Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Fallout 3

Fallout 3

Tanggaard overlever en atomkrig og sætter sig for at redde verden. Redaktøren har spenderet 60 timer i Washingtons udbombe gader, og er klar til at fortælle om det.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Se videoanmeldelsen her

Et eller andet sted derude bag den sepiafarvede bakkekarm ligger Megaton, en by der, skræmmende nok, er bygget rundt omkring en ikke-detoneret atombombe. Vender jeg mig om og kigger i den anden retning, kan jeg næsten skimte centrum af Washington, badet i en sær eftermiddagssol, der får de tomme ruiner til at ligne krogede hænder, der grådigt strækker sig mod himlen.

Der må være mindst tredive grader inde i min Tesla-hjelm, og min plasmariffel føles tung og kluntet i mine hænder. Alligevel kan jeg ikke lade være med at smile; det postapokalyptiske landskab er blevet min legeplads, og jeg elsker hver en kvadratmeter af det bestrålede univers. Jeg kender det meste af undergrundsbanen som min egen baglomme, ved præcis hvornår underverdens rakkerpak af ghouls, super mutanter og lovløse, strejfer hvileløst rundt i gaderne, på jagt efter lette ofre - og så jeg har et fripas til at besøge citadellet, hvor The Brotherhood of Steel holder til; du ved, hvis jeg skulle få brug for våben eller specialtræning. Jo, jeg er begyndt at føle mig hjemme i Bethesdas seneste rollespil.

Man starter dog ikke livet som hærdet og vindbidt supersoldat, men i stedet som en pludrende baby i en kravlegård, dybt under jorden i Vault 101. Mens du tager dine første skridt i dette avancerede beskyttelsesrum, vælger du dit køn, de mest basale færdigheder og senere også dine overbevisninger i forhold til din omverden. Alle disse parametre danner rammerne for din spilfigur, og selvom de præsenteres på en mere opfindsom måde, end hvad der var tilfældet med The Elder Scrolls IV: Oblivion, så er ideen den samme, nemlig at give dig adgang til at nørkle med alle facetterne af din udvalgte helt.

Dette er en annonce:

Med de bagvedliggende statistikker og skabeloner udfyldt, slippes du så løs i den trøstesløse og gråbrune verden. Alt er bogstaveligt talt en ørkenvandring. Intet vokser normalt i Fallout 3's univers af nøgne grantræer, knastørre jord og bestrålede søer. Ikke engang i de mindre byer, er der meget at hente. Enhver drukket Nuka-cola, kan give dig en livsfarlig strålingssyge, mens alt for mange pakker af Med-X, gør dig afhængig af stoffer. Imens er der fare overalt. Forvoksede hvepse summer omkring dit hoved, tunge mutanter svinger hjemmelavede våben af brædder og rustne søm, og byens lovløse tømmer gerne hele magasiner efter dig, så snart du krydser gaden. Fallout 3's begyndelse er langt fra Oblivions, og til at starte med fandt jeg det en smule for råt og kompromisløst. Eller sagt på en anden måde; jeg døde konstant.

Men som du dedikerer tid til at lære VATS (Vault-tec Assisted Targeting System) bedre at kende, og begynder at fifle med dine såkaldte Perks, dukker der nye muligheder frem. Pludselig sigter du bedre, du kan hacke dig ind i forlængst glemte computerterminaler, og med lidt bedre talegaver, har du lettere ved at overtale andre til at sælge dig ting billigere, eller gå med til dine missionsbetingelser. VATS er i øvrigt spillets turbaserede funktion, der lader dig angribe forskellige kropsdele på dine fjender i slowmotion. Her uddeler du skud til hovedet, kroppen, armene eller benene, for herefter at lade systemet udregne den procentvise chance for, at de finder deres mål.

Det giver kampene et mere strategisk præg, hvor du det ene øjeblik kan kaste en granat mod en gruppe vilde hunde, og det næste sekund affyrer et oversavet jagtgevær på klodshold i hovedet på en lovløs - noget, der i øvrigt præmieres med en smukt koreograferet eksplosion af blod og hjernerester. Samtidig trækker det Fallout 3 en smule mere i retning af et turbaseret kampsystem, hvor det ikke kun er dine evner med joypaddet, der bestemmer, om du overlever. VATS er uden tvivl en smagssag, men jeg blev hurtigt ret vild med systemet.

Desværre er der ikke sket meget med mulighederne for, at indgå i dialog med de få overlevende, du støder på i den postapokalyptiske verden. Hvor Mass Effect tog de første skridt mod en mere dynamisk måde at præsentere samtaler på, så er Fallout 3 emne-træ på emne-træ, hvor du bare prøver alle svarmuligheder af, uden nogensinde at føle, at du i virkeligheden gør den store forskel. Dette er også tilfældet i de mange mellemscener, der kun aktiveres, når de skal og udspiller sig selv, uanset, om du fortager dig noget eller ej. For nogle kan det været et regulært knæfald, at Bethesdas rollespil indeholder en så steril dialog, men det er hverken værre eller bedre end Oblivion fra 2006. Det eneste, der gør en lille forskel, er det mere nuancerede stemmeskuespil.

