The Division 2

Tilbage i 2016 gav jeg et af mine sjældne 10-taller til det originale The Division. At sige at anmeldelsen gik hen og blev kontroversiel, ville være lidt af en underdrivelse, men på daværende tidspunkt formåede Massive Entertainment at bevise overfor verden, at det der i dag kan identificeres som "looter shooter"-genren faktisk kunne have noget på hjerte. Dengang var et såkaldt live service-spil ikke nødvendigvis ensbetydende med ekstrem monetarisering, men en levende verden som konstant ville vokse for øjnene af et engageret publikum.

The Division blev sågar bare bedre og bedre efter lanceringen, både ved hjælp af ekstra variation, men også en udbygning af Dark Zone-konceptet, der er blandt de mest innovative måder at sammensætte en PvP-suite på, både dengang og i dag. Samtidig fik andre udgivere dog øjnene op for de strategier som The Division benyttede sig af, og selvom en række af dem har fået succes, så har størstedelen af dem haft besværligheder med at tilfredsstille anmeldere og investorer. Destiny 2 har været en skuffelse for Activision Blizzard, og Anthem lader ikke til at have mødt EA's interne forventninger - med andre ord er det perfekt timing for en opfølger til den uden tvivl mest vellykkede looter shooter-oplevelse. Kan Massive Entertainment gøre det igen?

Ved første øjekast ligner The Division 2... Ja, The Division. Godt nok bliver det dunkle, sygdomsplagede Manhattan skiftet ud med et solrigt, varmt og frodigt Washington D.C., hvor naturen langsomt men sikkert har generobret resterne af den nu besejrede civilisation, men din karakter, brugerfladen, bevægelserne, balancen - det er alt sammen genkendeligt. Men frygt ej - for i stedet for at satse udelukkende på wow-faktor, så er hele skønheden ved denne efterfølger ikke "køretøjets" karosseri, men alle de vigtige ting under kølerhjelmen - ja, analogien virker ikke helt, men I ved hvad jeg mener.

The Division 2 spilder ikke tiden med at give dig en opsummering af begivenhederne der fandt sted i New York, og hvordan denne ondsindede sygdom tvang den amerikanske infrastruktur i knæ på få uger - i stedet vågner du som en ny Division-agent midt i kampens hede, som du ankommer til Washington D.C. Her stifter du bekendtskab med de lokale rester af regeringen, af ordensmagten og de kolleger der har forsøgt at holde skansen, og sammen skal I genoprette freden ved at holde en række distinkte bander stangen. Strukturen er nogenlunde den samme - en række kernekarakterer dukker op konstant, men mest af alt er det din fortælling, og ikke nødvendigvis på den dovne måde, men historien om at vende udviklingen fra helt kaotisk og brutal til relativt håbefuld for de vragrester af den menneskelige civilisation der er tilbage. I stedet for at bestå af distinkte, tempobestemte "beats", så belønnes du konstant med nye opdateringer om den udvikling du vender hoved og hale på imens du spiller. Det kan være alt lige fra en lejr, der nu får frisk drikkevand, til en større fæstning der nu har overskud til at installere et spillerum til børnene.

Der opstår hurtigt en uhyre tilfredsstillende kontinuitet i både at se ens Base of Operations, som tilfældigvis er Det Hvide Hus, samt fæstninger, lejre og de enkelte borgere få mere overskud mellem hænderne. Det er ikke nogen direkte erstatning for en lineær fortælling, men det virker. Samtidig lader det til at The Division 2's manuskript kender sin besøgstid, og det virker som om at Massive Entertainment har taget feedback til sig efter originalen, og spilder nu aldrig din tid med konstant eksponering og narrativt tapet. Du får det du skal bruge for at føle dig motiveret fra et farverigt karaktergalleri - no more, no less.

