Dead or Alive 6

Så er vi her. Dead or Alive 6, et spil der har været igennem mediemøllen en hel del gange efterhånden. Først var det kontroversielt at Team Ninja ville nedtone den ublu seksualisering af dets kvindelige kæmpere, og ligeså magtfantasien om dets mandlige slagsbrødre. Så ankom EVO Japan og samme Team Ninja sendte et par værter på scenen for at ryste med deres fremtonende barm og klappe hinandens baller. Kerneværdierne var nu udfordret. Da jeg umiddelbart ikke orker at kaste mig ud i den suppedas af en kønsdiskussion, indleder jeg anmeldelsen med at mane til ro. Til alle jer de virkelig havde glædet jer til præcis brystfysik i jeres kampspil, kan I ånde lettet op. Det hele er her stadig, det er bare gemt lidt væk. Helt præcist, bag ved en betalingsmur. Mere om det senere.

Der er derfor ikke andet egentlig at indlede med end at Dead or Alive er tilbage, og spillet har aldrig set bedre ud. I hvert fald grafisk. Selvom alting muligvis skinner en anelse for meget, med noget der bringer mindelser om Fallout 4 og dets plastikglans. Dog i modsætning til de andre tunge drenge på det tredimensionelle kampspilsmarked, er der kæret for modellerne og deres... proportioner. Til stædighed forstår endnu ingen grafikere i denne niche dog at lave forskelligt udseende kvinder. Mændene emmer af personlighed, med meget forskellig bygning og ansigter, hvorimod samtlige kvindelige ligner 16-årige hormonpumpede småpiger med alt for stor barm. Til gengæld, så er spillets kernemålgruppe nok fuldt ud tilfreds med dette faktum, så om det er en egentlig anke ved jeg faktisk ikke.

Du kan så kaste dig ud, i for eksempel, en Story Mode med disse Barbie-lignende karakterer. Dog varer den ikke ved særlig længe, og er nærmest umulig at følge med i. Jeg forstod noget med at NiCO var ved at genoplive Raidou, medens Dead or Alive-turneringen finder sted - alting munder ud i en turnering i de her spil - samtidig med at Zack og Helena render rundt og... tæver løs på hinanden rundt omkring i verden? Efter fire timer havde jeg gennemført historien, og sad, lamslået, over hvor lidt sammenhængende indhold der egentlig var. Kampene var ellers lige ved havne på et tilfredsstillende udfordringsniveau, og, bum, så var den slået til dørs, kør rulleteksterne. Udfordringen i det hele taget er ret tam, for da historien ikke efterlod mig med særlig meget spilletid - i modsætning til for eksempel Soul Calibur VI der snildt har 30-40 timer - kastede jeg mig ud i de andre modus tilgængelige.

Efter ti timer havde jeg gennemført Arcade Mode på True Fighter, den højeste tilgængelige sværhedsgrad i spillet. Det samme med Survival Mode. For god ordens skyld, må jeg lige afslører at jeg ikke har spillet et Dead or Alive-spil siden Dead or Alive 4, der udkom i 2006. Så det er ikke fordi jeg er en eller anden eremit mester der har trænet Tina Armstrong kombinationer i ugeneret omgivelser, på min egen ø, i over et årti. Dead or Alive 6 formår at gøre det at vinde i et kampspil - noget der burde være en tilkæmpet succes - fuldstændig uden pomp og pragt. Det er virkelig let, og det irriterer mig. Genspilningsværdien rammer en hel ny bund, når jeg halvt-distraheret af en Twitch eller MasterChef, kan tilkæmpe mig en sikker sejer på det sværeste spillet har at tilbyde.

I det mindste er kampsystemet interessant. Det kan jeg sige med utvetydig beslutsomhed. Dead or Alive 6 præsenterer sig selv som et såkaldt rushdown spil - hvor man stormer frem og lander sekvenser med 20+ slag - men bygger egentlig på Hold-systemet, hvor man kan ramme et kontragreb med den rigtige timing. Dette kan vende kampen, hvis man forstår om det er et High, Mid, eller Low angreb du yder kontra mod. Derudover har karakterer som La Mariposa, Tina Armstrong og Bass Armstrong nogle virkelig fede Throw-kombinationer du kan strikke sammen, hvis du er god til 360-grader hvirvler med din styrepind. Disse mekanikker giver Dead or Alive 6 en virkelig god dybde, og tilføjet Sidestep-mekanikken, er der rig mulighed for netop at ende som en Dead or Alive 6 Kame-Sennin der kan forudse hvert enkelt angreb. Det vil, muligvis som det eneste, være hvad der for mig til at hænge ved.

