Crysis Warhead

Crysis ville aldrig kunne leve op til den hype de tyske softwaresnedkere havde fået pisket op, ved at vise deres nyeste grafikteknologi forud for lanceringen. Men et udseende der så ud som om det kom fra fremtiden, og løfter om at det også ville kunne afvikles på maskiner der ikke havde deres eget personlige nukleare kraftværk, var der ingen grænser for hvor vildt Crysis ville blive. Det gjorde det bare ikke.

På trods af at vores svenske kollegaer tydeligvis mente noget andet, haltede Crysis på mange punkter. Historien der startede så spændende ud, kørte totalt af sporet mod slutningen, og endte i noget usammenhængende pladder. Spilbarheden, som i de første timer nød godt af at enhver situation kunne gribes an på flere forskellige måder, blev ligeledes drænet for muligheder hen mod slutningen. Balancen var så forskruet at våbnene ikke gjorde nogen synderlig skade, og selv den almægtige grafik kunne, som forventet, kun afvikles på særdeles heftige systemer.

Frem for blot at anerkende at Crysis ikke leverede den Hollywood inspirerede action-oplevelse man havde tiltænkt det, valgte udvikleren i stedet at undskylde salget med den altid tilstedeværende piratkopiering. Den sikre succes var lige pludselig blevet vendt til en masse negativitet, og det måtte der rettes op på. Undskyldningen er Crysis: Warhead.

Historien ses denne gang fra Psycho, som uden at afsløre for meget, var den eneste anden overlevende supersoldat fra det første spil. Med Psycho har Crytek haft mulighed for at tage en helt anden tilgang til spillet, og hvis det første spil skulle efterligne en Hollywood spændingsfilm, er dette en Hollywood actionfilm af Stallone typen. Psycho er knap så fin i kanten som Nomad, og hiver hellere end gerne geværet og granaterne frem for at løse eventuelle konflikter.

Tempoet er der allerede fra første scene og stiger faktisk kun derfra. I de mest stille afsnit kan du vælge at bruge muligheden for at snige dig frem, men eksplosioner og ødelæggelse har klart været fokusset. Det virker som om Crytek har givet pokker i den ligelige balance mellem de forskellige spilelementer, og våbenlagre med rigelige bunker raketskyts, miner, granater og geværer, findes nu over det hele.

Balancejusteringen har også betydet at der nu er langt flere af de scener hvor du enten må flygte, jagte eller besejre skærmstore fjender. Det kan virke en smule koreograferet, og er med sikkerhed ikke den mest langtidsholdbare løsning. Den første gennemspilning vil dog byde på nogle klassiske øjeblikke, som du sikkert vil fortælle til hele den computerspillende vennekreds.

Der var mange der ikke troede det muligt, men Crysis: Warhead fungerer faktisk bedre teknisk end det forrige spil. Optimeringer betyder at det hele kører en smule mere flydende end før, og detaljerne og effekterne er har ligeledes fået den sidste gang finpudsning. Ingen bør dog forlede sig selv til at tro at Crysis ikke stadig kun er for de kraftigere systemer. Skal du nyde Warhead på alt andet end den laveste detaljegrad, skal der stadig en ordentlig gang hestekræfter til under motorhjelmen på din PC.

Seks timers underholdning er hvad man kan forvente med Warhead på harddisken, og hvorvidt det er for lidt, må afgøres af din pengepung. Der kan dog ikke være tvivl om at langtidsholdbarheden gerne måtte have været højere, også selvom det havde betydet en dyrere pris. Fordi der denne gang kun er blevet fokuseret på at give en god gang tankeløs action, har udvikleren ikke spredt deres kræfter for tyndt, og man er underholdt hele vejen igennem fortællingen.

Crysis: Warhead sammenlignes bedst med den slags film, som du tager i biografen for at se og glemme alt omkring dig. Det er den tanketomme popcornsfilm, der ikke har nogen form for budskab eller holdninger, men som til gengæld lader dig forlade salen med et smil. Warhead er hverken epokegørende eller sikkert endda noget du vil huske om et års tid, men det er sjovt, flot og godt hvis du mangler et actionbrag lige nu og her.