The Division 2 er et spil der kender sine styrker, og forsøger at eliminere sine svagheder - så meget er tydeligt efter bare få timer. Og én af svaghederne ved originalen var variationen i indholdet - præcis som det er med samtlige "looter shooters". Dog introducerer efterfølgeren en række nye indholdstyper, der gør bare det at bevæge sig fra A til B mere varieret, og vigtigst af alt mere underholdende. Først og fremmest er der Main Missions, der fremmer den røde tråd i historien, og er oftest omkring en time lang på egen hånd. Dertil kommer der sidemissioner, som der konstant popper nye op af. Begge disse gør at dine diverse baser i Washington D.C. opgraderes (alt efter hvorhenne missionerne er placeret) som låser op for ny eller forbedret infrastruktur, og det giver i sidste ende adgang til flere missioner. Dertil er der Control Points, hvor du skal hjælpe de lokale med at indtage bestemte strategisk belæggende lokationer. Der er Strongholds, der nærmest kan anses for at være Raids eller yderst svære Dungeons, dynamiske begivenheder der opstår rundt omkring, masser af samleobjekter, der stort set allesammen byder på stemmeskuespil af højeste kvalitet. Og når ja, så er der tre Dark Zones og traditionel multiplayer via Conflict. Det sker imens at du jagter efter nyt gear, crafter nye ting, roder med dine evner og opgraderer baser. PYH!

Med andre ord - The Division 2 er gigantisk, og selvom måden du interagerer med de forskellige stykker indhold er den samme, så føles hver aktivitet både distinkt, og de føles samtidig som dig der løbende generobrer Washington lidt efter lidt. Forskellige aktiviteter - samme motivationsfaktor.

Alle disse ændringer og tilføjelser til trods, så er The Division 2 stadig et cover-baseret tredjepersonsskydespil, hvor du, enten alene eller i en gruppe, skal bevæge dig fra dække til dække, benytte dig af dine to selvvalgte evner (indtil du får en Specilization), kaste granater og poppe headshots. Det lyder simpelt, og selvom du i sidste ende skal være fandens dygtig til at gøre disse ting for at overleve i en Stronghold eller i Dark Zone, så er det det egentlig også. The Division 2 lokker med en bevidst vildledende simplicitet, præcis som Destiny-serien, og løbende introduceres du så for en dybde, der fastholder opmærksomheden. Ved at gennemføre hovedmissioner og ved at indsamle SDH-teknologi, der er spredt rundt i Washington kan du udvælge nye evner og købe permanente opgraderinger, og løbende får du adgang til flere våbentyper, der alle kan raffineres og tilpasses yderligere med kikkertsigter, greb og meget mere. Våbnene føles dog tilpas tunge og distinkte, og måden du tilgår en kampsituation på er markant anderledes hvis du har en riffel, der affyrer enkelte skud, til hvis du render rundt med en hurtig lille SMG. Det er dog primært igennem evnerne, at du udtrykker dig på slagmarken, og heldigvis er der blevet tilføjet en række ekstra af slagsen i denne omgang. Du kan vælge en Turret og en Drone hvis du ønsker at få mekanisk hjælp når fjenderne kommer fra alle sider. En Seeker Mine giver dig et overraskelsesmoment. En Chem Launcher kan affyre giftige kemikalier på dine fjender, der gør dem lettere at have med at gøre. Disse evner giver dig ikke bare nødvendig variation i kamp, men hver og én af dem kan modificeres, så de tjener et bestemt formål. Det var også en mulighed i The Division, men denne gang er de mere klassebaserede, og er designet til at give dig et specifikt formål når spillet bliver rigtig svært. En Drone med Healing-specialisering kan være altafgørende for et hold i knibe, en svævende granat med blitz på kan give jer et øjeblik med komplet kontrol over situationen. Pointen her er at naturligvis handler The Division 2 om at pege og skyde på det meste, og jeg ville da have ønsket, at efterfølgeren havde introduceret et enkelt puslespil eller to bare for at bryde dette loop, men jeg må samtidig bøje mig for at via evnerne og den ekstra tilpasning, samt indholdets varierede natur, så bliver det aldrig monotomt.

Når du så rammer niveau 30, som vil tage dig lang, lang tid hvis du bare lader dig moderat distrahere igennem kampagnen, så starter den egentlige mekaniske variation først. Disse kaldes Specializations, og går under tre navne, nemlig Sharpshooter, Demolitionist og Survivalist. Hver af disse byder på et særligt signaturvåben, og et helt nyt Skill Tree åbner sig op, som du kan arbejde dig igennem. Du kan skifte når du vil, men det er her, at du for alvor skal forme din karakter strategisk, så den passer ind i en gruppe, og som kan udføre en specifik rolle når det bliver rigtig udfordrende.

