Bioshock

Jeg havde næsten glemt, hvordan her var. Vandet, som langsomt pibler ind alle steder og lægger sig til at dø i hjørnerne. Og dieselolien, der forræderisk klæber sig til gulvet i forventning om at få lov til at smage på blot en enkelt, dødbringende gnist. For ikke at snakke om neonskiltene, som brænder mere og mere ud, jo længere jeg når i min færden.

Eller de tragiske skæbner, som uden varsel angriber mig i ustyrlige vredesudbrud, men alligevel undskylder, når det lykkes dem at flække min hjerneskal. Jeg havde næsten glemt, at alt, hvad jeg var, blev nulstillet i samme sekund, jeg satte fod i byen under havet. At alt, hvad jeg vidste, og alt, hvad jeg troede på, blev druknet, da jeg igen begav mig ned i dybet. Men der var én ting, jeg aldrig glemte: Rædslen. Chokket, som aldrig lagde sig, men blev lagret dybt inde i storhjernen og nu endnu en gang brøler frem og bombarderer mine pandelapper med gys og gru. "Velkommen til Rapture", siger stemmen i højttaleren. Naturligvis. For vi er jo alle sammen inviteret med til fest i helvedes forgård. Og det er muligt, jeg er velkommen, men jeg har kun ét for øje: At slippe ud på den anden side og stadig være i live.

Bioshock er endelig landet på PS3'eren godt et år efter, at Xbox-udgaven høstede flere roser, end man finder ved en middelstor blomsterhandler. Dengang blev spillet fremhævet for sin kompromisløse og gennemførte scenografi, som bortførte og slæbte spillere verden over med ned på havets bund til en af de mest mindeværdige oplevelser i spilhistorien. De fleste PS3-ejere ved godt, hvad Bioshock er for en størrelse, men for god ordens skyld skal spillets anslag alligevel beskrives ganske kort.

Året er 1960, og fra det øjeblik, man kommer til bevidsthed midt i Atlanterhavet - svømmende mellem de brændende rester af et passagerfly - er man pludselig en del af en virkelighed, som på én og samme tid føles som en drøm og et mareridt. Febrilsk forsøger man at undslippe flammehelvedet og svømmer mod det eneste, man kan se: Et tårn midt i havet, hvorfra en elevator fører hundrede favne ned til en storby i dybet. Den fantastiske metropol er skabt som elitens eget drømmesamfund isoleret fra alverdens dårligdom. Men straks ved ankomsten opdager man, at noget er gået grueligt galt i undervandsbyen Rapture.

Overalt angribes man af de sørgelige rester af byens indbyggere, som er korrumperet af genetiske eksperimenter, der skulle have gjort livet fuldendt, men i stedet har ødelagt de drømme, som byen er funderet på. Det er det mystiske stof Adam, som blev opdaget i et snegl-lignende væsen på havbunden, da byen blev skabt, der gav uanede muligheder for at lege gud, men konsekvenserne har vist sig at være grufulde. Hele vejen gennem det på én gang forfærdende og smukke Rapture præsenteres man for brudstykker af historien og indser, at der kun er én chance for at overleve undervandshelvedet: At gøre som de forfærdende indbyggere og selv sprøjte det frygtelige Adam ind i årerne uanset konsekvenserne...

Historien i Bioshock er fremragende skrevet og klemmer i den grad til om hjertet. Ikke mindst når man støder på de sørgeligste ofre for indbyggernes tragiske nemesis: De små piger, som trisser rundt og høster knoglemarven fra Raptures indbyggere, mens den mest fantastiske spilfigur i form af dykkeren Big Daddy beskytter hende. De små piger er nøglen til Raptures gådefulde fald fra tinderne, og kampene mod Big Daddy er så intelligent udtænkt, at man for altid vil huske dem. Et af Bioshocks største talenter er at krydre førstepersons-skydespillet med et krav om en original tilgang til opgørene med Big Daddy, hvis man vil gøre sig håb om at overleve. For en nøjere gennemgang af gameplayet kan Tanggaards anmeldelse fra sidste år anbefales. For nuværende er det PS3-udgavens kvaliteter, som skal behandles, og det er fra et anmeldersynspunkt en fuldstændig ligefrem opgave.

Bioshock på Playstation er nemlig et rendyrket deja-vu. Spillet ligner til forveksling Xbox-udgaven, og hvad er endnu vigtigere; det føles også som sin forgænger. Det er muligt, der er grafiske forskelle, men de er i så fald akademiske. Rapture ligner sig selv fuldstændigt, og PS3'en kaster lige så flittigt rundt med neonfarverne og de triste skæbner som Xbox'en. Det er tydeligt, at konverteringsarbejdet er blevet angrebet med ambition og loyalitet mod en oplevelse, som i den grad er afhængig af kærligheden til detaljerne. Det rindende vand og flammerne ser stadig imponerende ud, og Big Daddys angrebsbrøl og dødsskrig runger klart og flot ud gennem højttalerne.

Teknisk lever PS3-udgaven i enhver betydende henseende op til sit forlæg og gør det dermed muligt for PS3-ejerne at få præcis lige så stor en oplevelse ud af Bioshock som PC- og Xbox-ejerne. 2K har lovet eksklusivt indhold til PS3-udgaven, men det er endnu ikke lagt til download, hvilket er en af de få ting, man måske kan kritisere spillet for. Det ville nu engang have været passende at byde nye besøgende velkommen i Rapture med nyt indhold som tak for tålmodig venten. Og nej, en ny sværhedsgrad tæller ikke helt i min bog. At spillet stjæler fem gigabyte på harddisken er også småirriterende, men det er efterhånden ved at blive normen for PS3-spil, og det skal Bioshock ikke høre for.

På et mere overordnet plan kan det diskuteres, om ikke Bioshock begår nogle fodfejl undervejs i det flotte undervands-epos. Og svaret er, at det gør det naturligvis. Skiftet mellem plasmiderne - de genetiske våben, man sprøjter ind i sine blodårer undervejs - og de almindelige våben er en anelse klodset og koster i ny og næ et par grove tæsk. En sjælden gang oplever man også et lille hul i logikken bag historien, men de få irritations-momenter ligegyldiggøres i den grad af et brillant design og en forrygende og ikke mindst velfortalt historie, som enhver bør unde sig selv at opleve. Bioshock har været længe ventet på PS3, og nu kan vi konstatere, at operationen er lykkedes - det scenografisk mesterværk er intakt, og det samme er den gribende historie om menneskeligt forfald. Bioshock er stadig et fantastisk nemesis i dybet.