Tomb Raider: Underworld

Jeg trykker på Start-knappen, vælger et nyt spil - og kun sekunder senere, eksploderer skærmen i et inferno af slikkende flammer og mursten. Frøken Crofts velkendte liebhaveri står i lys lue, og alt, jeg ellers forbinder med Tomb Raider, forsvinder som dug for solen. Jeg har intet sted at teste mine akrobatiske færdigheder, og ingen mulighed for at løbe rundt i hendes veltrimmede have og nyde synet af den majestætiske bygning. I stedet står jeg i et røgfyldt lokale med knuste døre og nedfaldne spær. Uret tikker...

Tomb Raider: Underworld bruger ikke tiden på at pylre om dig. Croft Manor er naturligvis en slags tutorial, der udruster dig med de mest basale evner og en forståelse af, hvad den engelske adelspige kan, men det er lækkert camoufleret i en tempomæssig god start, der både fortæller- og oplevelsesmæssigt, får mig til at hænge fast ved skærmen. Specielt da sekvensen slutter, og jeg transporteres tilbage til begivenhederne, der går forud for det hele.

Og det er egentlig spillets største force i denne omgang. Plottet trækker naturligvis på ting, der foregik i de tidligere spil, og som i øvrigt kan findes i en slags opsummering i menusystemet, hvis man da ellers har været fraværende de senere år, men det er primært i det originale spil fra 1996, at Underworld finder sin tyngde, og det klæder i den grad spillet. Hvad skete der med Laras mor, hvorfor hænger Thors hammer stadig over plottet som en tung, sort sky og hvor er hendes far rejst hen? Og hvad med Natla? Tro mig, du skal nok få en god portion Tomb Raider-nostalgi.

Tomb Raider Underworld er dog andet og mere, end bare en god historie og et sæt rosenrøde briller til de mest hærdede fans, det er også et velpoleret spil, der både i styring, tempo og grafik leverer et eventyr, der på få sekunder transporterer mig tilbage til 1996 og får mig til at blive ekstremt nysgerrig. Hvad gemmer den klippeafsats på? Hvordan kommer jeg hele vejen ned i den slugt og op igen? Og mest bydende af alt; kan jeg overhovedet hoppe helt derover?

De fleste af den slags spørgsmål, behøver man heldigvis ikke stille sig selv ofte, for styringen af Lara er intuitiv. Enhver afsats, der gemmer på en gabende slugt, får fruentimmeret til at stoppe brat op, mens selv de mest kiksede hop fra min side, bliver rettet af, således at hun alligevel ender der, hvor jeg gerne ville have hende hen. Og skulle man alligevel ikke kunne gennemskue banernes opbygning, så er der hjælp at hente fra menuen, der gerne smider hjælpsomme vink med en vognstang efter dig.

Det virker til gengæld som om kameraet har gjort det til sin livslange mission, at modarbejde den ellers så glidende styring, ved konstant at flakke rundt om dig. Hiver du det mod højre, så vil det til venstre, retter du det ind, så du kan se en platform foran dig og dermed bedømme afstanden, så lægger det sig gerne bagved en frodig bregne eller lige op ad en mur. Og går du hen til en kant og peger det nedad, så ender det med at hænge fast i ryggen på den ellers så smukke gravrøver. Efter at have rodet med serien så længe, er det lidt af en nitte, at Crystal Dynamics stadig ikke har fundet en løsning på dette problem.

Selv samme kritik kan egentlig rettes mod spillets sigte-system, der dog heldigvis ikke er en bærende del af Underworld. Kampene er tit forvirrende, præget af hurtige kameraskift, hvor Lara enten står naglet til jorden eller hopper forvildet rundt, mens hun affyrer sine to pistoler. Og når de ikke er det, så er de i stedet en smule kedelige, en slags hvem-dør-først saloon-dueller, hvor man bare holder øje med sit livmeter, mens man hamrer skulderknapperne i bund.

Tomb Raider-serien har dog altid været leveringsdygtig i eventyr og veltimede hop, og den del slækkes der ikke på i Underworld. Fra begyndelsen i et undervandstempel med en kæmpe blæksprutte, over et enormt fragtskib til Thailands frodige jungler, og senere en motorcykeljagt, er grobunden lagt til en oplevelse, der kun vokser sig større, som plottet udfolder sig og hemmelighederne afsløres. Præcis hvor du ender henne, er jeg nødt til at undgå, at komme ind på, for ikke at ødelægge oplevelsen.

Heldigvis behøver jeg ikke at båndlægge min begejstring for den visuelle behandling, som det amerikanske udviklerhold har smidt i Underworld. Alt funkler, horisonten synes uendelig, når et krystalblåt hav glitrer for dine fødder og en frodig, grøn jungle byder dig velkommen. Det samme gør sig gældende, når farvepaletten dæmpes, du hives ned i de gamle templer og kamre, i jagten på længst forsvundne klenodier. Hele fladskærmen dirrer nærmest, når man indtager et helt nyt sted - eller også var det bare mig der dirrede, men alligevel. Musikken er i øvrigt også bundsolid, og skaber de helt rigtige stemningsbilleder med sine flotte orkesterarrangementer. Om lydsiden nogensinde kan komme op på det niveau, som det første spil havde, er tvivlsomt, men forsøget er gjort, og det er på ingen måde spildt.

Underworld er ikke gravrøveri taget til et helt nyt niveau, men i stedet en sirlig polering af såvel ting fra Legend som Anniversay Edition, tilsat en masse nye plotmæssige drejninger, en endnu bedre styring og så desværre det samme gamle, flakkende kamera og halvirriterende auto-sigte. Delt op i kategorier kan det virke som et spil med en del problemer, men sat i konsollen og med en forventning om, at skulle opleve en række storslåede øjeblikke, skuffer det ikke - hverken fans eller nytilkomne.