Hver eneste gang du tror, at The Division 2 ikke har mere at tilbyde, så åbner et yderligere stykke af spillet sig for dig, og mængden af varierede og balancemæssigt fintunede måder at tilgå spillet er virkelig imponerende. Det er sikker at sige at det at klare kampagnen, komme i niveau 30, gennemføre Strongholds, tilpasse grej via blandt andet crafting og at arbejde sig igennem de tre Specializations vil tage... ja, hundredevis af timer, og ulig visse dele af sin forgænger er hver eneste af disse timer underholdende.

Dark Zone har også fået en alvorlig overhaling, og er nu splittet op i tre dele. Via distinkte Recon-missioner åbnes der op for alle tre én ad gangen, hvor du får fortalt lidt om hvordan zonen blev lukket af af myndighederne. Det er en effektiv måde at binde Dark Zone-zonerne sammen med omgivelsernes samlede historie, og efterfølgende går det løs som man kender det. Du bevæger dig rundt imellem Landmarks, kæmper imod udfordrende fjender, finder grej som så skal flyves ud, og forhåbentlig klarer du den med skindet i behold - vi kender det allesammen, eller de fleste af os gør. Dark Zone er fortsat en af de mest intense multiplayer-oplevelser, og denne gang er det hele bare mere strømlinet. De tre zoner er designet til hver især at levere distinkte visuelle omgivelser. Nogle gange har du lyst til at spille på Dark Zone Easts åbne vidder, hvorimod andre gange foretrækker du måske Souths oversvømmede gader. Igen - variation er i højsædet, og det virker. Dit gear har ingen indflydelse på den skade du udfører på andre agenter, skulle du vælge at gå Rogue (eller forsøge at neutralisere en anden Rogue Agent), men det er her at Occupied-tilstanden kommer ind i billedet. En gang imellem er en af de tre zoner Occupied i et bestemt tidsrum, og imens det står på betyder kvaliteten af dit grej noget - og alle er dine fjender, ligegyldig om de er Rogues eller ej. Det er fuldstændig kaos, og det er underholdende som bare fanden.

Den store overraskelse kommer dog i form af Conflict, som er spillets mere stramme PvP-del, hvor du enten via Domination eller Team Deathmatch spiller 4v4. Her er tættere samarbejde med dit hold altafgørende, og det kan så sandelig anbefales at gå sammen med klanmedlemmer (spillet understøtter klaner fra start af denne gang), og kommunikere ordentligt. Det gjorde jeg, og resultatet er ganske vanedannende. The Division 2's evner passer på overraskende vis glimrende ind i et strammere setup, og det er skønt afbræk fra spillets yderligere aktiviteter.

Du får våben, du får grej, du får kosmetiske ændringer til din karakter, og de er alle sjove at samle på og pille ved. Dog skal det siges at Massive Entertainment denne gang tilbyder kosmetisk grej igennem Loot Boxes, og det er fortsat ærgerligt at se udvikleren benytte sig af den efterhånden ret pinlige tendens, som ellers må siges at være lidt på vej ud af branchen efter skandaler udført af andre udviklere og udgivere. Godt nok blev jeg aldrig rigtig mindet om at det var en mulighed, og ens almindelige grej ændrer jo som bekendt også ens karakters udseende, så aggressivt monetariseret er The Division 2 ikke ligefrem, men nævnes, det skal det.

The Division 2 er en gigantisk oplevelse, en storslået oplevelse og en magtdemonstration fra Massive Entertainment hvordan Looter Shooter-genren faktisk kan byde på nogle skelsættende, underholdende og indlevelsesrige oplevelser. Ja, historien kunne have flere lineære kvaliteter, og måske er Snowdrop-grafikmotoren ikke helt udnyttet til fulde her, men The Division 2 gør noget langt vigtigere end at se pænt ud, det er... sjovt at spille. Ydermere er det varieret, spændende og tilpasseligt på en måde som konkurrende spil i genren simpelthen ikke kan tilbyde dig.

Så er The Division 2 et ganske simpelt mesterstrøg som sin forgænger? Nej, tiden har ændret sig, og markedet har ændret sig også. Spillet er dog en kraftfuld påmindelse om hvad netop denne type spil kan tilbyde os. Det er et skulderklap værd. Faktisk er det ligefrem værd at fejre. Og det er også lidt pinligt for Bioware....