme. Prince of Persia er i stedet for at være bannerfører, nu i stedet blevet et spil, der ønsker at efterligne de spil, der startede ud som kopier af det originale Prince of Persia - og det efterlader det i en underlig situation. Er man på jagt efter følelsen af få fysiske grænser i spilform, gør Mirror's Edge det bedre. Er det i stedet eventyret, der lokker, er både Uncharted: Drake's Fortune og Tomb Raider stærke konkurrenter, der byder på flere muligheder, og indeholder samme solide kvaliteter.

Derfor ender Prince of Persia som en grafisk perle, der rent spilmæssigt primært vil tiltale de spillere, som gerne vil have hele oplevelsen serveret, uden egentlig at skulle tænke sig om, eller forvente særlig stor udfordring. Alt fungerer som planlagt, er helt igennem solidt, men blot lettere uinteressant. Det er som en slags letfordøjelig McDonalds-menu i spilform, der uden egentlig smag eller indhold stadig vil blive hugget i sig af mange, men kun husket af få som noget ganske specielt.