Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Guitar Hero: Aerosmith

Guitar Hero: Aerosmith

Guitar Hero-serien er stadig pragtfuld, men Aerosmith-udgaven er bare at malke konceptet unødigt. Blichfeldt har headbanget et glasbord i stykker og fortæller alt...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Dengang da TV3 endnu ikke var blevet tykke af alt succesen med Robinson Ekspeditionen, var det det den såkaldte TV Shop der stod for den supplerende indtægt. TV Shop var noget så elegant, som amerikansk producerede tv-udsendelser på en halv times tid, der ned i mindste detalje forklarede om magiske produkter, som du slet ikke vidste du havde brug for.

Havde TV Shop stadig eksisteret, forestiller jeg mig levende hvordan adskillige amerikanske dollars havde prøvet at gøre Guitar Hero: Aerosmith, til årets sællert, for det er præcis ligeså ligegyldigt som alle showets andre produkter.

En hurtig, lille introfilm prøver ellers at forklare dig, hvordan du, som trofast guitarist i bandet, får æren af at følge Aerosmith gennem de største øjeblikke i deres karriere. Inden du ved af det, mødes du af Steven Tylers kæmpeflab og et Aerosmith-logo, bare lige, hvis du skulle have glemt hvem det handler om, og så kan reklamen, jeg mener spillet, ellers gå i gang.

Opbygningen er ikke kun meget lig den du måske allerede har set i Guitar Hero 3, den er identisk. Menuerne har ganske enkelt fået en smule nye farver og lidt tingeltangel hist og her, men det hele føles som om nogen har klippet nogle pap-skabeloner ud, og tapet dem løst oven på designet fra det sidste spil.

Dette er en annonce:

Det er selvfølgelig alt sammen petitesser, for det er jo musikken og ens formåen på plastikspaden, det handler om - og her er oplevelsen igen identisk med de tidligere spil, dog alligevel på forunderlig vis, kedeligere.

Sangudvalget er spredt sådan, at man typisk kun har adgang til to sange af forskellige bands, ved starten af hvert kapitel. Har publikummet stadig lyst til mere kommer Aerosmith på scenen, og giver du den gas så strengene er ved at springe, bliver du bedt om at give et encore nummer, der ved gennemførsel lukker op for næste kapitel.

Medmindre du er Aerosmith fan fra tilbage i 70'erne er der dog et lille problem, for de første to akter vil med stor sandsynlighed give dig lyst til at smadre plastikguitaren i gulvet som en anden rockstjerne - dog af ganske andre grunde.

På nær en enkel cover-version af et The Kinks nummer (All Day and All of the Night) rangerer dette som den absolut mest kedelige start på noget Guitar Hero-spil til dato. Det er ganske muligt, at nogen vil kaste spillet i skammekrogen, inden der åbnes op for tredje kapitel, hvor numre som "Love in an Elevator" og "Livin' on the Edge" endelig begynder at finde vej til jukeboksen. Og når frustrationen over det manglende tempo og sangudvalg først har meldt sig, bliver det kun tydeligere hvordan det hele virker som en stor reklame for gruppen i centrum for hele projektet.

Dette er en annonce:

Små facts om bandet har erstattet de sjove kommentar mellem hver bane, og inden du ved af det, kan du recitere selv de mindste detaljer om bandets start, brud og gendannelse. Mere info gives der i de interviews, der er blevet optaget med gruppen, og som afvikles mellem hvert kapitel. Her fortælles en lille historie om det næste sted du skal spille, og hvad det betød for bandets karriere. Entusiasmen er aldrig rigtigt til stede, og selvom det er en fin ide, virker det på samme tid som det absolut mindste man kunne forvente, når nu det hele er klistret til med bandets navn.

Alt den musiske kærlighed der optjenes ved at inkludere numre fra The Kinks, Lenny Kravitz og enkelte gode fra Aerosmith selv, kvæles simpelthen ved, at alt hele tiden plastres til med Aerosmith-reklamer i den ene eller den anden form.

Denne anmeldelse og den medfølgende karakter er ikke ment mod hverken Aerosmith, der sikkert har haft meget lidt med projektet at gøre, eller Guitar Hero grundspillet, som stadig er ligeså godt som altid, men snarere mod denne knapt skjulte malkning af serien og dens fans.

Problemet med Guitar Hero: Aerosmith er at det føles som om det er blevet skruet sammen på en uges tid, med forskellige vragstumper som var til overs fra det sidste spil. Det virker som et projekt der i stedet burde blive solgt som en bonus disk med den næste Aerosmith plade, eller blot en kode som ville lade dig downloade numrene og de få nye temaer, direkte fra spillets ganske velvirkende, download service.

Havde Guitar Hero: Aerosmith fundet sit rette hjem som TV Shop-produkt, havde de amerikanske sælgere måske kunne snakke enkelte til at betale fuldpris, for hvad der i bund og grund er en simpel udvidelsespakke, men det holder bare ikke her.

Guitar Hero: AerosmithGuitar Hero: AerosmithGuitar Hero: AerosmithGuitar Hero: Aerosmith
05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Solidt gameplay. God grafik og lyd.
-
Genbrug. Reklame. Dårligt sangvalg.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • Nike
    Lige siden det første Guitar Hero spil og de første plastic guitarer udkom, så har alle gået og spillet Guitar Hero. Men man kan heller ikke... 5/10
  • Dynemand
    Er det ikke det samme? Man kunne godt tro, at Aerosmith var præcis det samme som Guitar Hero III, og ja, det er jo næsten det samme, da det er et... 6/10
  • fneribyen
    Guitar Hero: Aerosmith - Playstation 3 Så er der endnu en grund til at naboerne klager når du som Joe Perry, Tom Hamilton eller Brat Whitford... 6/10
  • Molander
    Det er for fedt... Det første GuitarHero spil jeg har eget og det er nok oss et af de bedste køb jeg har gjort... Grafikken: er genial, nok noget... 9/10

Relaterede tekster

Guitar Hero: AerosmithScore

Guitar Hero: Aerosmith

ANMELDELSE. Skrevet af Thomas Blichfeldt

Guitar Hero-serien er stadig pragtfuld, men Aerosmith-udgaven er bare at malke konceptet unødigt. Blichfeldt har headbanget et glasbord i stykker og fortæller alt...



Indlæser mere indhold