Det er bare virkelig ærgerligt, at kampsystemet er fanget i det her spil. Det ankommer også med en fantastisk træningstilstand, der direkte viser dig plus- og minus-frames for hvert angreb du udfører, foruden aktive frames. Spil som Tekken 7 og Street Fighter V: Arcade Edition ville være helt nye, og endnu mere nørdede, oplevelser med den her slags direkte datastrøm. Jeg får helt sommerfugle i maven ved tanken om implementeringen af den her form for træningstilstand i Tekken 7, uha-da-da. Ikke mere tredjepartsopslag på underlige hjemmesider eller at tælle hvor længe den blå og røde farve bliver vist på skærmen. Ak, indtil videre er det kun i Dead or Alive 6, desværre. Og 'desværre' er en følelse jeg efterlades med ligeså ofte, da jeg i mit febrilske forsøg på at finde noget vedvarende underholdning ved det her spil, kaster mig ud i onlinekamp. Det første jeg ser, er at der ingen Lobby-tilstand er, hvilket betyder man ikke kan spille med venner fra nær og fjern, at der ingen Casual-tilstand er, hvilket betyder man satser point hver gang, og jeg kun kan spille rangeringskampe. Har Team Ninja samarbejdet med Capcom for at lancerer deres kampspil i sådan en grel tilstand?

Grotesk mangelfulde som mulighederne nu engang er, blev det ikke bedre da jeg endelig fandt nogen med en ordentlig forbindelse. Vi havde begge to blå forbindelse, 100%, og alligevel foregik kampen i skrattende slowmotion. Det var som at se en UFC-kamp via Microsoft PowerPoint-show. Det føltes som flere måneder før mit knappetryk udformede sig som en bevægelse på skærmen. Bevares, det kan være det var et uheldigt indtruffet internethost, og ikke noget med Dead or Alive 6 at gøre. Dog blev det ved, og ved, og ved. Jeg troede Super Smash Bros. Ultimate havde elendig netcode, men Team Ninja har virkelig forsøgt at udfordrer denne ærgerlige bundplacering. I det hele taget virker det som om spillet er blevet lanceret i en ufærdig tilstand, til trods for at det blev rykket tilbage til starten af marts i stedet for midten af februar.

Hele herligheden kan du så få lov til at betale 70 euro for. Det er den billigste udgave tilgængelig lige nu, indtil Core-udgaven udkommer, som er en gratis udgave med et par karakterer og ikke meget andet. Tænk tilbage til Dead or Alive 5, for det er præcis den samme praksis. Det er jo trods alt Koei Tecmo, en af de mest griske spiludgivere til dato. Apropos griskhed, så koster det første sæsonkort 90 euro. Det indeholder to nye figurer, foruden NiCO og Nyotengu, og 62 kostumer - de fleste af dem meget afslørende. Jeg ved godt at priserne på DLC til spil som Farming Simulator og Euro Truck Simulator skurrer langt hårdere, men det betyder ikke at Koei Tecmo skal gå fri her. 90 euro for det første sæsonkort, for hvilken der uden tvivl vil komme flere sæsonkort. Et hurtigt kig på Dead or Alive 5 viser også, at der her er for en samlet værdi af næsten 1300 euro DLC i skrivende stund, så jeg satser på at Koei Tecmo kun lige er begyndt at pumpe de her frygtelige tilkøbspraksisser ud i plenum hvad angår Dead or Alive 6.

Selvfølgelig er der implementeret et system i Dead or Alive 6, DOA Quest, hvorpå du kan låse op for nogen af de her kostumer ved at faktisk at spille spillet. Det forholder sig blot sådan, at du ikke selv bestemmer hvilket kostumer du sigter efter, og du kan kun få dele ved at gennemfører alle tre sidemissioner - hvor nogen er fuldstændig absurde. Vil du havde mere frihed, kan du tackle de førnævnte Arcade Mode eller Survival Mode, men her får du højst 4 smådele ud af i alt 300 til 500 du skal bruge for at låse op en kostumedel. Man bliver så træt af de her forbrugerfjendtlige praksisser, og det hjælper virkelig ikke lysten til at give sig i kaste med et spil der allerede anstrenger sig for at holde min opmærksomhed. Til syvende og sidst, står jeg med et kampspil der har pakket sine spændende mekanikker ind i ækle tilkøbspraksisser og halvfærdige hovsa-løsninger. Har du allerede den fulde Dead or Alive 5-pakke, kan jeg foreslå at du i stedet for at opgraderer, beder Koei Tecmo om at Koei Gå-væk-mo.