Wario Land: The Shake Dimension

Engang var alle platformspil 2D, pangfarvede herligheder med små vatrondeller som skyer, nuttede fjender med tallerkenøjne og grumme bosser, der fyldte halvdelen af skærmen. Platformspil var dengang også millimeterpræcise hop fra afsatser, der gemte på gabende slugter eller sylespidse pigge - og nogle gange begge dele i en skøn forening.

Sådan er det ikke længere. I dag er platformspil åbne 3D-verdener, køretøjer, arenakampe og mini-spil, blandet sammen i en stor forvirring, og tit med rædselsfulde resultater. Heldigvis er der nogen, der har glemt, at fortælle Wario det, for han fortsætter ufortrødent derudad i The Shake Dimension, der føles som at tage en tur i en tidsmaskine. Vel og mærke en tidsmaskine, hvor der også er blevet plads til den bevægelsesfølsomme Wii-mote.

The Shake Dimension er lavet til GameCube, og det ses alt for tydeligt, da Wario indtager den første bane. Store, grimme rammer ligger sig rundt om det firkantede billede, og forsøger så med nogle kister og lidt andet tingeltangel, at udfylde den resterende del af din fladskærm. Imponerende er det ikke, og selvom det måske er ude i kategorien for detaljerytteri, så virker det tyndbenet ikke at forsøge, at fylde hele skærmen ud med Wario Lands underfundige, håndtegnede grafik.

For imponerende, samt en sjat nostalgisk, er grafikken absolut. En håndanimeret Wario løber storpustende hen over skærmen, mens pyramider, knejsende bjerge, en funklende stjernehimmel og en frodig jungle, agerer postkortsidyl i baggrunden. Det er som at sætte evolutionen af Super Mario Bros. i maskinen, minus de to rørlæggere. Konceptmæssigt rækker fantasien hos Nintendo måske ikke så langt, når banerne tæller sand, vand, jungle og dybe katakomber, men når The Shake Dimension stædigt insisterer på at være retrospektivt, så er det måske ikke helt ved siden af alligevel.

Dette understreges også i musikken, der består af de typiske halvjazzede numre, samt en mere orientalsk inspiration til bl.a. de baner, hvor du vader rundt i knædybt sand med pyramiderne bag dig. Temaerne grænser tit til det midi-irriterende, men ender med at hænge fast i hovedet, hvorefter du slet ikke kan lade være med at nynne med. Det er ren elevatormuzak fra helvedes dybeste afgrund, men af en eller anden grund virker det i samspil med Warios eskapader. Tahhh da... dam dahh, nej nu skal jeg fandeme holde op.

Hvad der til gengæld ikke altid virker lige godt i Wario Land: The Shake Dimension, er styringen. Mens almindelige hop, løb og slag er til at udføre med Wii-moten lagt som en controller mellem dine hænder, så bliver det straks værre, når Wario forventer, at du ryster en pose penge eller sender fjender flyvetur. At ryste en sæk for penge er såmænd enkelt nok, men nyhedsværdien forsvinder hurtigt, og så er du pludselig efterladt med en fæl omgang ømt håndled og et par eksperimenter udi hvor lidt, du faktisk er nødt til at ryste sækken, for at få de blanke mønter. Imens er det let nok, at sigte med en fjende i hånden, ikke mindst fordi der er en stor fed pil på skærmen, men vip håndleddet en smule og du skyder et andet sted hen. Specielt problematisk bliver det for de mindre børn, der ikke nødvendigvis kan holde Wii-moten i perfekt vater.

Det samme gør sig gældende ved Warios gulvslag. Egentlig er det rimelig let at vifte controlleren nedad, men forskellen på at gøre det og trykke på en knap, er så lille, at jeg ikke forstår, hvad det præcis er, der gør, at Wario Land bare er så meget bedre på den måde. Til gengæld er der både balance og styring i ubåden og den ethjulede cykel, som Wario senere får adgang til. Specielt den ethjulede cykel, reagerer lynhurtigt på dine tilt med Wii-moten, og her var jeg aldrig i tvivl om controllerens sande værdi.

Som spiloplevelse er Wario Land: The Shake Dimension nok mest for dem, der savner et godt, gammeldags platformspil med utallige genspilninger af samme bane, for at få fat i de sidste mønter, skattekister og glimtende diamanter. Første gang, du løber igennem en bane, samler du, hvad du umiddelbart kan komme til, men efter at have reddet banens lille alf, og så på tid, at blive jagtet hele vejen tilbage til udgangen, kan du bagefter besøge stedet igen, og gå på jagt efter de resterende ting. Der er sågar muligheden for at gennemføre en række mindre opgaver på hver bane, og dette forlænger selvsagt levetiden. Men når det er sagt, så skal det samtidig nævnes, at Wario Land: The Shake Dimension, hverken er påfaldende langt eller svært, så de fleste vil kunne gennemføre det relativt hurtigt.

Alligevel har jeg svært ved at sige, at jeg ikke har moret mig med The Shake Dimension. Ja, det er ikke en totalt overbevisende opvisning i bevægelsesfølsom kontrol, og det ellers så smukke 4:3-billede måtte da gerne være droppet til fordel for en ægte widescreen-oplevelse, men når nu, det er de gode gamle dage som hyldes, så er det svært ikke at blive revet med. I hvert fald, hvis man som jeg, har haft både NES og Super Nintendo.