Dette er en annonce:

Til gengæld er der svære ældningstegn at spore, når man bevæger sig rundt i den enorme verden. Grafisk går Fallout 3 med splitsekunders mellemrum fra betagende og episk til decideret pinligt og fyldt med mudrede overflader, noget der får det til at virke gammeldags. Du kan, ligesom i Oblivion, gå til alt, du kan se i horisonten, men gøres det fra tredjepersonsvinklen, så hopper billedet tit på grund af et ringe kamera, og du kan, som var du et spøgelse, gå gennem både buske, sten, og nogle gange murbrokker.

Samtidig er fjendernes kunstige intelligens ikke altid lige stram. Der er modstandere, som aldrig kan finde over selv de mindste murbrokker eller kasser, og dermed løber på stedet, mens du ubesværet tømmer kammeret for kugler. Der findes slimede monstrøsiteter, som med glæde kravler rundt foran det bord, du har taget tilflugt på, hvorefter du så let som ingenting, kan tæve dem til døde med et baseball-bat, og sidst men ikke mindst, så findes der fjender, der hellere end gerne stormer mod dig, kun for at få blæst hovedet til atomer, fordi du bare træder et par skridt bagud. De ødelægger til dels noget af oplevelsen, med der er heldigvis længere og længere mellem brølerne, jo længere du kommer i spillet.

Dog har Fallout 3 atmosfære i spandevis, og med en veludført verden, der emmer at 50'ernes fascinerende design, så er det svært ikke at blive totalt tryllebundet af universet. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg intet kender til Fallout forud for Bethesdas første forsøg, så jeg vil overhovedet ikke gøre mig klog på, hvorvidt denne treer træder i selvsamme fodspor og viderefører arven, men jeg er blevet godt og grundigt forelsket i alt fra historien til våbnene og de forskellige faktioner, og spillet har givet mig lyst til at grave flere informationer frem om de originale spil - og det må i den grad være en cadeau til Bethesda.

Fallout 3 er et spil, hvor kompasnålen kan svinge hvilken som helst vej og hvor enhver kritik eller manglen på selvsamme kan retfærdiggøres, når man skal forklare, hvorfor man hænger ubehjælpsomt fast i det, eller for længst har stillet det tilbage på hylden. For mit vedkomne har oplevelsen været overvældende, ikke mindst fordi spillets fuldstændig frie verden, gav mig mulighed for at vælge min helt egen vej gennem eventyret, samtidig med, at det konstant prikkede til min nysgerrighed. Samtidig må jeg dog indrømme, at Fallout 3 altså er Oblivion med pistoler, så var du allerede desillusioneret med indkøbet af The Elder Scrolls, og fandt du flere fejl end kvaliteter i det, så er der nok ikke meget at hente i Fallout 3.

Fallout 3Fallout 3Fallout 3Fallout 3
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
En helt ufattelig stort verden. VATS-systemet fungerer strålende. Mange timers underholdning. God historie. Lækre våben og færdigheder.
-
Ubalanceret kunstig intelligens. Irriterende loadetider. Rummer underlige fejl i såvel grafikken som i lyden.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • ChrilleMeister
    Da jeg spillede Fallout 3 for første gang i Januar 2011, blev jeg blæst væk af spillets utrolige kvalitet. Fallout 3 var det første RPG der... 9/10
  • alexander452
    Jeg vader rundt på må og få for at klare forskellige missioner, ensformigt kan det blive hvis man spiller det for længe. Historien: lige efter 2... 8/10
  • I TDA I RECON
    jeg sad og spillede fallout 3 det er meget godt hvordan det er opbygget men og jeg fatter ikke hele historien men det meste af spillet er godt fordi... 10/10
  • Snuggle
    Jeg skrev nogle anmeldelser som jeg "publicerede" på The Escapist. Derfor er de på engelsk, da jeg egentlig også fortrækker at skrive... 9/10
  • Dingbat
    Jeg har glædet mig rigtig meget til at anmelde Fallout 3. Som det single player spil jeg har brugt suverænt mest tid på, må jeg næsten have... 9/10
  • neeo007
    Grafikken. Grafikken, er god total god, men den skal være i første person, ikke i trejde person, fordi så ser det grimt ud. Den grafik kan man... 8/10
  • Rasmus92
    Hvordan beskriver man bedst et spil af så gigantisk proportioner som Fallout 3 uden at det bliver en ørkenvandring? Hvordan yder man det... 9/10

Relaterede tekster

Fallout 3: Mothership ZetaScore

Fallout 3: Mothership Zeta

ANMELDELSE. Skrevet af Jonas Mäki

Den står på rumrejser, hidsige fremmede og dødsstråler i hvad Bethesda betegner som den sidste udvidelse til Fallout 3. Jonas har kæmpet sig igennem den...

Fallout 3: Point LookoutScore

Fallout 3: Point Lookout

ANMELDELSE. Skrevet af Michael Bregnbak

Michael Bregnbak er taget på ferie i den radioaktive verden, og har befundet sig godt med benene dybt begravet i sumpen...



Indlæser mere indhold