Praey for the Gods

Spillet befinder sig lige nu i Early Access, og anmeldelsen er baseret på version 0.5.015. GameReactor tager sig friheden til at anmelde titler i Early Access fordi udviklerne tager penge for produktet.

Du gættede rigtigt: Praey for the Gods var engang Prey for the Gods, en titel som havde givet meget bedre mening. Naturligvis var det en trussel om sagsøgning fra Zenimax, der fik udvikleren til at ty til den bizarre titel, spillet sidder med i dag. Spillet har dog ikke meget at gøre med Prey, men er derimod ekstremt inspireret af Shadow of the Colossus (herefter SotC). Et SotC til PC lyder ikke helt dumt, men spørgsmålet er om et så ambitiøst projekt kan stå på benene, eller om Praey falder sammen ligeså gumpetungt som kolosserne, der befolker dets mystiske verden.

Praey kan ganske kortfattet beskrives som SotC med survival-elementer a la Breath of the Wild, i et farligt nordisk land med undeads, spøgelser og og andre dødbringende væsener. Modsat disse spil byder Praey dog ikke på hesteridning i åbne landskaber. Som i SotC kan du dog klatre og har et sejl som du kan bruge til at "glide" i luften. Takket være en klatrekrog kan ens karakter også skyde sig hen til bestemte overflader, hvilket giver spillet en glimrende vertikalitet og mobilitet, især når kolosserne skal bestiges.

Spillet formår på fin vis at guide spilleren uden rigtig at fortælle, hvad meningen med galskaben er. Man skyller i land på en sneklædt ø, uden nogen videre forklaring, og før man ved af det kommer man til at vække et gigantisk væsen, som man så gør det af med. Kort efter bliver man, i bevidstløs tilstand, trukket hen til en slags centrum for spillet af en ukendt ulv. Her er der fem symboler på væggen, én for hver kolos. Én af disse lyser op, og et besynderligt lys ses i horisonten, som guider dig til den næste kolos. Det er sådan set det lidt bizarre setup. Verdenen er rimeligt åben, men ligesom i SotC, så er dit mål at nedlægge kolosserne, og man har derfor en følelse af retning fra start til slut.

Dette er til trods for en minimalisme, som igen er lånt fra hovedinspirationen. Ingen ord udveksles i spillet, og i stedet lader det visuelle udtryk sammen med et glimrende soundtrack en besynderlig, ensom stemning dominere udtrykket. Målet er dermed ikke at fortælle en traditionel historie, men snarere at skabe denne særlige stemning. Det lykkes ofte, men ikke nær ligeså mesterligt som i SotC, eller for den sags skyld andre minimalistiske klassikere af den lidt subtile art, såsom Dark Souls. For et indie-spil udviklet af tre mennesker, så når Praey dog ganske langt på denne front.

Vi kommer heller ikke udenom at tale om designet af de opmærksomhedskrævende kolosser. Deres visuelle fremstilling kunne ligesågodt høre til i en fremtidig SotC 2, på godt og ondt: sten-agtige væsener med hår du kan klatre i og følsomme punkter du skal nå frem til. Det er dog et design der virker, og derfor er genbruget for det meste godkendt. Om man ser disse designs som rip-off eller et velkomment gensyn er dog en smagssag. Hver kamp er hovedsageligt spændende, men et ikke helt stramt gameplay kan desværre komme i vejen for spilleglæden. Når det virker, så er kampene dog tilfredsstillende, idet man først skal kæmpe for at komme op på kolossen på forskellig vis, og derefter skal holde fast. Kolosserne ryster og dasker for at få spilleren af, og altimens man mister stamina skal man finde dens følsomme punkter. Det gør at kampene kan blive ret så intense, og ofte kræver flere forsøg.

Kolosserne er dog ikke det eneste, der kan dræbe dig. Som nævnt har spillet survival-elementer, og disse går rigtig fint hånd i hånd med det iskolde, sneklædte landskab. Både under kolos-kampe og mellem disse skal man sørge for at få søvn, holde varmen, spise og bevare en vis portion health. Ens våben går også i stykker med tiden, og skal derfor repareres. Man finder de rette redskaber når man dræber undeads, eller i kasser rundt omkring. Dette behov for varme, søvn og mad gør, at man naturligt søger mod huler, hvor ens bål ikke går ud med det samme, og hvor man kan tilberede kød fra dyr, man har skudt med sin bue og pil.

Mens bueskydning fungerer rigtig godt, og de forskellige survival-systemer egentlig er velkomne, så er der dog ingen tvivl om, at spillets kerne-gameplay kan forbedres. At få en kolos ned med nakken er tilfredsstillende, men vejen derhen kan som nævnt være dybt frustrerende. Med så mange seje elementer, eksempelvis at man kan glide i luften, klatre og bruge en klatrekrog, så er det en skam at disse mekanikker ikke spiller bedre sammen. Karakteren føles stiv, og ofte kan det være svært at gøre det, man egentlig vil. Et godt eksempel er en kolos, som har bestemte punkter som krogen kan nå, men de er for højt oppe til at man kan nå det fra jorden. Man skal derfor bestige nogle gamle mure og hoppe fra dem, men fordi ens karakter ikke reagerer særligt godt på multitasking, så er det uhyre svært at få klatrekrogen frem i tide. Det bliver derfor til mange forsøg, og det ender med at blive irriterende. Andre gange er klatresystemet bare for rigidt og kluntet, og det er en skam i et spil, som er lidt afhængig af disse systemer.

Som Early Access-titel er det dog klart at Praey ikke indeholder alt hvad det skal endnu, og trænger til polering på flere fronter. Grafisk har vi at gøre med en fin æstetik, men med meget grove teksturer, som ikke er til at undslippe. Især er der mange sten, som ser uheldigt kantede ud. Hovedkarakteren selv har desværre også kun ét ansigtsudtryk, hvilket virker grotesk, når hun kæmper til døden mod stengiganter. I det hele taget bevæger hun sig enormt stift, hvilket er én af de ting, vi forhåbentlig ser forbedringer til i fremtiden.

Hovedsageligt ser spillet dog rimeligt ud. Én effekt, som ofte imponerede var hovedkarakterens aftryk i sneen. Hvis man eksempelvis rystes af en kolos og ryger hen i en snedrive, så vil en lang streg blive tegnet i sneen. Ikke at dette er prisvindende, men det er en fin detalje i et spil af denne størrelse.

Når alt tages i betragtning, så gør Praey et godt stykke arbejde. Tørster man efter mere SotC, så er der ikke mange spil, som minder om. Praey har ikke hesteridningen henover åbne vidder, men byder på spændende kampe, som rummer fin udfordring og variation. Med survival-elementer og en åben sneklædt verden er det ikke en tro kopi af SotC, og det er nok sundt. 25 Euro er en lidt høj pris givet visse problemer, men omvendt er der tale om en oplevelse, som ellers er sjælden. Spillet rummer i min oplevelse 7+ timers indhold, hvilket i sig selv er ganske fint. Steam-siden spår en udgivelse om 6-12 måneder, med mere indhold, en ordentlig slutning og ekstra polering. Der er ingen tvivl om at et glimrende spil gemmer sig i Praey, hvis udviklerne formår at realisere spillets potentiale tilstrækkeligt. Som med alle Early Access titler, så er der dog ingen garantier, og der er ikke tale om et komplet produkt endnu.